Hvem er NFLs bedste spillere? NFLs spillere er i gang med deres liste på NFL Network, men her får du Gul Kluds bud på de 100 bedste spillere i NFL. Vi er nået til spillerne placeret mellem nummer 51 og 75, hvor vi finder to quarterbacks fra samme draftårgang.

NFL har gang i deres nedtælling af deres top 100 spillere, men på Gul Klud vil vi også gerne give vores bud. Gul Kluds skribenter har afgivet stemmer, og det har givet en rangering, der skiller sig ud på nogle områder. I denne artikel får de 25 spillere placeret fra nummer 51-75 på vores liste. De næste 25 afsløres i næste uge.

NFLs liste er udelukkende baseret på spillernes egne stemmer, og det giver ofte anledning til nogle bemærkelsesværdige placeringer. Vi har set Blake Bortles placeret som nr. 56 i 2016, mens Derek Carr og Dak Prescott begge var placeret foran Aaron Donald sidste år. Vi prøver at være mere balancerede i vores bedømmelse af de forskellige positioner, og du kan se bedømmelseskriterierne længere nede.

NFLs egen liste bliver i disse uger afsløret, og i kan se deres rangering her.

Sådan har vi lavet vores liste
Sidste år lavede skribenterne Dennis Cordsen og Teis Joranger deres kombinerede liste, men i år har otte skribenter afgivet en stemmeseddel. I fællesskab blev 137 spillere på forhånd udvalgt som kandidater til listen. Alle otte skribenter rangerede de 137 spillere, og den endelige liste blev lavet på baggrund af gennemsnitsplaceringen for hver spiller. De 100 bedste kom på listen, mens 37 spillere altså må se sig fravalgt på målstregen.

Her vil jeg prøve at forklare hvilke kriterier, som bedømmelsen er foregået på baggrund af. Skribenterne kan selvfølgelig vægte punkterne forskelligt, men alle har prøvet at følge nogenlunde ens retningslinjer. Hvis i har spørgsmål til listen eller processen, så stil herunder eller direkte til @teisjoranger på twitter.

  • Listen er en rangering over spillerne gående ind i 2018-sæsonen. Ikke en liste for præstationerne i 2017.
  • Deraf skal spillere, der var skadet i 2017, ikke udelukkes, men overvejelser om usikkerheden i det nuværende niveau versus tidligere tiders topniveau skal medtages.
  •  Spillere med meget få kampe i karrieren er udeladt fra overvejelserne og kan ses lidt længere nede.
  • Præstationer over en længere årrække belønnes, så one-year wonders ikke brager ind i top 10 på en lille sample size. Dog er det selvfølgelig det nuværende niveau, som skal bedømmes, så nylige sæsoner vægter højest.
  • Vi forudsiger ikke niveaufremgang. Nogle spillere vil uden tvivl udvikle sig, men vi kan ikke forudsige hvem og hvor meget de enkelte spillere udvikler sig. Hvis de er på listen, er det fordi, vi mener, de allerede er gode nok.
  • Alle positioner forsøges vægtes lige, så vi kigger på spillerens reelle niveau og ikke vigtighed. Dette er for at undgå, at en fjerdedel af listen er quarterbacks. Special teams-spillere er dog udeladt fra listen, da deres position er usammenlignelig med angreb og forsvarsspillere.

Spillere udeladt fra overvejelserne på grund af for få kampe (Vi vil gerne have én hel sæson)
– QB, Jimmy Garoppolo, San Francisco 49ers
– QB, Deshaun Watson, Houston Texans
– CB, William Jackson, Cincinnati Bengals
– RB, Dalvin Cook, Minnesota Vikings
– DE, Myles Garrett, Cleveland Browns
– LB, Reuben Foster, San Francisco 49ers

Se Nummer 76-100 her

Nummer 75-51:

Nr. 75 Deion Jones, LB, Atlanta Falcons
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Deion Jones byggede videre på en stærk rookiesæson, da han i 2017 tog skridtet op blandt ligaens bedste linebackere. Han er ikke den største linebacker, hvilket gør, han stadig kan udvikle sig mod løbet. Han har dog fantastisk fart og evner i opdækingen, hvilket i nutidens kasteliga er fantastisk at have for enhver defensiv koordinator. Hans dueller mod Alvin Kamara vil de næste mange år underholde os i NFC South.

Nr. 74 Sean Lee, LB, Dallas Cowboys
2017 placering på Gul Kluds liste: 47
Når Sean Lee er skadesfri, er han tæt på en top 40-spiller i ligaen. Han er dog sjældent skadesfri i ret lang tid af gangen, hvilket giver nogle ret ujævne sæsoner. Hans betydning for Cowboys-holdet, kan dog ikke overses, da defensiven ofte falder sammen, når Lee sidder ude. Lee er en af ligaens klogeste spillere, og han virker ofte til at vide, hvad angrebet vil gøre, før spillet overhovedet er blevet kaldt.

Nr. 73 Philip Rivers, QB, Los Angeles Chargers
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Chargers har ikke været i slutspillet de sidste fire sæsoner, men det er ikke Philip Rivers’ skyld. Den 36-årige quarterback holder stadig et højt niveau, mens holdet omkring ham har haltet. Rivers har ikke den stærkeste kastearm, men præcision og spilintelligens mere end opvejer den manglende styrke. I 2018 er Chargers-holdet formentlig bedre end tidligere år, og så kan Rivers forhåbentligt få lidt af rampelyset tilbage. Hans karismatiske personlighed fortjener det i hvert fald.

Nr. 72 Kevin Byard, S, Tennessee Titans
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Fra et par gamle spillere til en af NFLs nye unge stjerner. Kevin Byard tog et kæmpe spring fra sin rookiesæson i 2016 til sin anden sæson i 2017, hvor han førte NFL i interceptions. Byard har god fart og fantastiske instinkter, når han ligger som den dybe safety. Kan han gentage niveauet fra 2017, ligner han en spiller, som kan blive placeret 50 pladser højere om et par år.

Nr. 71 Adam Thielen, WR, Minnesota Vikings
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
I 2013 blev Adam Thielen slet ikke draftet. Ikke nok med det. Han fik heller ikke en kontrakt umiddelbart efter draften. Hans bedste og eneste chance var en prøvetræning hos det lokale hold, Minnesota Vikings. Til den prøvetræning overbeviste Thielen, og han fik en kontrakt. Siden dengang har han langsomt spillet sig ind på holdet. I 2013 var han på practice squad, inden han i 2014 og 2015 spillede mindre roller som reserve og special teams spiller. Endelig fik han chancen i 2016, hvor han kvitterede med over 900 yards, inden det store gennembrud kom i 2017. Her blev det til næsten 1.300 yards, og Thielens fantastiske ruter var et drabeligt våben ud af slotten. Fra blot en eftertanke i 2013-draften er han nu en af ligaens bedste receivere fem år senere.

Nr. 70 DeMarcus Lawrence, EDGE, Dallas Cowboys
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Alene baseret på 2017 var DeMarcus Lawrence en top 30 spiller i ligaen, men her på listen vil vi gerne se det høje niveau over flere sæsoner, før vi kroner folk som blandt ligaens absolutte elite. Lawrences karriere har nemlig været noget svingende. Han startede stille i 2014, inden han viste lovende takter med otte sacks i 2015. I 2016 kunne han dog ikke fortsætte, og skader og den fysiske form var store problemer. Derfor havde de færreste regnet med, at han ville brænde igennem på den måde i 2017. Ikke desto mindre nåede han imponerende 14.5 sacks og var konstant en pestilens for modstandernes quarterbacks. Nu er spørgsmålet, om han kan strikke to gode sæsoner sammen i træk?

Nr. 69 Zach Ertz, TE, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Der er ikke så mange gode tight ends i ligaen, og det er også kun blevet til tre styks på vores liste. Ertz er den første af de tre efter en 2017-sæson, hvor han og Eagles-angrebet virkelig stjal overskrifter. Ertz er en rigtig dygtig receiving tight end, der både er atletisk og løber gode ruter. Derudover blev han en større trussel i redzone end tidligere år. Ertz er stadig ikke en god blokeringsspiller, og det er en af de ting, som holder ham et stykke under de andre to tight ends på listen.

Nr. 68 LeSean McCoy, RB, Buffalo Bills
2017 placering på Gul Kluds liste: 69
LeSean McCoy havde i 2017 statistisk set ikke helt samme succes som i 2016. Der er dog nogle udenomsfaktorer, som spiller lidt ind. Den offensive linje var væsentligt dårligere i 2017, og McCoy selv kæmpede lidt med nogle småskavanker i flere omgange. McCoy satte dog et større præg i kastespillet, og generelt er McCoy en virkelig undervurderet runningback. Får du ham først ud i det åbne med bolden i hænderne, er han uhyggelig. Få spillere kan skifte retning og accelerere på samme måde.

Nr. 67 Justin Houston, EDGE, Kansas City Chiefs
2017 placering på Gul Kluds liste: 67
Justin Houston er en svær spiller at bedømme. Når vi kigger på pass rushere, så ser vi meget efter deres sacks og evner til at presse quarterbacks. Her er Houston lidt svingende. Men noget af det skyldes Chiefs’ system, der giver Houston utroligt mange forpligtigelser både i løbespillet og i opdækningen. Det er næsten kun Steelers’ outside linebackere, som falder tilbage i opdækningen mere end Houston. Hans evner skal derfor ikke overses, selvom han selvfølgelig ikke er helt på samme niveau, som han var, da han lavede 22 sacks i 2014.

Nr. 66 Darius Slay, CB, Detroit Lions
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
11 cornerbacks har fået plads på listen, men få af dem havde lige så stor varians i placeringen. Nogle af Gul Kluds skribenter havde Slay tæt på top 40, mens andre havde ham omkring nummer 100. Slay er stor og fysisk, men besidder stadig masser af fart. Hans evne til at fysisk dominere receivere, læse spillet, kæmpe sig forbi dem og angribe bolden i luften er fantastisk. Det betød også, at han havde otte interceptions i 2017, og han afgjorde et par af kampene til Lions’ fordel. Det er ikke uden grund, at de kalder ham “Big Play Slay”.

Nr. 65 Gerald McCoy, DT, Tampa Bay Buccaneers
2017 placering på Gul Kluds liste: 91
Gerald McCoy er næsten kedelig at skrive om. De sidste seks sæsoner har han været stabiliteten og pålideligheden selv. Han ligger konstant mellem fem og 10 sacks, og er år efter år god mod løbet. Selvom han er så stabil, kan han måske stå foran et boost i 2018, da resten af linjen er blevet voldsomt opgraderet. Tilgangene af Jason Pierre-Paul, Vinny Curry, Beau Allen og Vita Vea kan måske give mere plads til McCoy.

Nr. 64 Telvin Smith, LB, Jacksonville Jaguars
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Måske skulle vi have haft Smith med på sidste års liste, men der blev han akkurat holdt udenfor. I år løb han og Jacksonville-forsvaret dog en masse opmærksomhed, da de dominerede deres vej til AFC-finalen. Telvin Smith besidder fantastisk fart og er over det hele, når man ser Jaguars spille. Både ham og Myles Jack er sublime i opdækningen, men modsat Jack er Smith lige så blændende mod løbet.

Nr. 63 Landon Collins, S, New York Giants
2017 placering på Gul Kluds liste: 35
I 2016 var Landon Collins en potentiel defensive player of the year. Helt samme niveau og indflydelse kunne han ikke ramme i 2017, hvor hele Giants-holdet havde store problemer. Landon Collins var dog stadig blandt ligaens bedste safeties, hvor han med fysik og høj spilintelligens altid er omkring bolden. Hvis Giants-toget kommer tilbage på skinnerne, vil Collins formentlig funkle igen.

Nr. 62 Chandler Jones, EDGE, Arizona Cardinals
2017 placering på Gul Kluds liste: 88
Chandler Jones har ikke samme eksplosivitet som mange af de andre elite pass rushere. Til gengæld har han udviklet et fantastisk arsenal af pass rush moves, hvor han er fantastisk til ikke kun at bruge et af dem, men at sætte flere moves sammen på et spil. Den power og teknik førte ham til imponerende 17 sacks i 2017, og hvis han kan replikere den succes i år, flyver han hurtigt op ad listen.

Nr. 61 Alvin Kamara, RB, New Orleans Saints
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Årets tredje og næstsidste rookie snupper som en fornem plads som nr. 61. Adrian Peterson skulle lige af vejen, før Kamara fik sin endelige chance, men derefter så han sig ikke tilbage. Kamara havde en nærmest historisk effektiv sæson, hvor han både i løbespillet og ikke mindst kastespillet var uhyre effektiv. I 2018 får han endnu større ansvar, og vi fans får hans sublime ruter og fantastiske balance at se endnu mere.

Nr. 60 Kelechi Osemele, G, Oakland Raiders
2017 placering på Gul Kluds liste: 20
Raiders’ angreb faldt drastisk i niveau i 2017, og en af grundene var en mindre dominerende offensiv linje. Kelechi Osemele var en af de spillere, som ikke helt kunne leve op til tidligere års niveau. Ikke at han ikke er god længere, for så havde han ikke været på listen, men i årene før 2017 var han blandt ligaens absolut bedste guards. Indtil han leverer en sæson helt deroppe igen, må han tage til takke med en respektabel 60. plads.

Nr. 59 Ben Roethlisberger, QB, Pittsburgh Steelers
2017 placering på Gul Kluds liste: 73
Ben Roethlisberger har haft nogle spøjse sæsoner de seneste år. I 2014 og 2015 var han blandt ligaens absolut bedste, men i 2016 spillede han en mere middelmådig sæson. I 2017 startede han ganske ringe, og det kulminerede med 5 interceptions mod Jaguars. Derefter fandt han dog langsomt sit spil igen, og mod slutningen af sæsonen begyndte Big Ben at ligne sit tidligere jeg. Hvor mange år, han har igen, er stadig usikkert, men det generelle niveau er stadig rigtig pænt.

Nr. 58 Ezekiel Elliott, RB, Dallas Cowboys
2017 placering på Gul Kluds liste: 63
Det er åbenlyst for enhver, at Elliott egentlig var bedre i sin rookiesæson i 2016 end i 2017-sæsonen. Det er dog også åbenlyst, at Elliott stadig var en super dygtig runningback i 2017. Et hop op ad listen skal derfor ses i lyset af, at Elliott nu har vist et højt niveau to år i træk. Vi belønner præstationer over flere sæsoner, da det er dét, som definerer gode spillere. Forhåbentligt kan Elliott fokusere endnu mere på spillet på banen i 2018, hvor retssagen og karantænen er bag ham.

Nr. 57 Mike Evans, WR, Tampa Bay Buccaneers
2017 placering på Gul Kluds liste: 25
2017 var lidt en fuser for Buccaneers og Mike Evans. På sidste års liste var Evans placeret helt oppe i samme område som A.J. Green og Odell Beckham, men den lidt skuffende 2017-sæson skubber ham ned i det næste leje af receivere. Evans er fantastisk atletisk og meget dygtig til at gå op og hente bolden kastet højt, men evnen til at skabe noget efter bolden er grebet gør ham lidt mindre komplet end de andre topreceivere. Evans er dog stadig 24 år gammel, selvom han allerede har spillet fire NFL-sæsoner, og der kan altså stadig lægges flere ting på spillet.

Nr. 56 Jason Kelce, C, Philadelphia Eagles
2017 placering på Gul Kluds liste: Ikke top 100
Jeg må indrømme, at jeg personligt troede, Jason Kelce var for nedadgående efter en 2016-sæson, hvor han til tider havde problemer. Den 30-årige center gjorde dog mine tanker til skamme med en super flot 2017-sæson. Kelce er fantastisk atletisk og mobil, og de egenskaber var en stor del af Eagles’ angreb og deres løb på ydersiden. At have en center som kan lave pulls på det niveau, åbner playbooken for Doug Pederson, der får adskillige muligheder, som andre hold ikke har.

Nr. 55 Andrew Norwell, G, Jacksonville Jaguars
2017 placering på Gul Kluds liste: 85
Nogle blev overraskede, da Andrew Norwell havde en all-pro sæson i 2017, og der var sikkert flere, som ikke kendte Norwell. For os her på Gul Klud var det dog ikke så chokerende, da vi i nogle år har lagt mærke til Norwells udvikling og allerede havde ham på listen sidste år. En god sæson mere og så kan den nye Jaguars-spiller meget let ende i top 50. Flot af den tidligere undraftede guard.

Nr. 54 Marcus Peters, CB, Los Angeles Rams
2017 placering på Gul Kluds liste: 33
Der er få cornerbacks med det talent, som Marcus Peters har. Hans instinkter og evne til at læse spillet er helt unikke. En ting som dog plagede ham i 2017 var nok en gang stabiliteten. Tidligere år har det ikke været et stort problem, at han tog nogle chancer, men i 2017 var der længere perioder, hvor Peters ikke ramte topniveauet. Han genfinder med al sandsynlighed sit topniveau igen i 2018, men vi forudser ikke fremtidens niveau, og derfor må Peters tage til takke med en 54. plads.

Nr. 53 Patrick Peterson, CB, Arizona Cardinals
2017 placering på Gul Kluds liste: 29
Det føles uvirkeligt, at Patrick Peterson stadig ikke er fyldt 28 år. Det føles, som om han har været ligaen i et dusin år. Peterson har stadig en uhyggelig fart og atletiske evner, som gør ham excellent i mandsopdækning. Derfor bliver det lidt interessant at se ham i Steve Wilks’ nye forsvar, som tidligere har benyttet en del zoneopdækning.

Nr. 52 Alex Mack, C, Atlanta Falcons
2017 placering på Gul Kluds liste: 38
Listens anden center er Alex Mack fra Falcons. Den tidligere Browns-spiller har været en stor gevinst for Atlanta-mandskabet, og hans tilkomst virkede til at løfte angrebets niveau. Sammen med Ryan Schraeder og Jake Matthews udgør han en dygtig trio foran Matt Ryan, og hvis holdet kan få styr på guard-pladserne, er der et grundlag for at have en af ligaens bedste offensive linjer.

Nr. 51 Chris Harris, CB, Denver Broncos
2017 placering på Gul Kluds liste: 15
2017 bød ikke på en mindeværdig sæson for Denver Broncos, og Chris Harris’ niveau led også lidt derunder. I årene forinden var han en af ligaens bedste, hvis ikke den bedste, men hans niveau faldt desværre lige en tak eller to. Den klejne og hurtige cornerback håber at genfinde topniveauet i en sæson, hvor han må undvære sin mangeårige makker Aqib Talib.

Se Nummer 76-100 her

De næste 25 spillere på listen afsløres i næste uge.