Weekly Winners 2023: Uge 8

0

Vi er nået til uge 8, hvor der på mærkværdig vis ikke er et eneste hold på bye week. Så der er 16 chancer for at ramme forkert med mine gæt! Her er Weekly Winners for uge 8.

Bills 23 – 13 Buccaneers

Bills skuffede mod Patriots i sidste uge, men kom dog bedre i gang i løbet af opgøret. Her venter et Bucs-mandskab, der skuffede mod Falcons, og hvis ikke Buffalo kan vinde her, så kan de ligeså godt pakke sammen for sæsonen.

Panthers 16 – 20 Texans

Det er førstevalget i draften mod både andet og tredjevalget. Og umiddelbart tror jeg, at Texans vinder. C.J. Stroud har fået en langt bedre start på karrieren end Bryce Young, og Will Anderson Jr. kan også gøre livet surt for Young, så giv mig Houston her.

Cowboys 24 – 20 Rams

Cowboys har haft en friuge til at tænke over tingene og blive ekstra kampklar. Kombineret med hjemmebanen her tror jeg på, at Dak Prescott og co. hiver en sejr i land og holde trit med Eagles i toppen af NFC East.

Packers 23 – 27 Vikings

Packers er ikke særligt gode, og nu begynder Vikings at have momentum. Samtidig lugter de nok lidt blod, fordi Lions mister lidt momentum. Jeg vil ikke afvise, at Vikings kan komme tilbage og vinde NFC North, men det kræver en sejr over Packers her, og Minnesota skal endnu en uge klare sig uden Justin Jefferson.

Colts 27 – 23 Saints

Det her virker som en kamp, hvor Gardner Minshew afgør det hele til sidst. Ægteskabet mellem Saints og Derek Carr kører ikke helt på skinner, og hvis Colts kan spille mod Browns’ forsvar, som de gjorde i sidste uge, så kan de også mod Saints. Shane Steichen ligner en god mand på posten som head coach.

Dolphins 31 – 20 Patriots

Dolphins’ angreb er begyndt at falde lidt af på den, og Patriots kommer lige fra en stor sejr over Bills. Men hvor jeg tror, at det ansporer Bill Belichick til at lave en god gameplan mod Miami, så er jeg ikke sikker på, om hans hold er opgaven moden. Det ligner en typisk let down-kamp for Patriots.

Giants 7 – 21 Jets

Slaget om New York. Og jeg har simpelthen lidt svært ved at se, hvordan Giants skal score point her. Hjemmebanefordelen eksisterer ikke, da de to hold spiller på samme stadion, og Jets’ forsvar bør kunne lukke ned for Giants-angrebet. Giv mig New York her. De grønne altså…

Steelers 20 – 16 Jaguars

Steelers er begyndt at sætte bedre og bedre kampe sammen, og nu skal de bare levere en helstøbt præstation. De får chancen mod Jaguars, der nok er gode, men også er til at tale med. Det er lige en kamp for T.J. Watt, og jeg tror, det bliver lavtscorende.

Titans 16 – 13 Falcons

Lavtscorende bliver det også i Tennessee, hvor hjemmeholdet forbereder sig på at starte rookie Will Levis på quarterback. Forvent ca. 50 carries fra Derrick Henry her. Det vil samtidig holde bolden ude af hænderne på Falcons og Desmond Ridder – og nok så vigtigt rookie Bijan Robinson.

Commanders 31 – 37 Eagles

Ugens shootout? Commanders har de kampe, hvor de scorer masser af point, og i et divisionsopgør kunne det godt være tilfældet. Samtidig er Eagles for alvor ved at finde formen, som de viste mod Dolphins i sidste uge, og jeg forventer, at de lever op til favoritværdigheden.

Seahawks 24 – 20 Browns

Seahawks får svært ved at score point mod Browns, men de ved allerede nu, at quarterback Deshaun Watson igen er ude for Cleveland, så de kan planlægge efter at møde P.J. Walker. Det bør give dem gode muligheder for at lukke quarterbacken ned og dermed holde Browns fra fadet.

Cardinals 13 – 23 Ravens

Efter Ravens’ nedslagtning af Lions i sidste uge er det svært at se, hvordan Cardinals skal kunne gå fra opgøret her med en sejr, men det er sjældent at se kæmpe blowouts i NFL, så jeg tror det bliver relativt tæt her. Når alt kommer til alt er jeg dog ikke et sekund i tvivl om vinderen af kampen.

Broncos 21 – 23 Chiefs

Jeg er fristet til at tage Broncos her, for det lader til, at de efterhånden har fået styr på forsvaret, der har været langt bedre de seneste par kampe. Desuden har de normalt rigtig godt styr på Patrick Mahomes, og nu er Nick Bolton blevet skadet for Chiefs. Meeeeen, der er grænser for, hvor meget homer jeg kan være her. Jeg vil se Broncos vinde over KC, før jeg kan begynde at spå om, at det kan ske for alvor.

49ers 24 – 27 Bengals

Begynder det at smuldre lidt for 49ers? Efter to nederlag i træk og irriterende skader venter nu et Bengals-mandskab, der er på vej frem og som tilmed kommer fra bye week. Det er ikke gode nyheder for San Francisco, der hurtigt kan begynde at se muligheden for førstepladsen i NFC smuldre. Og potentielt divisionssejren!

Chargers 31 – 24 Bears

Det her virker som endnu en af den slags kampe Chargers taber, ikke? De er meget overraskende 2-4, og et nederlag her vil sende Brandon Staley på ekstremt tynd is. I sidste ende gør kvaliteten af holdet, at jeg må have dem til at vinde her. Men jeg er ikke overrasket, hvis jeg vågner mandag morgen og ser en Bears-sejr.

Lions 34 – 20 Raiders

Lions kommer tilbage på sporet her mod et Raiders-mandskab, der har vundet flere kampe, end de burde. Las Vegas er 3-4, men kunne sagtens være 2-5 eller 1-6 og Josh McDaniels laver igen og igen tossede trænerbeslutninger. Giv mig Lions.

Byes: Ingen

Sidste uge: 6-7
I alt: 66-40