Weekly Winners 2024: Uge 13

0

Det er Thanksgiving, så når vi når til søndag har vi allerede overværet rundens første fire kampe – og et hold kan være klar til slutspillet. Her er mine forudsigelser for uge 13.

Detroit Lions 31 – 23 Chicago Bears

Lions starter traditionen tro Thanksgiving ud med denne første af tre kampe, og det gør de lige så traditionsrigt på hjemmebane. Denne gang mod divisionsrivalerne fra Bears, der trods forbedret spil har tabt fem kampe i træk. Og Lions kan faktisk sikre sig en slutspilsplads, hvis de vinder her og har andre resultater, der går deres vej.

Dallas Cowboys 26 – 23 New York Giants

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro om denne kamp. Giants har skilt sig af med Daniel Jones, men jeg tror ikke et sekund på, at Tommy DeVito er svaret. Cowboys har skuffet fælt i denne sæson, men fik alligevel oprejsning mod Commanders i sidste uge og kan ride videre på den bølge. De er også på hjemmebane, så jeg sætter mine penge på Jerry Jones’ udvalgte.

Green Bay Packers 27 – 24 Miami Dolphins

Virkelig spændende kamp, der lukker Thanksgiving af. Packers styrer mod slutspillet, men får besøg af et Dolphins-hold, der kæmper med næb og kløer for at få lov at komme med i det fine selskab. De er pisket til at vinde en kamp som denne, men i kulden på Lambeau Field tror jeg, at de kommer til kort.

Kansas City Chiefs 24 – 20 Las Vegas Raiders

Chiefs bør vinde denne kamp større end med fire point – især efter skaden til Raiders’ quarterback Gardner Minshew. Men jeg tror ikke på, at Chiefs er holdet, der vinder med blowouts i denne sæson. De er på hjemmebane, så de skal nok hive sejren hjem, men det kan godt blive tæt. Chiefs ved i øvrigt allerede når de går på banen i denne fredagskamp, om en sejr vil sikre billetten til slutspillet.

Atlanta Falcons 17 – 20 Los Angeles Chargers

Chargers er bedre end Falcons. Men sidstnævnte har lige har friuge, og Chargers mistede en vigtig brik i runningback J.K. Dobbins i kampen mod Ravens. Det skal blive spændend eat se, hvor stor en indflydelse, det får for Chargers’ angreb.

Cincinnati Bengals 23 – 21 Pittsburgh Steelers

Bengals har været lige ved og næsten en stor del af sæsonen, og nu hænger deres billet til slutspillet i en meget tynd tråd. Men de har haft friuge og er hjemme mod en divisionsrival, så hvis der nogensinde er et tidspunkt at vise, at man hører til i slutspillet er det nu.

Jacksonville Jaguars 22 – 20 Houston Texans

Jaguars har ikke vundet i Gud ved hvor lang tid, men på hjemmebane mod en skrantende divisionsrival er der noget, der siger mig, at det lykkes at hive en sejr i hus. Texans ligner stadig det bedste hold i AFC South, men det kan hurtigt gå galt, hvis de smider et par kampe – og dette kunne godt være en af dem.

Minnesota Vikings 24 – 20 Arizona Cardinals

Vikings har fået sig en ny quarterback, men ham kommer det – formentlig – ikke til at handle om her. Set med danske briller handler det i stedet om Hjalte Froholdt og om, hvorvidt Cardinals kan spille sig tilbage på en slutspilsplads. Det kræver en sejr, men det bliver svært her mod Vikings’ aggressive forsvar.

New England Patriots 17 – 23 Indianapolis Colts

Colts spiller bedre med Anthony Richardson, og de har stadig muligheder for slutspillet, men så skal den unge quarterback være mere stabil i sit spil. Det samme kan siges om Patriots’ rookie quarterback Drake Maye, der spiller godt, men stadig laver for mange rookie-fejl – helt forståeligt i øvrigt. Denne kamp kan gå begge veje, men min mavefornemmelse siger Colts.

New York Jets 13 – 21 Seattle Seahawks

Seahawks har fået styr på forsvaret. Mere er der egentlig ikke i det. Jeg ved ikke helt, hvordan Jets skal score point, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis dette bliver kampen, hvor man forsøger noget nyt og bænker Aaron Rodgers. Seahawks er ikke fremragende på angrebet, men de behøver ikke meget i denne kamp for at det er nok til at vinde.

Washington Commanders 19 – 13 Tennessee Titans

Commanders har tabt tre i træk, og Titans har oppet sit spil i de senere uger, så jeg var fristet til at tage en udesejr her. Men jeg bliver stadig nødt til at kigge på de to mandskaber, og hvordan de har spillet indtil nu i sæsonen. Og så er det svært at komme udenom en hjemmesejr.

Carolina Panthers 26 – 29 Tampa Bay Buccaneers

Panthers har fået liv, og havde de haft held til at slå Chiefs i sidste uge ville de pludselig have banket kraftigt på døren i NFC South. De kan stadig nå at komme tilbage i divisionsræset, men så SKAL de vinde her. Og jeg tror, de kommer tæt på. Men i sidste ende bliver Baker Mayfield og co. for stor en mundfuld.

New Orleans Saints 23 – 27 Los Angeles Rams

Saints har fået lidt tur i den igen efter syv nederlag i træk og er nu 4-7. Her tror jeg dog, at det bliver det endnu en nederlag, der endegyldigt – næsten – sender dem ud af kampen om NFC South. Rams er gode, men ikke så gode som sidste år, så de får det svært ved, men har alligevel vist mest kvalitet af de to hold.

Baltimore Ravens 27 – 31 Philadelphia Eagles

Uden tvivl det mest spændende opgør af de sene søndagskampe. Eagles vinder og vinder, mens det hele er lidt mere ujævnt for Ravens. Det er en kamp mellem to hold i hver sin konference, men Baltimore og Philadelphia er så tæt på hinanden, at det nærmest er et lokalopgør, så jeg tror, vi kan forvente en vild stemning. Og nå ja, så er det Derrick Henry mod Saquon Barkley.

Buffalo Bills 38 – 20 San Francisco 49ers

Bills har haft friuge og møder nu et 49ers-hold, der er i totalt forfald. Jeg ser ikke 49ers komme tæt på her, og det kan gå hen og blive rigtig grimt for San Francisco, der ellers har hårdt brug for en sejr for at holde trit i NFC West. Bills har med andre resultater mulighed for at sikre sig en slutspilsplads.

Denver Broncos 23 – 17 Cleveland Browns

Broncos og Browns lukker runden af med en kamp, hvor det uden tvivl er Broncos, der har mest på spil. Broncos kæmper for at komme i slutspillet og en sejr her vil være et stort skridt på vejen. Det er også en mulighed for quarterback Bo Nix til at fortsætte det storspil, han har leveret i de seneste mange uger. Kan han det på nationalt tv, vil han for alvor træde ind i kampen om at blive årets rookie.

Sidste uge: 9-4
I alt: 107-72

Bye week: Ingen