Næst efter Bill Belichick er Bengals’ træner Marvin Lewis den head coach, der har siddet længst tid i sit sæde. 15 sæsoner er det blevet til, men efter sæsonen skulle Marvin Lewis efter sigende have planer om at søge andre græsgange.

Rygterne har svirret i et stykke tid, men i følge Adam Schefter skulle det nu være planen, at Marvin Lewis forlader sin post som head coach for Cincinnati Bengals for at forfølge andre muligheder, meddeler ESPNs Adam Schefter. Lewis har siddet på posten siden 2003 og har skabt en imponerende stabilitet, men også en skuffende 0-7 record i slutspillet.


I årene 2009 til 2016 missede Bengals kun slutspillet én gang, men formåede altså aldrig at vinde en slutspilskamp. Det medførte selvfølgelig kritik, og med en 6-10 2016-sæson og en ligeledes skuffende indeværende sæson (5-8 lige nu), ser det ud til, at parterne vil gå hver til sit.
I Lewis’ tid blev det til 4 divisionstitler i AFC North, hvor Steelers og Ravens også har været yderst konkurrencedygtige, og med Lewis ved roret har Bengals haft en sjældent set stabilitet i NFL-sammenhæng. Den stabilitet og erfaring kunne også gøre Lewis interessant for andre hold, melder Schefter. Der forventes at være ganske mange trænerstillinger åbne, når sæsonen er ovre, men gode kandidater til de job er begrænsede.
Hvad der sker hos Bengals er nu uvist, men det forventes, i følge Schefter, at mange af hans trænerassistenter følger ham og forlader Bengals. Bengals ligger lige nu til at drafte i top 10 af næste års draft og kunne også lave et semi-kontroversielt skifte på quarterback, da Andy Daltons kontrakt er let at komme ud af økonomisk set.