Det tog Washington Redskins en måned, før de rigtig gjorde noget for at forbedre deres dårlige løbeforsvar. Tackle-maskinen, Zach Brown, er hentet til holdet.

Dette bekræfter holdet selv i dag.


Zach Brown vender dermed hjem til Washington og District of Columbia, hvor han også spillede high school football. Brown har spillet 5 år i ligaen, de første 4 for Tennessee Titans. Sidste år spillede han for Buffalo Bills, i hvad der blev lidt af en gennembrudssæson. Han lavede 149 tacklinger, 4 sacks, 1 interception og forcerede 2 fumbles.
Det var derfor det helt rigtige tidspunkt at skulle have ny kontrakt, men at der skulle gå 1 måned før dette skete, har nok overrasket Brown. Dette har sikkert også været en medvirkende årsag til, at Brown valgte at skifte agent for 14 dage siden.
Brown har i den sidste måned besøgt både Miami Dolphins, Oakland Raiders, Buffalo Bills samt Washington Redskins. Her bliver han en øjeblikkelig opgradering over Will Compton, og hans fornemmeste opgave bliver, at hjælpe med at stoppe løbet. Her var Redskins dårlige sidste år, da de tillod hele 119,8 yards pr. kamp.
Parterne er, ifølge Ian Rapoport, blevet enige om en 1-årig aftale, der kan være op til $4,65 mio værd.