
Ingen hold er på bye week i uge 8, så der er masser af football at glæde sig til i en periode af sæsonen, hvor det hele begynder at falde en smule mere på plads. Her er mine forudsigelser for uge 8.
Los Angeles Rams 16 – 23 Minnesota Vikings
Vi starter med en udmærket torsdagskamp, hvor Vikings skal forsøge at rejse sig oven på sæsonens første nederlag i sidste uge. De er på udebane, men mod et Rams-mandskab, der virker parat til at sælge ud af stjerner, så bør der være gode muligheder for Vikings til at komme tilbage på sporet her.
Miami Dolphins 17 – 23 Arizona Cardinals
Tua Tagovailoa ser ud til at være tilbage for Dolphins, så jeg giver dem lidt flere point, end jeg ellers ville have gjort. Men jeg tror stadig at quarterbacken skal have banket noget rust af efter en længere periode og det giver Cardinals endnu en sejr her.
Husk: Her kan du se Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals’ opgør mod Miami Dolphins gratis
Cleveland Browns 17 – 27 Baltimore Ravens
Ravens får glæden af Jameis Winston på quarterback for Browns, og mens jeg faktisk tror, det bliver en fordel for hjemmeholdet, så er Ravens for stærke lige nu. Lamar Jackson spiller endnu en gang som en MVP, og Baltimore ligner holdet, der skal slås i AFC.
Detroit Lions 31 – 20 Tennessee Titans
Lions fik has på Vikings i sidste weekend og tog føringen i NFC North og NFC i det hele taget. Den føring holder de fast i her, hvor de har et relativt overkommeligt opgør mod et Titans-mandskab, der faldt sammen mod Bills i sidste uge.
Houston Texans 28 – 20 Indianapolis Colts
Texans var sekunder fra at slå Green Bay i sidste uge, men sådan skulle det ikke gå. Nu venter så et vigtigt divisionsopgør mod Colts, og C.J. Stroud skal spille bedre end han gjorde i sidste uge, hvis det ikke skal blive til endnu et nederlag. Mine penge er på, at han forbedrer sig ganske betragteligt, og kører sejren hjem for Texans.
Jacksonville Jaguars 24 – 30 Green Bay Packers
Packers fik en vigtig sejr over Texans i sidste uge, og de nyder her godt af, at de ikke har skulle taget turen hjem fra London for at blive klar til at spille denne kamp. Jaguars lever endnu, men kun akurrat, og et nederlag her vil formentlig ende deres sæson.
New England Patriots 16 – 19 New York Jets
Jets tabte igen igen, og måske er det efterhånden tid til, at Aaron Rodgers kigger indad og accepterer, at han måske også er en del af problemet. Hans spil i år har i hvert fald ikke været prangende. Men nu venter et møde mod Patriots med rookie Drake Maye som quarterback. Begge forsvar er ganske udmærkede, så jeg forventer ikke mange point her.
Tampa Bay Buccaneers 22 – 27 Atlanta Falcons
Falcons tabte skuffende stort til Seahawks i sidste uge, og opgaven her mod Buccaneers er bestemt ikke nem. Men det hjælper gevaldigt, at Bucs’ to bedste receivere udgik i sidste uge og ikke er med her. Kirk Cousins udøver lidt magi, og så tager Falcons en vigtig sejr i NFC South her.
Cincinnati Bengals 24 – 21 Philadelphia Eagles
Bengals har oppet sit spil og kæmper stadig for at redde sin sæson omend det fortsat ser svært ud. Hvis man kan slå Eagles tager man endnu et vigtigt skridt, og jeg kunne godt se Eagles og især Saquon Barkley have en lille letdown-kamp efter sin store præstation mod Giants i sidste uge.
Los Angeles Chargers 26 – 7 New Orleans Saints
Chargers får glæden af New Orleans Saints, som er gået fra at se rigtig gode ud i starten af sæsonen til nu at være rædderlige. For at gøre ondt værre er de fuldstændig lagt ned af skader, så Chargers bør vinde nemt her.
Seattle Seahawks 23 – 28 Buffalo Bills
Seahawks og Bills ligger begge godt til og ligner slutspilshold, men her tror jeg, at Bills har for meget kvalitet til hjemmeholdet. Josh Allen har fortsat ikke kastet en interception i år og tillader langt færre sacks end Seahawks. I en kamp, hvor jeg tror turnovers bliver afgørende er det en kæmpe fordel.
Washington Commanders 26 – 28 Chicago Bears
Vi bliver måske berøvet for opgøret mellem draftens første- og andetvalg på grund af skaden til Jayden Daniels. Men selv med Marcus Mariota under center for Washington tror jeg, at Commanders bliver konkurrencedygtige. Jeg tror dog netop at tabet af Daniels sender sejren til Chicago i stedet. Spiller begge rookies kan sejrherren meget vel have en fordel i kampen om at blive rookie of the year.
Denver Broncos 27 – 13 Carolina Panthers
Efter en nem torsdagskamp mod Saints i sidste uge tager Broncos hjem til Denver og får besøg af en måske endnu nemmere modstander i form af Carolina Panthers. For at gøre ondt værre for Panthers må de vende sig tilbage mod Bryce Young på quarterback, efter Andy Dalton var involveret i et trafikuheld i denne uge og har forstuvet en finger. Vinder Broncos her er de 5-3 – langt bedre end de fleste forventede inden sæsonen.
Las Vegas Raiders 15 – 23 Kansas City Chiefs
Chiefs er 6-0, men jeg fatter nærmest ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ikke desto mindre forventer jeg fuldt ud, at de er 7-0 efter denne uge. Las Vegas er ikke nogen formidabel modstander og også her har man måttet gå tilbage til en fuser på quarterback i form af Gardner Minshew efter en skade til Aidan O’Connell.
San Francisco 49ers 17 – 24 Dallas Cowboys
Cowboys har haft friuge, og 49ers har hårdt brug for en. San Franciscos angreb er decimeret, og de kan gøre det svært mod Cowboys, der kommer friske og udhvilede. Jeg har ikke meget fidus til Cowboys, men her vinder de.
Pittsburgh Steelers 24 – 18 New York Giants
Måske vidste Mike Tomlin, hvad han lavede, da han udnævnte Russell Wilson til starter over Justin Fields. Eller måske var Jets bare ikke forberedt på Wilson i sidste uge. Uanset hvad er Giants ikke den værste modstander at få her, og Pittsburgh er på hjemmebane, så jeg tror på endnu en sejr til Steelers, der lægger sig lunt i svinget til en slutspilsplads.
Sidste uge: 10-5
I alt: 60-47
Bye week: Ingen








