
Det spidser virkelig til med tre spilleuger tilbage i grundspillet. Husk, at der er to kampe lørdag. Her er mine Weekly Winners for uge 16.
Seattle Seahawks 17 – 23 Los Angeles Rams
Runde 16 starter med den bedste kamp på programmet i denne uge. Seahawks og Rams er i direkte kamp om ikke bare førstepladsen i NFC West, men førstepladsen i hele NFC. Seahawks’ angreb har dog ikke været helt op niveau på det seneste, så jeg sætter mine penge på Rams her.
Washington Commanders 17 – 27 Philadelphia Eagles
Commanders har lukket ned for Jayden Daniels’ sæson, og jeg tror også, at Eagles lukker ned for Commanders’ angreb i denne kamp. Philadelphia skal bare tage én sejr mere for at sikre sig NFC East, og den kommer her.
Chicago Bears 24 – 23 Green Bay Packers
For et par uger siden vandt Packers det første opgør mod Chicago, men her får bjørnene revanche hjemme på Soldier Field. Packers skal vænne sig til livet uden Micah Parsons, så jeg tror, at Bears vil have god succes med at løbe bolden her.
Carolina Panthers 26 – 23 Tampa Bay Buccaneers
Det lader til, at hverken Panthers eller Buccaneers for alvor vil vinde NFC South, men dette første opgør mellem de to hold over de næste tre uger giver et hold chancen for at vise mig, at jeg tager fejl. Jeg tror ikke, at det bliver Tampa Bay, der både er på udebane, men også er et hold, der ser ud til at være lidt i opløsning med en masse fnidder i krogene. Det er ikke super, når man spiller den ultimative holdsport.
Cleveland Browns 16 – 24 Buffalo Bills
Kan Browns skabe overraskelsen? Næppe. Men Bills er et hold, der spiller ned til sin modstand, og det kan blive afgørende her. Dog har Josh Allen vist, at han altid kan tage sagen i egen hånd til sidst, og det tror jeg også han gør her, hvor Bills ender med at vinde komfortabelt.
Dallas Cowboys 17 – 20 Los Angeles Chargers
Cowboys er faktisk favoritter her, men jeg tror, at de får rigtig svært ved at score point mod Chargers’ stærke forsvar. Læg dertil, at Justin Herbert er et bæst, der nægter at lade sig kue på trods af en brækket hånd, og så bliver det nok en sejr til Chargers her.
New Orleans Saints 24 – 20 New York Jets
Jets er i frit fald med fyringer til højre og venstre, mens Saints med rookie quarterback Tyler Shough så småt er ved at finde melodien. Kampen spilles i New Orleans, og jeg tror sagtens man kunne forestille sig, at nogle Jets-spillere især begynder at tage nogle beslutninger, der er mere for dem selv end for holdet.
New York Giants 27 – 24 Minnesota Vikings
Giants skal egentlig helst tabe for at få så god en draftposition som muligt, men Jaxson Dart og co. er ikke typerne, der giver op, så jeg giver dem en sejr her. J.J. McCarthy aka “Nine” har spillet bedre de seneste uger, men han er stadig ustabil, og det kan koste her.
Tennessee Titans 23 – 20 Kansas City Chiefs
Chiefs er sat ud af spillet, og de mangler Patrick Mahomes. Jeg kan godt se et scenarie, hvor spillere som Travis Kelce eller receivere som Rashee Rice eller Xavier Worthy siger tak for i år og lidt giver op på sæsonen, og det kan åbne døren for en stor overraskelse her.
Miami Dolphins 23 – 27 Cincinnati Bengals
Dolphins har bænket Tua Tagovailoa, så vi får nu lov at se, hvad rookie Quinn Ewers kan præstere. Han får en overkommelig opgave mod Bengals’ forsvar, men det er altså Joe Burrow, der står på den anden side som Bengals’ quarterback. Uagtet at han ikke har spillet godt de seneste uger, så må det altså spille favoritværdigheden over til gæsterne.
Arizona Cardinals 26 – 20 Atlanta Falcons
Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro om denne kamp. Men jeg tænker, at Cardinals da snart må komme tilbage i sejrskolonnen, så hvorfor ikke her mod en overkommelig modstander som Falcons? Og så endda på hjemmebane.
Denver Broncos 30 – 24 Jacksonville Jaguars
Jaguars og Trevor Lawrence har spillet virkelig godt de seneste uger, men Broncos er også begyndt at sætte komplette kampe sammen, senest i sidste uge mod Packers. Kampen spilles i højderne og kulden i Denver, hvilket bestemt ikke er guf, når man er vant til Jacksonvilles varme ved Atlanterhavskysten. Broncos’ fans er også ved at finde slutspilsformen frem, så jeg tror på hjemmesejren her.
Detroit Lions 24 – 20 Pittsburgh Steelers
Lions er pisket til en sejr, hvis de skal holde håbet om slutspillet i live, hvilket er vanvittigt at skrive med tre kampe tilbage i sæsonen. Det forekommer mig også en smule vanvittigt, at Steelers fører AFC North, men det er nu engang facit efter 15 uger af sæsonen. Ravens får dog en gylden mulighed for at komme tilbage her, hvis min forudsigelse om en Lions-sejr holder stik.
Houston Texans 31 – 10 Las Vegas Raiders
Der findes ikke en verden, hvor jeg kan se Raiders slå Texans i de to holds nuværende forfatninger. Texans’ forsvar kommer til at lukke totalt ned for Kenny Pickett og co., og jeg kunne godt se Raiders score 0 point for tredje gang i denne sæson. Det er de nemmeste 100 point i picks, jeg har valgt i år.
Baltimore Ravens 27 – 26 New England Patriots
Ravens var tilbage til contender-lignende tilstand mod Bengals i sidste uge, og det kommer på det helt rigtige tidspunkt. De har hårdt brug for en sejr for at holde håbet om en divisionssejr i live, mens Patriots må og skal vinde, hvis de skal opretholde drømmen om AFC’s førsteplads. Holder mine forudsigelser i denne runde stik indhenter Bills Patriots i toppen af AFC East.
Indianapolis Colts 17 – 23 San Francisco 49ers
Philip Rivers kæmper bravt, men i sidste ende bliver det forgæves og hans comeback kommer kun til at vare et par uger endnu, før han atter indfinder sig med tilværelsen som football-pensionist. 49ers håber derimod på, at de stadig kan nå at vinde NFC West – og måske endda hele NFC, men det kræver en sejr her.
Bye week: Ingen
Sidste uge: 9-7
I alt: 140-83-1
100-point picks: 13-2








