Vi nærmer os trade deadline, så flere hold ser lidt anderledes ud i denne uge, end tidligere. Og der kan sagtens ske flere handler, inden de første kamp spilles i nat. De handler får formentlig ikke det store udfald for rundens kampe, men hold øje med det.

HUSK i øvrigt, at Danmark skifter til vintertid natten mellem lørdag og søndag, så i denne uge kan du se football en time tidligere end normalt. De tidlige kampe starter således allerede klokken 18. Og med det er her mine weekly winners for uge 8.


Minnesota Vikings 34 – 17 Washington Redskins

Redskins scorede ikke et eneste point i sidste uge, men de var bestemt heller ikke hjulpet af forfærdeligt vejr. Nu rykker de ind i varmen i Minneapolis, men det bliver nok alligevel ikke meget mere fornøjeligt for dem. Vikings viste i sidste uge, at de uden problemer kan fungere angrebsmæssigt uden Adam Thielen, og forsvaret er ikke nemt at bryde ned.
(fredag kl. 02.20, TV3+)


Atlanta Falcons 13 – 27 Seattle Seahawks

Måske sidste kamp for Dan Quinn? Jeg føler, jeg har sagt det i nogle uger nu, men Falcons er bare ikke gode i år, og Seahawks har noget, de skal revanchere efter et tungt nederlag til Ravens i sidste uge. Seahawks har brug for sejren for at følge med 49ers i NFC West, og jeg tror, de vinder sikkert.
(søndag kl. 18.00, TV3 MAX)


Buffalo Bills 20 – 16 Philadelphia Eagles

Eagles har været skuffende i år, og Bills er en af de store positive overraskelser. De er det eneste hold, der har kunnet bide skeer med Patriots, og forsvaret spiller fremragende. Derfor tror jeg også det bliver svært for Eagles at score point i Buffalo, og det bliver udslagsgivende. Buffalo vinder sin sjette kamp ud af syv mulige.


Chicago Bears 24 – 17 Los Angeles Chargers

Der var store forventninger til Chargers, men de er simpelthen bare ikke gode. Bears har heller ikke været nogen udpræget fornøjelse at se på, men de har dog haft mere succes end Chargers, og de er på hjemmebane, så nu er det tid til at få lidt oprejsning efter et skidt nederlag til Saints i sidste uge.


Detroit Lions 27 – 20 New York Giants

Lions fik ørerne i maskinen i sidste uge, men det var faktisk positivt, at de satte 30 point på tavlen mod Vikings. For Giants blev det til endnu et nederlag – denne gang til Cardinals, der ellers ikke har imponeret i år – og jeg tror Giants får det svært her. Euforien ved Daniel Jones var kortvarig.


Jacksonville Jaguars 20 – 23 New York Jets

Sam Darnold ser spøgelser, sagde han efter nederlaget på 33-0 til Patriots i sidste uge. Men jeg tror dét nederlag var en outlier. Jets er ikke blandt de bedste hold i ligaen, men det samme kan bestemt siges om Jaguars, der skulle bruge lang tid på at nedbryde Bengals, der ikke har vundet en eneste kamp. Derfor giver jeg Jets min støtte endnu en uge, og håber, at de ikke skuffer mig lige så fælt, som det var tilfældet i mandags.


Los Angeles Rams 30 – 14 Cincinnati Bengals

Rams kom tilbage på sporet med lidt krisehjælp fra Falcons, og Bengals (Læs: Andy Dalton) imploderede til sidst i opgøret mod Jaguars. Det giver mig ikke meget håb for, at Bengals-fansene får oprejsning i denne uge, hvor Cincy tager en tur til London i jagten på deres første sejr.
(London)


New Orleans Saints 23 – 17 Arizona Cardinals

Med eller uden Drew Brees. Betyder det noget? Teddy Bridgewater er nu 5-0 i denne sæson som starter for Saints, og uanset om han eller Brees spiller i denne weekend bliver det en sejr til Saints – det er jeg helt overbevist om. Ikke meget mere at sige om den kamp.


Tennessee Titans 20 – 27 Tampa Bay Buccaneers

Titans var afsindigt heldige med at vinde mod Chargers i sidste uge, og det kan give dem et boost, men jeg tror ikke på det. Ikke at min tillid til Bucs ligger på et højt sted, men de kommer fra en friuge og har haft god mulighed for at studere, hvad Titans gør godt, og hvor deres svagheder kan udnyttes.


Indianapolis Colts 24 – 10 Denver Broncos

Det er svært at se, hvor pointene skal komme fra for Broncos, der i denne uge har sendt Emmanuel Sanders til San Francisco. Det startede så godt for dem i torsdags med et touchdown mod Chiefs, men gik kun ned ad bakke derfra med et stort nederlag. Colts fik derimod en ekstremt vigtig sejr med triumfen over Texans i en kamp, der meget vel kan blive altafgørende for både AFC South og slutspilsseedninger. Giv mig Colts hjemme i Indy her.


San Francisco 49ers 34 – 28 Carolina Panthers

Jeg er spændt på at se, hvad 49ers kan gøre med Emmanuel Sanders i folden. De har manglet en god receiver udover George Kittle, og det har de nu, så deres angreb kan virkelig tage fart nu. For Panthers handler det om at holde sæsonen i gang, og hvis de skal have succes her, så SKAL de have gang i Christian McCaffrey, der blev “holdt nede” i Panthers sidste kamp før bye week.


Houston Texans 31 – 20 Oakland Raiders

Jeg tror Texans føler, de burde have slået Colts i sidste uge, og de har noget at skulle bevise. Ikke mindst for cornerback Gareon Conley, der i løbet af ugen blev handlet fra netop Raiders til Texans. Hvis han spiller og kan lukke ned for Raiders vil det være en stor succes. Uanset hvad tror jeg dog, at Watson og co. bliver for meget for Raiders her.


New England Patriots 34 – 10 Cleveland Browns

Det er svært at spå meget mere end 10 point til Browns, når de har været så ustabile i denne sæson, og de møder et forsvar, der tillader mindre end et touchdown per kamp. Patriots’ forsvar er helt uhørt gode, og nu har angrebet også fået et boost med Mohammed Sanu fra Falcons i løbet af ugen. Held og lykke Cleveland. I får brug for det.
(søndag kl. 21.25, TV3 MAX)


Kansas City Chiefs 24 – 30 Green Bay Packers

Vildt søndagsopgør – det bliver endnu vildere, hvis Patrick Mahomes spiller, men det er tvivlsomt. Derfor giver jeg sejren til Packers. Aaron Rodgers og Matt LaFleur har virkelig fundet ind i et godt samarbejde, og de kan bedre skille Chiefs’ forsvar ad, end Broncos formåede i sidste uge. Derfor er der brug for at score point, og hvis ikke Mahomes spiller kan det blive en udfordring for Chiefs.
(mandag kl. 01.25, TV3 MAX)


Pittsburgh Steelers 24 – 20 Miami Dolphins

Endnu en uge, hvor mandagskampen ikke er værd at blive oppe for – medmindre man er Steelers- eller Dolphins-fan. Og det her kunne være kampen hvor Dolphins fik sin første sejr – jeg tvivler, men jeg vil ikke afvise det. Ryan Fitzpatrick er måske ikke nogen fantastisk quarterback, men han kæmper for sejren helt til det sidste – hver gang – og det er en vigtig egenskab at have.
(tirsdag kl. 01.15, TV3 Sport)


Sidste uge: 9-5
I alt: 62-43-1

Bye week: Baltimore Ravens, Dallas Cowboys