Den første fjerdedel af grundspillet er overstået, og med det fik jeg også min dårligste runde i flere år. Kun fem ud af 15 kampe, ramte jeg rigtigt på i sidste uge.

Det kan heldigvis næsten kun blive bedre i den kommende uge, hvor vi igen har to hold på bye week, og fem som er på udkig efter deres første sejr i sæsonen. Her er mine weekly winners for uge 5.


Los Angeles Rams 24 – 27 Seattle Seahawks

Uge 5 starter med et brag af en kamp mellem to divisionsrivaler, der begge er på jagt efter sæsonens fjerde sejr. Rams skal finde tilbage til sin identitet med stærkt forsvar og eksplosivt angreb – den del med forsvaret har manglet lidt i denne sæson. Men det kan blive svært mod et stærkt spillende Seahawks-mandskab, der med Jadeveon Clowney på forsvaret er et meget velbalanceret mandskab.
(fredag kl. 02.15, TV3+)


Carolina Panthers 23 – 20 Jacksonville Jaguars

Giv kredit til Kyle Allen. Jeg havde ikke forventet, at Panthers ville vinde to kampe med ham som quarterback, og her får han formentlig chancen igen. Jaguars’ forsvar blev holdt uden sacks i sejren over Broncos i sidste uge, så de vil være sultne efter at følge op på de ni, de lavede ugen inden. Det er dårlige nyheder for Kyle Allen, der i denne sæson har fumblet bolden hver eneste gang, han er blevet sacket. Hold øje med masser af Christian McCaffrey for at neutralisere Jaguars’ pass rush.


Cincinnati Bengals 24 – 17 Arizona Cardinals

To hold, der endnu har deres første sejr til gode. I denne omgang giver jeg sejren til hjemmeholdet. Begge hold har rookie head coaches, men Bengals har trods alt er mere erfaren quarterback. Kyler Murray elekticitet kan være nok til at sende Cardinals på sejrskurs her, men min første indskydelse er, at hjemmeholdet vinder.


Houston Texans 31 – 20 Atlanta Falcons

Texans havde håbet på mere end 2-2 efter fire kampe, men for Falcons er sæsonen allerede tæt på at køre af sporet. Et nederlag i Houston vil sende dem på 1-4 og ned i den absolutte bund af NFC South. Hjemmeholdet har ikke været overbevisende, men kan de holde styr på Julio Jones har Falcons ikke mange muligheder på angrebet, og det bør være muligt at score en del point på et Falcons-forsvar, der har store mangler.


New Orleans Saints 21 – 20 Tampa Bay Buccaneers

Her er en kamp, der kan udvikle sig til et kæmpe drama. Hvis Saints havde Drew Brees som quarterback er jeg egentlig ikke i tvivl om, at de ville køre den hjem. Men kan Teddy Bridgewater klare ærterne? Han skal i hvert fald kigge grundigt efter Shaquil Barrett på hvert eneste spil. Pass rusheren er lige nu den bedste i NFL med ni sacks i fire kampe, og han kan ødelægge Saints’ gameplan på egen hånd.


New York Giants 17 – 20 Minnesota Vikings

Det var nærmest en mini bye week for Giants i sidste uge. Så ringe er Redskins i år. Hjemme mod Vikings bliver modstanden noget anderledes, og uden Saquon Barkley kan Giants få det svært. Det forudsætter selvfølgelig at Vikings får gang i angrebet, som har haltet lidt – især i sidste uge, hvor man kun præsterede seks point mod Chicago Bears.


Oakland Raiders 22 – 24 Chicago Bears

Årets første London-kamp bliver noget fattigere på stjerner, men man måske kunne have håbet. Vontaze Burfict har fået karantæne, og Mitchell Trubisky er formentlig ude for Bears, der i stedet skal sætte sin lid til Chase Daniel. Begge hold kommer med en sejr i bagagen, men der har været væsentlig mere uro omkring Raiders, og det kan blive udslagsgivende, når ingen af holdene reelt er på hjemmebane.
(London)


Philadelphia Eagles 29 – 21 New York Jets

Eagles kom tilbage på sporet, og har haft lidt ekstra tid til at forberede sig her. Det er ikke dårligt, for Jets kommer direkte fra bye week og har friske ben. Sam Darnold er formentlig stadig ude med sin kyssesyge, så hold øje med masser af Le’Veon Bell her. Jeg tror ikke, han kan gøre en stor nok forskel for Jets og forventer helt sikkert en hjemmesejr her.


Pittsburgh Steelers 14 – 17 Baltimore Ravens

Ravens kom ned på jorden mod Browns i sidste uge, mens Steelers fik en flot sejr mandag over Bengals. Men der var også klasseforskel på modstanderen for de to hold, og Ravens skal ud og bevise, at de er bedre end det, de viste i søndags. Det er et divisionsopgør, så det skal nok blive tæt, men jeg tror udeholdet tager sejren.


Tennessee Titans 19 – 16 Buffalo Bills

Det er stadig usikkert, om Josh Allen er tilgængelig for Bills (hjernerystelse), så derfor går jeg med Titans her. Marcus Mariota har været lidt under radaren, men spiller udmærket, og måske kan han gøre forskellen, hvis det bliver nødvendigt. Bills-forsvaret bliver en hård nød at knække, og der blive brug for masser af Derrick Henry for at blødgøre dem. Når det så er sagt, så kan Bills få svært ved at score point, hvis Matt Barkley er quarterback, så Titans får sejren.


Washington Redskins 17 – 42 New England Patriots

Patriots cruiser derudad, men har heller ikke mødt stor modstand undervejs. Et svagt Steelers-mandskab i første runde, så et svagt Dolphins-hold efterfulgt af Jets. I sidste uge gav Bills kamp til stregen, men nu følger endnu et hold uden sejr i Redskins. Det bliver formentlig ikke en særlig spændende kamp rent resultatmæssigt, men hvis man er Patriots-fan skal man nok være underholdt.
(søndag kl. 19.00, TV3+)


Los Angeles Chargers 29 – 20 Denver Broncos

Chargers er inde i en “nem” periode med en sejr over Dolphins i sidste uge og nu et besøg af Broncos, der ikke har fået tingene til at spille. Overraskende nok for Broncos har forsvaret været det svage punkt, og det bliver ikke bedre nu, hvor Bradley Chubb er ude resten af året. For Chargers er der formentlig sæsondebut for Melvin Gordon, og han må slikke sig om munden, når han ser, at Broncos tillod 225 yards til Leonard Fournette i sidste uge. Jeg kan se en vej til Broncos-sejr her, men tror ikke på det. Og spørgsmålet er så, hvordan et omklædningsrum der allerede viser lidt splittelse kan håndtere endnu et nederlag.


Dallas Cowboys 27 – 26 Green Bay Packers

To af de bedste hold i NFL gennem de første fire uger, men begge hold kommer med nederlag i bagagen. Jeg forudser et tæt opgør, hvor det bliver afgørende, om Cowboys kan få gang i løbespillet med Ezekiel Elliott. Dallas er på hjemmebane i JerryWorld, og det er altid en fordel, men kan de stoppe Aaron Rodgers og co.?
(søndag kl. 22.25, TV3+)


Kansas City Chiefs 38 – 31 Indianapolis Colts

Her er en af de gange i år, hvor man kan ærgre sig over, at Colts’ quarterback ikke længere hedder Andrew Luck. Opgøret her havde været langt mere interessant. Men det er stadig et spændende opgør, og Lions viste i sidste uge, at det ér muligt at bide skeer med Chiefs. Nu spilles kampen så godt nok på Arrowhead i Kansas City, så det bliver nok endnu en stor kamp af Patrick Mahomes. Skal vi sige fem touchdowns og 410 yards?
(mandag kl. 02.20, TV3+)


San Francisco 49ers 34 – 30 Cleveland Browns

Mandagskampen er lidt af et brag i denne uge. Browns har til tider vist eksplosivitet på angrebet, og 49ers ser ud til at være ved at få det hele til at spille med Kyle Shanahan ved roret. Jeg holder på hjemmesejren, der dermed sender 49ers på 4-0 og godt på vej mod slutspillet.
(tirsdag kl. 02.10, TV3 Sport)


Sidste uge: 5-10
I alt: 36-26-1

Bye week: Detroit Lions, Miami Dolphins