
Alle hold har nu haft bye week, og nu spidser det for alvor til om slutspilspladserne. Her er mine forudsigelser for uge 15.
San Francisco 49ers 17 – 23 Los Angeles Rams
Rams tog en ekstremt vigtig sejr i sidste uge, og det samme kan strengt taget siges om 49ers, der holder sig inde i kampen om NFC West, omend en slutspilsplads virker meget usandsynlig. Rams slutter med tre divisionsopgør i de sidste fire kampe, og det kan få kæmpe betydning. Men de er sneaky gode, og jeg tror på, at de kan nå slutspillet – det kræver dog måske en sejr her.
Carolina Panthers 24 – 20 Dallas Cowboys
Panthers spiller bedre og bedre og bød flot Eagles op til dans i sidste uge. Nu venter en Dallas-hold, der finder nye og uransagelige måder at tabe på. Tror vi virkelig på, at Cowboys kan tage til Carolina i en kamp uden noget på spil og vinde? Giv mig Bryce Young over Cooper Rush.
Cleveland Browns 21 – 23 Kansas City Chiefs
Chiefs taber ikke tætte kampe, så det kan jeg naturligvis heller ikke forudsige her. De vandt AFC West i sidste uge og kan med endnu en sejr bringe sig meget tæt på at sikre første seed i AFC. Browns kan godt give god modstand, men i sidste ende kaster Jameis Winston nok en interception, der sender sejren til Kansas City.
Houston Texans 27 – 24 Miami Dolphins
Med en sejr over Dolphins og et nederlag til Colts kan Texans vinde AFC South i denne uge – som du vil se længere nede tror jeg, at det kommer til at ske. Texans vil samtidig give Dolphins et stort slag i deres desperate kamp for at nå slutspillet. Dolphins har vundet fire af de sidste fem, men var heldige mod Jets i sidste uge, og har ikke mødt stor modstand. Det er værre her mod et Texans-mandskab, der tilmed har haft en friuge.
Jacksonville Jaguars 13 – 21 New York Jets
En kamp mellem to hold i AFC, der har absolut ingen betydning for andet end draftplacering. Det var nok ikke, hvad NFL havde håbet, da man skemalagde kampen her, men både Jaguars og Jets har skuffet fælt i år. Aaron Rodgers skal dog forsøge at bevise, at Jets også skal satse på ham til næste år. Sidste uges kamp var et skridt i den rigtige retning.
New Orleans Saints 17 – 24 Washington Commanders
Saints slog et dårligt Giants-mandskab i sidste uge. Men Derek Carr blev skadet til sidste i kampen, og nu venter et helt andet bæst i form af Commanders, der kommer fra en friuge. Jayden Daniels og co. skal have nydt friugen lidt for meget, hvis ikke dette skal blive en forholdsvis nem sejr til gæsterne.
New York Giants 9 – 27 Baltimore Ravens
Vi er ved at være der, hvor det vil være en fordel for Giants, hvis de taber, og med Drew Lock skadet bliver stafetten nu givet tilbage til Tommy DeVito. Men det hjælper intet. Ravens kommer til at gøre New York over her.
Tennessee Titans 22 – 28 Cincinnati Bengals
Cincinnati er desperate. De var absurd heldige med Cowboys’ dumhed sidst i kampen i mandags, og nu venter en kamp mod et Titans-mandskab, der ikke er gode, men som kan drille de fleste på en god dag. Læg dertil, at Joe Burrow er småskadet, og så bliver det ikke nødvendigvis en nem kamp for Cincinnati. Men det er en kamp, de ikke kan tåle at tabe, og i så fald bliver de formentlig elimineret i denne runde.
Arizona Cardinals 31 – 30 New England Patriots
Cardinals skal op på hesten igen og for fem-seks uger siden havde jeg ikke været i tvivl om, at de ville vinde her. Men Patriots med Drake Maye spiller bedre og bedre, mens Cardinals og Hjalte Froholdt har tabt tre kampe i træk. De SKAL tilbage på sporet her, hvis de skal holde trit i NFC West.
Denver Broncos 27 – 20 Indianapolis Colts
Både Broncos og Colts har haft friuge, så det bør være to relativt skadesfri og friske hold, der spiller i Denver søndag. Broncos er 8-5 og kan med en sejr over Colts næsten sikre sig ikke at blive overhalet af gæsterne, der er 6-7. Jeg tror mest på Bo Nix og Sean Payton, der har slået alle de hold, man kunne forvente i denne sæson – og det med ganske stor margin, mens de kun har ét nederlag med mere end en score. Kampen spilles desuden i Denver, og der venter et meget fjendtligt miljø for Anthony Richardson og co.
Detroit Lions 34 – 30 Buffalo Bills
Bills havde virkelig brug for den kamp mod Rams i sidste uge. Men de tabte, og nu venter et endnu sværere opgør mod Lions, der nemt kan ende med at sende Bills helt ned på tredjepladsen i AFC. Josh Allen skal fortsætte sit gode spil, men han har brug for hjælp fra forsvaret. Lions kan ikke sikre divisionen endnu, men de kan til gengæld afgive en solo-føring, hvis de taber.
Los Angeles Chargers 20 – 23 Tampa Bay Buccaneers
Buccaneers har fået gang i spillet igen, og jeg tror, de kan vinde her. Det er lidt et sats, men Tampa Bay havde en væsentligt nemmere kamp end Chargers i sidste uge, og for sidstnævntes vedkommende døjer Justin Herbert med flere skader. Jeg er overbevist om, at han spiller, men han kommer ikke til at være på 100 %, og det kan blive afgørende i sidste ende.
Philadelphia Eagles 24 – 21 Pittsburgh Steelers
Kampen om Pennsylvania. Det lyder som noget fra et præsidentvalg, men det er “bare” et opgør mellem Eagles og Steelers. De to hold er tilsammen 21-5, så det er en storkamp, der venter os, og den kan gå begge veje. Eagles gjorde mig en smule bekymret i sidste uge med den tætte kamp mod Panthers, men de er hjemme og der bliver gang i den på lægterne. Jeg går med hjemmeholdet.
Seattle Seahawks 23 – 28 Green Bay Packers
Seahawks har taget føringen i NFC West, men ligeså hurtigt, som de har lagt sig i spidsen, ligeså hurtigt kan de miste føringen igen. Her venter en svær kamp mod Packers, der er 9-4, men som spiller rigtig god football, og jeg tror vi får et brag af en kamp her. I sidste ende stoler jeg mest på Jordan Love og co., så jeg sender sejren til Green Bay. Men Seahawks har gode chancer og kan sende et statement med en sejr her.
Minnesota Vikings 26 – 16 Chicago Bears
Vikings er kun nummer 2 i NFC North, men de kunne lige så godt være nummer 1 i hele NFC. De spiller fremragende – ikke mindst anført af quarterback Sam Darnold – og jeg har svært ved at se, at Bears for alvor kan true her. Bears har ikke rigtig noget at spille for, og det tror jeg også, man kommer til at kunne se her.
Las Vegas Raiders 19 – 28 Atlanta Falcons
Så er det altså ved at være sidste chance for Falcons. Efter en horribel stime har man afgivet en sikker føring i NFC South, og Kirk Cousins har spillet elendigt. Jeg forstår ikke, at han ikke er bænket endnu, men her får han muligheden for at få lidt oprejsning. Eller også kommer Raiders foran 19-0, inden Michael Penix Jr. kommer på banen og redder showet.
Sidste uge: 8-5
I alt: 129-79
Bye week: Ingen








