Bill Belichick og Patriots er færdige med at juble og fejre sidste sæsons triumf. Nu skal fokus udelukkende være på udfordringerne forude, fortæller cheftræneren.

Festlighederne ville ingen ende tage, da New England Patriots i weekenden modtog deres bevis på Super Bowl LI-sejren over Atlanta Falcons med overrækkelsen af mesterskabsringene.
Men efter sejrsceremonien skal fokus nu flyttes fra fortiden og hen på det, som holdet skal præstere i den kommende sæsonen. Sådan lyder det på klassisk facon fra cheftræner Bill Belichick:
“Det var en fantastisk nat, men seriøst, nu er vi nødt til at komme videre til 2017. Vi har haft nok parader, nok fejringer, nok af altid. Dette 2017-hold har ikke præsteret noget som helst endnu – det har ingen af os. Vi er virkeligt nødt til at fokusere på, hvad vi skal gøre i år. Der har været mange gode øjeblikke i fortiden, hvilket er fedt, men det vil ikke hjælpe os i år,” siger Belichick til patriots.com.


Det er ikke overraskende at høre de ord fra en træner, der konstant prædiker totalt fokus på nuet og den kommende kamp. Også wide receiver Julian Edelman mener, at ringceremonien afsluttede det kapitel, der hedder 2016 og Super Bowl LI.
“Ja, for mig personligt er det afslutningen på sidste sæson. 2016 var sjovt, men det er forbi. Det er 2017 nu. Og der er ingen mestre. Alle har den samme record,” siger Edelman.
New England Patriots bliver igen spået som den store favorit til at repræsentere AFC i Super Bowl, hvilket især er et resultat af en offseason, som holdet på papiret er kommet stærkere ud af. Dont’a Hightower fik forlænget sin kontrakt, lynhurtige Brandin Cooks giver Brady endnu et giftigt våben at lege med, mens Mike Gillislee og Rex Burkhead nu pludselig giver Patriots en uhyggeligt dyb backfield.