Weekly Winners 2024: Uge 11

0

Sæsonen er så småt på vej ind i en afgørende fase og allerede torsdag byder runden på et drabeligt divisionsopgør. Her er mine forudsigelser for uge 11.

Philadelphia Eagles 27 – 20 Washington Commanders

Runden starter med et opgør, der kan få altafgørende betydning i NFC East. De to hold er henholdsvis 7-2 og 7-3, og kampen er det første af to møder mellem holdene i år. Jeg tror mest på hjemmeholdet, der nu har vundet fem i træk. Og så skader det ikke, at Jalen Hurts og co. har god erfaring med at spille NFL-kampe i primetime på nationalt tv. Kan Jayden Daniels stå for presset?

Chicago Bears 17 – 24 Green Bay Packers

Bears har lidt været i frit fald de seneste uger, og det har man nu forsøgt at afhjælpe ved at fyre den offensive koordinator Shane Waldron. Men det er svært at fikse noget henover natten, og jeg tror ikke, vi skal forvente den helt store fremgang med det samme for Bears. Så giv mig udeholdet her.

Detroit Lions 34 – 23 Jacksonville Jaguars

Jaguars er uden Trevor Lawrence endnu en gang, og Lions er et af de bedste hold i ligaen. De spiller desuden på hjemmebane, så jeg tror de kører Jacksonville over. Og det bliver ikke nødvendigvis tæt.

Miami Dolphins 26 – 20 Las Vegas Raiders

Dolphins er så småt ved at komme igang igen, nu hvor Tua Tagovailoa er tilbage. Samtidig er det meste skidt hos Raiders, og selvom de kommer fra en bye week, så får de svært ved at tage til Miami og vinde her. Jeg tror, at Dolphins tager endnu en sejr og så småt bevæger sig tilbage i slutspilsræset.

New England Patriots 20 – 23 Los Angeles Rams

Jeg synes det er svært at blive klog på både Patriots og Rams. Men Drake Maye har spillet ganske udmærket siden han overtog jobbet som starter, og mens jeg stadig tror mest på Rams og den erfaring, de bringer med sig til Foxborough, så tror jeg godt, at Patriots kan holde det tæt.

New Orleans Saints 16 – 20 Cleveland Browns

Saints tog en uventet sejr i den første kamp efter fyringen af Dennis Allen, men selvom de spiller hjemme her, tror jeg, at de taber. Browns har haft en friuge, og de har et langt bedre forsvar end Falcons i sidste uge. Jeg forventer en tæt kamp, men i sidste ende bliver det Jameis Winstn og co, der tager sejren.

Pittsburgh Steelers 24 – 27 Baltimore Ravens

Et af ugens største brag. 7-3 Ravens tager til divisionsrivalerne fra Pittsburgh, der er 7-2, og vinderen her tager et stort skridt mod sejren i AFC North og bevarer muligheden for stadig at kæmpe med om førstepladsen i AFC. Steelers har været overraskende gode i år, men de skal oppe sig for at slå Ravens her, som jeg tror ender med at være for stærke i både løb og kast.

Tennessee Titans 19 – 24 Minnesota Vikings

Vikings var heldige med, at sidste uges dårlige kamp fra Sam Darnold kom mod Jaguars. Og jeg vil næsten sige, at han kan spille endnu en dårlig kamp her. Titans er ikke skræmmende og ender formentlig med et valg omkring top 5 i draften. Det ville overraske mig meget, hvis de kan hamle op med Vikings her.

New York Jets 23 – 20 Indianapolis Colts

Colts går nu tilbage til Anthony Richardson som quarterback, og det er nok det rigtige valg, selvom det ikke ligefrem tyder på, at de oser af tiltro til deres unge quarterback. Der er en meget lille fejlmargin for både Jets og Colts, hvis de skal nå slutspillet, så begge hold har hårdt brug for en sejr her, men jeg tror, det ender med, at det bliver hjemmeholdet, der tager sejren.

Denver Broncos 27 – 23 Atlanta Falcons

Broncos var millimeter fra at tildele Chiefs deres første nederlag i sidste uge – og så endda på Arrowhead. Bo Nix bliver bedre og bedre fra uge til uge, og nu venter et vigtigt opgør mod Falcons, der kan give et stort boost i jagten på en slutspilsplads. Falcons skuffede mod Saints i sidste uge, og mod et Broncos-forsvar der flyver efter quarterbacken kan jeg godt se, at Kirk Cousins kan få svært ved at slippe væk og komme af med bolden hurtigt nok. Giv mig hjemmeholdet.

San Francisco 49ers 31 – 23 Seattle Seahawks

49ers har fået Christian McCaffrey tilbage og han bliver formentlig kun stærkere fra uge til uge. Det har ikke været den sæson San Francisco havde håbet indtil nu, men de har stadig alle muligheder for at nå slutspillet, og en sejr her er et godt skridt på vejen. For Seahawks er det tæt på, at kampen er en must-win, hvis de skal holde mulighederne for slutspillet i live.

Buffalo Bills 24 – 23 Kansas City Chiefs

Så går den altså ikke længere for Chiefs. De slap med livet i behold i sidste uge, men nu venter en svær udebanetur til Buffalo, hvor Bills på stilfærdig vis har vundet otte ud af de første 10 kampe i sæsonen. Som altid bliver det et tæt opgør mellem de to mandskaber, men Bills tager sejren – så må vi se om det går på samme måde, som det altid gør, når de to hold formentlig mødes i slutspillet.

Los Angeles Chargers 26 – 28 Cincinnati Bengals

Søndag nat bliver vi forkælet med dette opgør mellem Chargers og Bengals. Chargers er 6-3 og spiller bedre i år under Jim Harbaugh end de har gjort længe. Bengals havde en skidt start på sæsonen, men er kommet i gang og kæmper stadig for at komme i slutspillet. Det vil en sejr her hjælpe godt på – især fordi man så også trækker Chargers lidt ned i sølet samtidig. Joe Burrow spiller som en MVP, og det bliver udslagsgivende her.

Dallas Cowboys 13 – 24 Houston Texans

Cowboys mangler Dak Prescott i resten af sæsonen, og mere behøves der ikke siges her. Det er ærgerligt for dette opgør om håneretten i Texas, at Houston bør tage sejren i sikker stil. Omvendt har Texans ikke været fremragende de seneste uger, så måske dummer de sig her, hvem ved? Fornuften siger dog, at man skal sætte sine penge på udeholdet.

Sidste uge: 8-6
I alt: 89-63

Bye week: Cardinals, Panthers, Giants, Buccaneers