Weekly Winners 2025: Uge 13

0

Det er Thanksgiving, så vi forkæles med hele tre lækre kampe torsdag og en ekstra dessert fredag. Her er mine Weekly Winners for uge 13.

Detroit Lions 27 – 23 Green Bay Packers

Traditionen tro spiller Lions hjemme på Thanksgiving, og i år er det en spændende og meget vigtig kamp mod Packers. Lions skuffede og var lige ved at tabe mod Giants i sidste uge, men i sidste ende hev de sejren hjem. Packers havde det nemt mod Vikings, men har ikke imponeret de seneste uger. Giv mig hjemmeholdet.

Dallas Cowboys 22 – 18 Kansas City Chiefs

Cowboys lavede et vildt comeback mod Eagles i sidste uge, mens Chiefs kom tilbage mod Colts. Det første var helt klart mest imponerende i min optik. Cowboys er på hjemmebane, hvor de plejer at score en del point, men Chiefs er gode til at lukke ned for de gode angreb, så jeg spår en tæt kamp, hvor jeg i sidste ende går med hjemmeholdet.

Baltimore Ravens 31 – 34 Cincinnati Bengals

Thanksgiving Thursday slutter med et brag af en kamp, der er begunstiget af, at Joe Burrow er tilbage for Bengals. Det samme er JaMarr Chase, så derfor tror jeg, at tigrene kan gøre det onde ved Ravens, der ellers har vundet fem i træk.

Philadelphia Eagles 28 – 17 Chicago Bears

Black Friday byder på en kamp mellem de forsvarende mestre fra Eagles og spændende Bears. Caleb Williams har løftet sit spil betydeligt i år, men her får han det svært, og jeg sætter mine 100 point på Eagles i denne uge. De er ikke de største favoritter, men det er jo også kedeligt at vælge de samme hver uge.

Carolina Panthers 19 – 24 Los Angeles Rams

Panthers er tilbage på 6-6 efter nederlaget mandag, og her er de ikke på en specielt nemmere opgave. Faktisk en del sværere. Rams bliver af mange betragtet som det bedste hold i NFL, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Giv mig Rams.

Cleveland Browns 23 – 27 San Francisco 49ers

Det skal blive spændende at se, om Browns og Shedeur Sanders kan få gang i maskineriet på angrebet. Forsvaret er der styr på med Myles Garrett, der alene kan afgøre denne kamp. Kan han presse Brock Purdy til fejl, så har Browns en fin chance her.

Indianapolis Colts 16 – 20 Houston Texans

Texans er pludselig et rigtig farligt hold i AFC, mens Colts begynder at få problemer med bare at holde fast i AFC South. Et nederlag her kan sende dem på andenpladsen i divisionen. Og så er der ikke langt helt ud af slutspillet.

Miami Dolphins 24 – 17 New Orleans Saints

En af de kampe, der ikke har den store betydning. Hverken Saints eller Dolphins kan gøre sig nogle forhåbninger om at komme i slutspillet i denne sæson, så jeg går med det hold, der spiller bedst og har mest talent – og i øvrigt er på hjemmebane efter en bye week.

New York Jets 19 – 24 Atlanta Falcons

Heller ikke super meget at spille for her, omend Falcons stadig har chancer for slutspillet. Det er svært at se, at de skulle kunne lave ballade, hvis de kvalificerer sig i NFC-halvdelen, men de er alligevel gode nok til, at de bør vinde her.

Tampa Bay Buccaneers 20 – 21 Arizona Cardinals

Jeg forventer, at Baker Mayfield sidder ude her, og det er lidt en katastrofe for Buccaneers. Og det er en fremragende mulighed for Hjalte Froholdt og co. der kan tage til Florida og have masser af selvtillid i forhold til at komme derfra med en sejr.

Tennessee Titans 27 – 24 Jacksonville Jaguars

Et sats i og med, at Titans er så dårlige, som det er tilfældet. Men de viste tænder mod et stærkt Seahawks-mandskab i sidste uge, og Jacksonville ser ikke ud til at være tæt på topformen. Læg dertil, at det er et divisionsopgør og Titans er på hjemmebane. Giv mig Tennessee.

Seattle Seahawks 31 – 10 Minnesota Vikings

Seahawks kører derudaf, og bør ikke have problemer med at slå Vikings her. J.J. McCarthy er skadet for Vikings, og selvom han ikke har været god – faktisk decideret ringe – så er alternativet altså ikke bedre. Vikings ser ud til at stille med Max Brosmer, og hvis du siger “Hvem?”, så er du nok ikke den eneste.

Los Angeles Chargers 20 – 14 Las Vegas Raiders

Det her er egentlig en kamp, hvor jeg godt kunne se Raiders drille divisionsrivalerne fra Chargers. Mest af alt på grund af, at Maxx Crosby kan lave virkelig meget ravage overfor en skadesplaget offensiv linje hos Chargers. I sidste ende er Chargers dog et bedre hold og på hjemmebane, så mon ikke de vinder?

Pittsburgh Steelers 23 – 28 Buffalo Bills

Bills og Josh Allen bør vinde her, og Allen kan nærmest gøre det alene. Men det kan også blive et problem for Buffalo, hvis T.J. Watt beslutter sig for at ødelægge kampen. Det skal også blive spændende at se, om Aaron Rodgers er tilbage for Steelers. Det kan tippe kampen i deres favør.

Washington Commanders 20 – 24 Denver Broncos

Både Broncos og Commanders kommer lige fra en bye week, men det har ikke været nok til, at Jayden Daniels bliver klar for hjemmeholdet. Broncos’ forsvar kan komme til at give Marcus Mariota og Commanders-angrebet store problemer, så jeg forventer en udesejr her.

New England Patriots 23 – 26 New York Giants

Endnu et sats, men Patriots skuffede mig lidt i søndags, hvor de kun lige formåede at slå et Bengals-mandskab uden både Joe Burrow og JaMarr Chase. Giants med Jameis Winston kan virkelig være en torn i øjet på de fleste, og jeg tror de får has på Patriots her.

Bye week: Ingen

Sidste uge: 12-2
I alt: 115-62-1
100-point picks: 12-0