Weekly Winners 2025: Uge 17

0

Glædelig jul til alle! NFL disker op med en lille julegave i form af tre kampe juledag og yderligere to kampe lørdag aften. Meget kan blive afgjort her i uge 17, og her er mine Weekly Winners for ugen.

Washington Commanders 20 – 24 Dallas Cowboys

Hverken Commanders eller Cowboys har noget at spille for, men som det er i divisionsopgør, så er der altid æren at gå efter. Cowboys er et bedre hold – og mere skadesfrit, så det er naturligt for mig at gå med udeholdet her.

Minnesota Vikings 17 – 24 Detroit Lions

Det er allersidste udkald for Lions, der er heldige med, at Vikings er uden J.J. McCarthy her. Det bør gøre opgaven overkommeligt, men Brian Flores’ forsvar skal nok gøre tingene svært for Detroits’ angreb. Vinder Lions her kan de sidde og vente på andre resultater søndag og håbe, at de flasker sig.

Kansas City Chiefs 10 – 24 Denver Broncos

Broncos skuffede i sidste uge mod Jaguars, men nu venter et juleopgør mod Chiefs, der bør ligge lige til højreskøjten. Chiefs er nede på sin tredje quarterback, der skal starte sin første kamp i NFL med en kort uges forberedelse, og i løbet af ugen, har Chiefs nærmest sendt halvdelen af holdet på injured reserve. Så betyder det mindre, at Broncos også har pådraget sig et par skader.

Los Angeles Chargers 13 – 19 Houston Texans

Chargers spiller virkelig godt – selv med en småskadet Justin Herbert. Men det er virkelig ikke guf at skulle møde et af ligaens mest formstærke mandskaber, der tilmed kan bryste sig af ligaens formentlig bedste forsvar. Uden sine to startende tackles kommer Justin Herbert til at være under stort pres, og det tror jeg bliver afgørende her.

Green Bay Packers 16 – 24 Baltimore Ravens

Ravens er desperate og må og skal vinde her for at holde liv i slutspilsdrømmene. Samtidig rammer de Packers på det bedste mulige tidspunkt. Packers har tabt to i træk og ser umiddelbart ud til at være uden både QB1 og QB2, hvorfor der burde være gode muligheder for, at Lamar Jackson og co. kan hente en livsvigtig sejr – også selv kampen spilles på Lambeau Field.

Carolina Panthers 20 – 30 Seattle Seahawks

Panthers skal være glade for, at de slog Buccaneers i sidste uge, for i denne uge bliver det altså til et nederlag til NFC’s førerhold Seattle Seahawks. Jeg har svært ved at se mange scenarier, hvor Panthers’ angreb kan sætte nok på tavlen til at slå Seahawks, der måske også kan være heldige at få et defensivt touchdown.

Cincinnati Bengals 34 – 20 Arizona Cardinals

Cardinals er helt sikkert gået på juleferie, og selvom det samme burde være tilfældet for Bengals, så så det ikke sådan ud i sidste uge. Jeg forventer at se meget mere af Chase Brown i kampen her. Mine 100 point i NFL Picks i denne uge går til Cincinnati.

Cleveland Browns 23 – 20 Pittsburgh Steelers

Steelers vinder AFC North med en sejr her, men jeg tror faktisk, at de må vente lidt endnu. Browns er på hjemmebane og kan drille divisionsrivalerne, og den chance vil de ikke forpasse. Læg dertil, at Browns faktisk i sidste uge var tæt på mod Bills, mens Steelers kommer fra en måske lidt mentalt udmattende affære mod Lions. Jeg tager et sats og går med hjemmeholdet.

Indianapolis Colts 27 – 30 Jacksonville Jaguars

Colts har egentlig været udmærkede med Philip Rivers som quarterback, men Jaguars er simpelthen for gode lige nu, og Trevor Lawrence og co. tager med sejren her et stort skridt mod AFC South-titlen. Nederlaget sender samtidig Colts endegyldigt ud i kulden, hvis ikke de allerede sendt ud med en Texans-sejr over Chargers lørdag.

Miami Dolphins 23 – 27 Tampa Bay Buccaneers

Så er det nu, det gælder for Buccaneers. En sejr kan bringe dem tilbage på bølgelængde med Panthers, og det bør de få mod et Dolphins-mandskab, der ikke har noget at spille for. Det er tilmed en kort udebanetur, så jeg tror på, at Baker Mayfield og co. gør deres arbejde her.

New York Jets 22 – 27 New England Patriots

Patriots er klare favoritter her og bør da også slå divisionsrivalerne fra New York ganske let. Men der er altså bare noget ved disse opgør, som altid gør dem lidt svære at spå om, og som kan skabe overraskelser. Jets’ forsvar har ikke lavet en eneste interception hele sæsonen, og det ville ikke undre mig, om det lykkedes for dem her. Men er det nok til at vinde? Formentlig ikke.

Tennessee Titans 21 – 24 New Orleans Saints

Titans fik lidt oprejsning i sidste uge med en stor sejr over et slagent Chiefs-hold, men de kommer ned på jorden igen her. Saints har vundet tre i træk og spiller faktisk efterhånden udmærket football, så mon ikke de tager endnu en sejr her over et Titans-mandskab med en midlertidig træner og en rookie quarterback?

Las Vegas Raiders 16 – 20 New York Giants

Kampen om årets førstevalg i draften. Kampen ingen vil vinde. Taberen af opgøret her kan meget vel stå med det første valg i draften til næste år, og jeg tror det bliver Raiders, der dermed er i en fremragende position til at forstærke sig med draftens bedste quarterback – hvem end man måtte mene fortjener den titel. Raiders spillede overraskende næsten lige op med Texans i sidste uge, men den præstation tror jeg ikke, de følger op på her, og så bliver det Giants og Jaxson Dart, der tager sejren.

Buffalo Bills 23 – 19 Philadelphia Eagles

En af rundens bedste kampe. Bills kæmper fortsat for AFC East og en potentiel førsteplads i AFC. Eagles har sikret sig NFC East og er stort set låst fast på NFC’s tredjeplads. Bills bør derfor have lidt ekstra motivation, hvor Eagles nok mere forsøger at sikre, at de kommer til slutspillet uden alvorlige skader.

San Francisco 49ers 27 – 23 Chicago Bears

Måske nok den mest konsekvensfyldte kamp i denne uge. Begge hold er 11-4 og kan nå førstepladsen i NFC, men for begge mandskaber kræver det formentlig to sejre til at slutte sæsonen. Sikkert er det i hvert fald at taberen af kampen her ikke længere kan nå at vinde NFC-konferencen.

Atlanta Falcons 18 – 26 Los Angeles Rams

Rams har haft masser af tid til at forberede sig på denne kamp, og det bør faktisk nok være en formsag at slå et Falcons-mandskab, der har udspillet sin rolle i denne sæson. Rams må og skal vinde for at fastholde håbet om en sejr i NFC West og en potentiel førsteplads i NFC.

Bye week: Ingen

Sidste uge: 10-6
I alt: 150-89-1
100-point picks: 14-2