Der er kun fire kampe tilbage i grundspillet af NFL-sæsonen, så det er nu slutspurten skal sættes ind i jagten på hjemmebanekampe i januar.

Både Ravens, Chiefs, Patriots og Seahawks kan i denne uge sikre en slutspilsplads bare med en sejr, og for Ravens og Chiefs kan divisionen også være på højkant, hvis ikke Steelers slår Cardinals og Titans slår Raiders. Her er mine weekly winners for uge 14.


Chicago Bears 17 – 13 Dallas Cowboys

Bears holder fast i, at de kan skabe miraklet, vinde resten af kampene og dermed måske nå slutspillet. For Cowboys handler det bare om at holde fast i føringen i NFC East, men det er lettere sagt end gjort. Cowboys har stadig ikke slået et hold med en winning record i år, og ejer Jerry Jones virkede ikke ligefrem tillidsfuld, da han talte med medierne efter nederlaget til Bills i sidste uge.
(fredag kl. 02.20, TV3 Sport)


Atlanta Falcons 24 – 21 Carolina Panthers

Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro om den her kamp. Det er umuligt at vide, hvor man har Falcons for tiden, og for Panthers er der store omvæltninger i gang med fyringen af cheftræner Ron Rivera. Den fyring kom i løbet af ugen efter fire nederlag i træk, så de flyder nok heller ikke over med selvtillid. Begge hold har udspillet deres rolle i denne sæson, så det er ikke hér, du behøver bruge det meste af din søndag aften.


Tampa Bay Buccaneers 26 – 27 Indianapolis Colts

Colts lever, men de har brug for at blive ved med at vinde, hvis de skal holde sig inde i kampen – om AFC South-titlen eller eventuelt et wild card. Colts har tabt fire af de seneste fem kampe så denne er must-win, hvis de skal have noget håb – i næste uge venter en svær kamp mod Saints.


New York Jets 23 – 30 Miami Dolphins

Man skal altså aldrig undervurdere Ryan Fitzpatrick. Det viste han i sidste uge, da han første Dolphins til en flot sejr over Philadelphia Eagles, og nu venter en på papiret mere overkommelig opgave mod divisionsrivalerne fra New York. Jets kom ned på jorden i sidste uge efter tre gode kampe og formåede kun at score seks point i nederlaget til Bengals – det var Cincinnatis første sejr i denne sæson. De to hold trender hver deres vej, så jeg giver sejren til Dolphins.


New Orleans Saints 27 – 24 San Francisco 49ers

Saints kan spille mere frit i denne kamp med tanke på, at de allerede har vundet NFC South og sikret sig en plads i slutspillet. For 49ers er der pludselig mere på spil efter nederlaget til Ravens i sidste uge. Både kampen for at tage førstepladsen i NFC West tilbage, men også kampen for at bevise, at man slå de allerbedste hold i ligaen.
(søndag kl. 19.00, TV3 Sport)


Minnesota Vikings 34 – 20 Detroit Lions

Den her kamp bliver sikkert meget tættere end min forudsigelse, men det bør være en sikker sejr for Vikings. Minnesota spillede lige op med Seahawks i sidste uge og bejler kraftigt til en plads i slutspillet, mens Matt Patricia og Detroit Lions skal finde sig selv efter skader til holdets to bedste quarterbacks. Det bliver en svær kamp for Detroit her.


Houston Texans 27 – 23 Denver Broncos

Texans er ved at finde melodien. Det kom senest til udtryk med sejren over Patriots i sidste uge, og for Broncos venter der en stor opgave for rookie quarterback Drew Lock, der skal forsøge at bygge videre på sin flotte debut i sidste uge. Texans lugter blod og en friuge i slutspillet, og hjemme i Houston bliver de utroligt svære at slå, så derfor har jeg naturligvis også en hjemmesejr her.


Buffalo Bills 17 – 34 Baltimore Ravens

Jeg er spændt på at se, hvor meget Bills-forsvaret kan gøre ved Lamar Jackson og hans vanvittige evne til at flytte bolden effektivt igen og igen. Der kan efterhånden ikke være tvivl om, at Jackson er årets MVP, men spørgsmålet er bare, hvor langt han kan tage dem. Her bør det blive til en sejr over et Bills-mandskab, der har vist styrker, men som stadig mangler at slå de rigtig gode hold.


Cleveland Browns 26 – 13 Cincinnati Bengals

Bengals fik endelig sin første sejr i sidste uge, men det var på et billigt grundlag mod Jets, og Browns bør kunne tage en sejr over divisionsrivalen på hjemmebane. Cleveland skal rejse sig efter nederlaget til Steelers i sidste uge, i en kamp, der handlede om så meget andet en football. Derfor er Bengals også den perfekte modstander til at lægge fadæsen bag sig og komme videre – mod slutningen af sæsonen, hvor der måske kommer til at ske store omvæltninger… igen…


Green Bay Packers 34 – 10 Washington Redskins

Man må give Dwayne Haskins Jr., at han forbedrer sig som quarterback for Redskins. Men på udebane mod Packers – Lambeau Field i december – der bliver det altså lidt for stor en mundfuld for ham. Redskins bliver nødt til at fokusere på at få løbespillet igen, så de kan holde kampen lavtscorende, men det tror jeg, de får svært ved.


Jacksonville Jaguars 23 – 20 Los Angeles Chargers

Minshew Mania is back baby! Det er det mest iøjnefaldende ved dette opgør. Begge hold tabte i sidste uge og har ifølge Playoffstatus.com mindre end én procent chance for at nå slutspillet. Det er her Chargers bør begynde at overveje, om man skal prøve rookie Easton Stick på quarterback-pladsen.


Arizona Cardinals 24 – 26 Pittsburgh Steelers

Cardinals er færdige for denne sæson, men de kan stadig ødelægge tingene for flere af deres kommende modstandere. Mod Steelers tror jeg, de kommer tæt på, men Pittsburgh er ved at finde udmærkede takter frem og har vundet syv af de seneste ni kampe. Jeg tror, de tager en mere her.


Oakland Raiders 13 – 23 Tennessee Titans

Alt så godt ud for Raiders, men de seneste to uger er de faldet totalt sammen mod først Jets og siden Chiefs. Nu kommer Titans til byen og med en meget velspillende Ryan Tannehill bliver det en svær kamp for hjemmeholdet. Begge hold forsøger at sikre en wild card-plads i slutspillet, og jeg gætter på, at begge hold vil læne sig op af deres runningbacks for at opnå det. Med andre ord: Hold øje med Derrick Henry og Josh Jacobs her.


New England Patriots 22 – 24 Kansas City Chiefs

Vi får en gentagelse af sidste års AFC-finale her, og det kan blive et vildt opgør. Men Tom Brady er ikke, hvad han har været, og Chiefs kommer lige fra en storsejr over Raiders, men Patriots havde meget store problemer mod Texans i sidste uge. Jeg giver sejren til Chiefs, der dermed vinder AFC West (hvis Raiders taber).
(søndag kl. 22.25, TV3+)


Los Angeles Rams 19 – 27 Seattle Seahawks

Seahawks er tæt på at peake, og der venter en meget svær kamp for Rams her. De fik ellers gang i angrebet mod Rams i sidste uge, men Seahawks er en helt anderledes modstander. Seattle har blik på hjemmebanefordel gennem hele slutspillet i NFC-konferencen, men det kræver så mange sejre som overhovedet muligt.
(mandag kl. 02.20, TV3+)


Philadelphia Eagles 24 – 20 New York Giants

Mandagskampen byder på vintage NFC East-football. Især med meldingen om, at rookie quarterback Daniel Jones er skadet for Giants. Det betyder, at vi få fornøjelsen(?) af at se Eli Manning starte endnu en kamp for Giants, og man bør nok nyde det, hvis man kan – det kan være hans sidste kamp i NFL.
(tirsdag kl. 02.15, TV3 Sport)


Sidste uge: 8-8
I alt: 115-76-1

Bye week: Ingen