Hvad skete der lige der? Uge 16

0
Hvad skete der lige der?

Sad du også med de sidste hårstumper i hånden? Var du nødt til at samle kæben op fra gulvet, eller har du bare svært ved at navigere rundt i de mange beslutninger, der bliver taget i løbet af en NFL-kamp?

Frygt ej! “Hvad skete der lige der?” er en artikelserie, der sætter fokus på nogle af de gode, og knap så gode, trænerbeslutninger vi så i den seneste spillerunde. 

Dr. Jekyll and Mr. Myde

New England Patriots er færdige. Det har de været et stykke tid, så hvorfor så skrive om dem nu? Fordi de går en kommende offseason i møde, hvor der skal tages nogle beslutninger, blandt andet omkring deres nuværende cheftræner. Kampen i går mod Buffalo Bills kan have været en skæbnekamp for netop ham, for selv i en kamp hvor han havde alt at vinde, tabte han alligevel til sidst.

Hvad var situationen?

New England Patriots bragede sammen i et opgør med Bills som tunge favoritter.

Det her var i den grad en kamp hvor Patriots og Cheftræner Jerod Mayo kunne tillade sig at hive den ekstra sjove playbook frem.

De havde intet at tabe, men alt at vinde mod AFC-mastodonten.

Mayo har tidligere igennem sæsonen vist sig, at være en yderst konservativ cheftræner. Hans spilkald har ikke vist meget tro på hans angreb, og det har ofte ledt til direkte kedelige og uinspirerende kampe fra hans mandskab.

Tidligt så dog ud til at blive anderledes i denne kamp.

Flere gange i kampen så vi Mayo være mere aggressiv end han plejer, og endda kalde et “Fake Punt”.

Det spil fik mig virkelig op af stolen, og her besluttede jeg, at jeg ville bruge min artikel i denne uge, til at give Mayo lidt respekt. Respekt for at lave sin stil om i en kamp, hvor han virkelig kunne vise sig frem på den store scene, vise sit mandskab fornyet tillid og måske endda redde sit eget job.

Jeg valgte dog desværre at se kampen til ende, og derfor ender artiklen med at være negativt ladet.

For Dr. Jekyll blev til Mr. Hyde, og årets mest konservative cheftræner gik tilbage til sin metier: at punte.

Patriots havde ført 14-0, men med 8:33 tilbage af kampen stod den nu 24-14 til Bills.

Mayo havde set sit forsvar blive kørt over gang på gang, og Patriots havde bolden på egen 45-yard linje på en 4. down med 5 yards op til en ny 1. down.

Her må jeg igen understrege – Patriots sæson var slut her, men de har en ung spændende rookie quarterback i Drake Maye, og Mayo har muligheden for at overaske mod det bedste hold i AFC…

Så lad os da bare punte – det er da oplagt?

Hvad skete der?

Mayo valgte at sende sin punter på banen, og give bolden tilbage til Josh Allen. Det endte ikke med et touchdown, men det behøvede heller ikke, for Bills tog næsten fire minutter af tiden, inden at Patriots angreb fik chancen igen.

Hvad betød det for kampen?

Selvom at Patriots efterfølgende nåede at reducere til 21-24, så afgjorde Bills’ drive forinden de facto kampen. Der var simpelthen ikke tid til mere end et spinkelt håb og et onside kick, og det er ikke noget at hænge sin hat på.

Men det er egentlig ikke nederlag eller sejr der betyder noget for mig her.

Konklusion

Det der betyder noget er attitude og overblik.

Mayo havde en chance for at vise, at ville vinde kampen. Vise at han havde et overblik, der så på mere end de enkelte spil, men på sæsonen som helhed.

Kort sagt: Giv nu Maye en chance for at skabe sig en status i New England.

Det viste han i starten at kampen, men han glemte det undervejs.

Hans unge quarterback har vist over det meste af sæsonen, at han kan være den arvetager de har hungret efter siden Tom Brady. Selv med meget svære kår, så præsterer han.

Giv ham nu chancen for at drille arvefjenderne fra Bills. Et stort spil, måske endda et comeback – Wow, det alene kunne have reddet sæsonen for mange fans i Boston.

Derudover så må jeg indrømme, at det sender et meget forvirrende signal, at Mayo tidligt i kampen viste sig villig til at gøre næsten alt for vinde, men når det så gjaldt, valgte han at trække følehornene til sig igen.

Mayo lod sig påvirke og blev usikker i en kamp hvor han havde alt at vinde.

Øv.