Så er det tid til slutspil, og i denne uge kan vi allerede se frem til masser af spændende opgør! Her er Weekly Winners for wild card-runden.

Texans 27 – 24 Browns

Browns kan på en god dag sagtens slå Texans. Men Houston er på hjemmebane, og du vil se et klart tema gennem mine forudsigelser i dag. Texans har fordelen af hjemmebanepublikummet, og den fordel bliver altid lidt større i slutspillet. Læg dertil, at jeg ikke helt tror på, at Joe Flacco kan blive ved med at holde det samme høje niveau, som han har vist indtil videre. Texans vinder.

Chiefs 26 – 20 Dolphins

Chiefs har ikke været storspillende i år, men Dolphins krøller simpelthen sammen, når de møder de gode hold. Det hjælper dem bestemt ikke, at kampen her er i Kansas City, hvor hjemmepublikummet er noget af det mest højrøstede. Dolphins er et finesse-angreb, og det her bliver ikke en finesse-kamp.

Bills 24 – 17 Steelers

Bills er mit bud på en AFC-deltager i Super Bowl. De peaker på det helt rigtige tidspunkt, og selvom det er imponerende, at Mike Tomlin igen har ført Steelers til en vindende sæson og i slutspillet, så stopper legen altså her, når quarterbacken hedder Mason Rudolph.

Cowboys 34 – 24 Packers

Mike McCarthy får besøg af sit gamle hold fra Green Bay, og han står med de stærkeste kort på hånden. Cowboys er på hjemmebane, hvor de har været afsindigt stærke i år, og jeg har svært ved at se, at Packers kan tøjle Dallas-angebet totalt. Men det bliver der nok brug for, hvis de skal vinde.

Lions 31 – 27 Rams

Lions vinder sin første slutspilskamp siden 1991 med en sejr over Rams. Det bliver også Jared Goffs hævn i Matthew Staffords retur til Detroit, efter de to blev byttet for nogle år siden. Lions-angrebet er sjovt at se på, og jeg håber de vinder og går videre her.

Buccaneers 20 – 17 Eagles

Mit største upset i første runde, men Eagles har virkelig skuffet over den sidste lange periode af sæsonen, og det hjalp bestemt ikke, at skader til vigtige spillere begyndte at hobe sig op i en relativt ligegyldig kamp i sidste uge. Buccaneers er ikke prangende, men de er solide og på hjemmebane, så jeg tror, de kan skabe overraskelsen her.

Byes: Ravens, 49ers

Sidste uge: 9-7
I alt: 175-97