
Det er to hold med slutspilsambitioner, som har kniven mod struben, der tørner sammen i Englenes By og åbner ottende spillerunde.
Natten til fredag mødes Minnesota Vikings (3-3) og Los Angeles Chargers (4-3) på det prægtige SoFi Stadium i Los Angeles. Det er to hold, som havde hvert sit udgangspunkt inden sæsonstart, men som vi alligevel havde store forventninger til.
Vi var flere, som pegede på, at Vikings havde så komplet og kvalitetsfyldt et mandskab, at de rent faktisk kunne gå hele vejen… Hvis J.J. McCarthy slog til.
Efter syv spillerunder er der ikke meget, som tyder på det. Vikings har tabt tre af deres seneste fem kampe, og J.J. McCarthy har kun spillet i to af disse opgør. Når han har spillet, så har McCarthy heller ikke set overbevisende ud, hvilket hans foreløbigt fire turnovers vidner om.
Forud for sæsonen var forventningerne til Los Angeles Chargers druknet i virakken i AFC West. Det var Patrick Mahomes’ angreb, Broncos’ forsvar og Pete Carrolls tiltrædelse i Las Vegas, som fyldte.
Men Chargers sendte chokbølger gennem NFL, da de besejrede Kansas City Chiefs i São Paulo i første spillerunde. Justin Herbert kastede for 318 yards, tre touchdowns og løb for yderligere 32 yards. Han var Patrick Mahomes overlegen, og med ét blomstrede forventningerne til Chargers.
Det varede desværre ikke længe, før Chargers’ sæson igen, igen druknede i skader, og holdet har nu tabt tre af deres seneste fire kampe. Senest blev de ganske enkelt udspillet af Indianapolis Colts, som kontrollerede kampen fra start til slut og vandt med 38-24.
Samlet set er det to hold, som befinder sig på en mental rutsjebanetur, der har hårdt brug for en sejr. Der er lagt i kakkelovnen til en dramatisk affære!
Seneste nyt på skadesfronten
Justin Herbert har haft skrækkelige arbejdsbetingelser på det seneste, hvor Los Angeles Chargers har manglet op til fire offensive tackles. Senest leverede Colts’ forsvar tre sacks på Justin Herbert og begrænsede Chargers til sølle 54 løbe-yards.
Nu lysner det omsider på skadesfronten, da både Joe Alt og Trey Pipkins har været tilbage på træningsbanen i den forgangne uge. De to spillere er foreløbigt meldt tvivlsomme til torsdagskampen, men det tyder på, at de kan komme i spil.
Los Angeles Chargers risikerer dog at mangle tre af deres fire normale runningbacks. Najee Harris er færdig for sæsonen (akillesseneskade), mens Omarion Hampton er meldt ude i en længere periode med en ankelskade. Derudover er Hassan Haskins tvivlsom til opgøret, hvilket risikerer at efterlade Jim Harbaugh med upåagtede Kimani Vidal som sin eneste runningback til kampen.
Gæsterne fra Minneapolis må fortsat undvære J.J. McCarthy, der ganske vist er begyndt at træne med, men som endnu ikke er blevet sin ankelskade kvit. I stedet får Carson Wentz sin femte start i sæsonen, og han står foreløbigt noteret for 1.072 kastede yards, fem touchdowns og fire interceptions.
Derudover må Vikings fortsat undvære sin normale center Ryan Kelly (hjernerystelse) og linebacker Andrew Van Ginkel (nakkeskade).
Hvilken version af Justin Jefferson får vi at se?
Justin Jefferson fik en relativt sløv start på sæsonen, da han bare greb 12 bolde for 200 yards og et touchdown i de første tre kampe. Siden da har Carson Wentz fået øjnene op for sin stjernespiller og de to har kombineret på 22 kast for 328 yards i de seneste tre opgør.
Selvom Justin Jefferson har hævet sit niveau, så er det stadigvæk bemærkelsesværdigt, at han kun står noteret for et enkelt touchdown i sæsonen. Til sammenligning greb han 10 touchdowns i fjor.
I torsdagskampen møder han og resten af Vikings’ angreb et Chargers-forsvar, som tillod 6,9 yards pr. spil og hele 24 første downs mod Indianapolis Colts. Det er en enhed, som generelt har underpræsteret, og som har tilladt 23,3 point pr. kamp i sæsonen.
Hvis Minnesota Vikings skal tilbage på sporet og for alvor gøre sig gældende i kapløbet om slutspilspladserne, så er det påkrævet, at Jefferson ikke bare spiller over middel, men at han genfinder sit ekstreme topniveau.
Forudsigelse
Det er to uforudsigelige mandskaber, som mødes i torsdagskampen, og det gør det selvsagt svært at spå om resultatet.
Jeg hælder til, at Los Angeles Chargers kommer tilbage på sporet. Justin Herbert har udvist et fantastisk topniveau i sæsonen, hvor han foreløbigt har kastet 1.913 yards og 13 touchdowns, mens han også har løbet for 186 yderligere yards.
Omvendt er det fortsat svært at vide, hvilken version af Carson Wentz – og dermed Justin Jefferson – som vi får at se i Los Angeles. Mon ikke, at Jefferson spejder i horisonten efter Sam Darnold, der har taget Seattle med storm efter, at han førte Vikings til 14 sejre i fjor?
Justin Herbert fører Chargers til en sejr på 24-17.







