
Tre spilleuger tilbage, og mange ting kan falde på plads i denne uge. Faktisk kan vi for første gang siden 1970 have alle slutspilshold i AFC på plads med to uger tilbage af sæsonen. Her er mine forudsigelser for uge 16.
Los Angeles Chargers 17 – 22 Denver Broncos
Vi får et brag af en torsdagskamp mellem divisionsrivalerne i AFC West. Broncos sidder lige nu på sjettepladsen i AFC lige foran Chargers. En sejr til Broncos sender dem direkte i slutspillet. Chargers vandt det første opgør mellem de to, men er inde i en skidt stime, mens Broncos har vundet fire kampe i træk. Det har ikke alt sammen været lige kønt – men det har virket. Jeg tror formen fortsætter, og Broncos tager sejren i andet forsøg mod Chargers.
Kansas City Chiefs 20 – 23 Houston Texans
Chiefs ligger stadig lunt i svinget til førstepladsen i AFC, men der skal ikke mange fejl til, før det glipper, og med skaden til Patrick Mahomes i søndags er der grund til bekymring for hjemmeholdet her. Mahomes spiller uden tvivl, men han er helt sikkert ikke på 100 %.
Texans kan spille fuldstændig frit efter at have vundet AFC South i sidste uge, og nu gælder det for dem bare om at komme bedst muligt ind i slutspillet. De overrasker her.
Læs også: Mahomes tvivlsom til lørdags-kamp
Baltimore Ravens 23 – 20 Pittsburgh Steelers
Lørdagens program slutter med dette enormt vigtige opgør i AFC North mellem Ravens og Steelers. Steelers er 10-4 og fører divisionen foran Ravens (9-5) og Steelers kan med en sejr sikre sig divisionstitlen. Jeg tror dog, at vi fastholder spændingen lidt endnu med en smal Ravens-sejr hjemme i Baltimore.
Atlanta Falcons 24 – 16 New York Giants
Falcons har ENDELIG bænket Kirk Cousins efter en forfærdelig periode, og jeg glæder mig personligt meget til at se Michael Penix Jr. i aktion. Rookien kan måske give det boost, som Falcons har brug for, for at hjælpe dem ind i slutspillet – eller måske endnu bedre; ind i fremtiden. Giants har lige nu førstevalget i draften, og det kan de muligvis godt holde fast i.
Læs også: Falcons bænker Kirk Cousins
Carolina Panthers 17 – 27 Arizona Cardinals
Cardinals tog en meget vigtig sejr over Patriots i sidste uge og er stadig kun en kamp efter Rams i NFC West. Det bliver afsindig tæt i den division, så enhver sejr tæller. Og her venter et Panthers-mandskab, der bestemt er til at tale med. Carolina kan spille frit, men har omvendt heller ikke noget at spille for, og det bliver afgørende.
Chicago Bears 27 – 34 Detroit Lions
Lions led et svigende nederlag til Bills i sidste uge – ikke nederlaget som sådan, men hvad det gjorde ved stillingen i NFC. Både Vikings og Eagles er nu lige med Lions, så der er ikke plads til flere fejltrin, hvis førstepladsen i divisionen (og konferencen) skal fastholdes. Bears er en overkommelig modstander, men i et divisionsopgør er det aldrig til for alvor at regne ud, hvad der kan ske.
Indianapolis Colts 26 – 17 Tennessee Titans
Colts var så tæt på i sidste uge, men endte med at tabe stort til Broncos, og det blev rigtig dyrt. Nu kræver det lutter sejre resten af vejen for at nå slutspillet. Det bør også kunne lade sig gøre mod Titans, der skifter quarterback Will Levis ud med Mason Rudolph til dette opgør. Godt eller skidt? Det er svært at sige.
New York Jets 19 – 24 Los Angeles Rams
Rams fører an i NFC West, men tingene kan hurtigt gå galt, hvis de snubler her. Mod Aaron Rodgers og Jets – og på udebane i New York – bliver det en svær kamp. Men min tiltro til, at Sean McVay kan vinde den her træner-matchup er også stor, og dermed tager Rams i hvert fald én uge til i førersædet.
Washington Commanders 17 – 27 Philadelphia Eagles
Eagles er 12-2, men utroligt nok ikke sikre på at vinde NFC East endnu. Det er kun Commanders, der kan stoppe dem, men det kræver naturligvis en sejr her. Det tror jeg bliver rigtig svært for Jayden Daniels og co. med tanke på, at de ikke kunne lukke kampen mod Saints i sidste uge – og Eagles drøner bare derudaf.
Cincinnati Bengals 27 – 17 Cleveland Browns
Bengals’ angreb har blæst derudad i efterhånden mange uger, men alligevel er det blevet til otte nederlag i sæsonen. Derfor virker det også usandsynligt, at der skulle ligge en slutspilsplads og vente. Men den skal da have forsøget. Og med Browns, der nu har valgt at skifte quarterback igen, så tror jeg også på, at Bengals tager en sejr mere.
Seattle Seahawks 24 – 27 Minnesota Vikings
Vikings har pludselig fået en gylden mulighed for at vinde NFC, hvis de kan vinde resten af deres kampe. Der er ingen garanti, men en sejr her vil være et stort skridt på vejen. For Seahawks er der alt på spil i NFC West, hvor man har afgivet føringen til Rams, men er lige på antal sejre.
Buffalo Bills 34 – 23 New England Patriots
Bills vinder og vinder, og selvom Patriots er en divisionsmodstander – og derfor altid en trussel – så forventer jeg alligevel, at det bliver til endnu en sejr for Bills her i jagten på AFC’s førsteplads. For Patriots handler det om at lege drillepind og at fortsætte udviklingen for holdets rookie quarterback Drake Maye.
Las Vegas Raiders 16 – 24 Jacksonville Jaguars
Jeg tror ikke, at Raiders flere kampe i denne sæson. Og for deres vedkommende er det nok godt det samme. De har brug for en quarterback, og det får man bedst, hvis man har første eller andet valg i draften. Jaguars er uden Trevor Lawrence, men de bør stadig være et bedre hold end Raiders.
Miami Dolphins 22 – 20 San Francisco 49ers
Dolphins skal vinde resten for at komme i slutspillet, og det er ikke en nem opgave her mod 49ers. Det er dog nemmere end de fleste andre år, så mon ikke det lykkes at tage sejren her? Skaderne er ved at hobe sig op hos 49ers, og det har været en sæson til glemmebogen. Med et nederlag her, kan processen med at glemme begynde med det samme.
Dallas Cowboys 24 – 27 Tampa Bay Buccaneers
Buccaneers er tilbage i spidsen af NFC South, og de kan reelt vinde divisionen med en sejr her. Cowboys har ikke for alvor noget at spille for, men jeg vil ikke afvise, at de alligevel kan drille Tampa Bay her. I sidste ende bliver jeg dog nødt til at gå med Buccaneers her.
Green Bay Packers 31 – 20 New Orleans Saints
Packers er et af tre hold i NFC North, der har vundet mindst 10 kampe i år, og mon ikke de også tager sejr nummer 11 hjemme mod Saints? Ikke alene er Packers et bedre hold, men det er bare også en fordel at spille en aftenkamp i kulden, når man er vant til det og samtidig møder et hold, der er vant til at spille indendørs og i syden.
Sidste uge: 14-2
I alt: 143-81
Bye week: Ingen








