Den talentfulde Cleveland Browns-receiver Corey Coleman har brækket hånden og forventes at blive placeret på skadeslisten.

Browns’ Corey Coleman blev mandag opereret, efter han brækkede sin højre hånd i weekendens kamp mod divisionsrivalerne Ravens. Det betyder formentlig en pause på seks til otte uger, hvorfor Coleman sandsynligvis bliver placeret på injured reserve, hvorfra han kan vende tilbage til 8. spillerunde.
Det er andet år i træk, at Coleman brækker sin højre hånd. Den 21. september 2016 brækkede han også hånden og var efterfølgende ude i seks uger.
Coleman var et førsterundevalg i 2016 og greb 413 yards og tre touchdowns som rookie.
I år er han dog begyndt at vise sit fulde potentiale. Han har nemlig været et af den nye quarterback, Deshone Kizers, foretrukne mål, og han har grebet seks bolde for 62 yards og et touchdown. Kizer roser ham også, samtidig med at han begræder tabet.
– Vi ved, at Corey er en speciel spiller og en dygtig playmaker for os. Vi skal finde en, der kan udfylde den rolle, sagde Kizer.
Browns’ receiverkorps har haft problemer i sæsonens to første kampe, hvor især nytilkomne Kenny Britt har skuffet. De får dog en ny chance, når Browns i weekenden møder de Andrew Luck-løse Colts, der, ligesom Browns, endnu ikke har vundet en kamp i år.