Uge 4 er allerede over os, og i denne uge tager NFL til London. Derfor kan du glæde dig til NFL HELE søndagen. Her er Weekly Winners for uge 4!

Packers 24 – 27 Lions

Det her er en kamp, der meget vel kan blive altafgørende for NFC North. Kan Jordan Love fortsætte det gode spil eller bliver det Lions, der trækker sig sejrrigt ud af opgøret? Mine penge går til Lions, der får absurd meget ud af deres rookies.

Jaguars 24 – 23 Falcons

Årets første kamp i London. Og lad os nu få en god kamp! Især fordi jeg selv er til stede. Jaguars skuffede fælt mod Texans i sidste uge, og Falcons kan drille de fleste. Jeg glæder mig til at se Bijan Robinson, men der er ingen tvivl om, at Jaguars har den bedre quarterback af de to hold.

Bills 31 – 30 Dolphins

Disse to hold kommer til at spille en højtscorende kamp. Alligevel bliver der scoret færre point, end Dolphins scorede for sig selv i sidste uge. Men Bills har for alvor fået gang i angrebet, og selvom Dolphins nok er bedre, så tror jeg, at de godt kunne have en lidt mindre fokuseret kamp her efter nedslagtningen i sidste uge.

Panthers 22 – 27 Vikings

Den første af to kampe i denne uge, hvor ingen af holdene har en sejr endnu. Her bliver det en udesejr. Vikings har været tæt på og er på papiret et bedre hold end Panthers. Dog tror jeg, at Carolina har en bedre chance for at vinde, hvis Andy Dalton spiller endnu en gang. Et nederlag for Vikings vil være altødelæggende.

Bears 20 – 30 Broncos

Også Bears og Broncos mangler stadig at vinde en kamp, men jeg kan ikke se, at Chicago kommer på tavlen her. Broncos’ angreb spiller faktisk udmærket, og hvis der nogensinde var en get-right-kamp for et forsvar, så må det være denne mod Bears. Jeg tror samtidig, at Broncos-forsvaret har noget at bevise efter Miamis 70 point i sidste uge, så jeg er rimelig skråsikker her.

Browns 26 – 20 Ravens

Skuffende nederlag for Ravens i sidste uge, og nu venter et modbydeligt Browns-forsvar. Jeg tror at Baltimore får svært ved at score point, og hvis Deshaun Watson samtidig er ved at finde formen for Cleveland, så bliver det en lang kamp for Ravens-fans.

Texans 23 – 27 Steelers

Texans tog en udmærket sejr i sidste uge, og C.J. Stroud spiller over mine forventninger. Egentlig tror jeg godt, at hjemmeholdet kan vinde her, men træerne vokser ikke ind i himlen, og jeg tror, at Mike Tomlin strikker en god gameplan sammen for Pittsburgh.

Colts 20 – 22 Rams

Rams har skruet bissen på efter træningskampe blev til grundspilskampe, og selvom de er 1-2, så er der positive takter. Det samme kan man sige om Colts og deres nye head coach Shane Steichen, der har fået sat et godt hold sammen. Men det kunne da være rart, hvis Anthony Richardson kunne spille en hel kamp.

Saints 20 – 31 Buccaneers

Saints har været gode i starten af sæsonen. Men det har Tampa Bay altså også. Og nu har Saints mistet Derek Carr i mindst et par uger, så hvem skal spille quarterback for New Orleans? En gammel kending i Tampa, nemlig Jameis Winston. De to hold er tætte, men jeg tror, at Winston finder en måde at lave dumme turnovers, og så klarer Buccaneers-forsvaret resten.

Eagles 27 – 17 Commanders

Det så lige godt ud for Washington, men så kom Buffalo Bills i vejen. Nu venter Eagles, der godt nok ikke helt har fundet niveauet fra sidste år, men som stadig er et langt bedre hold og bør vinde komfortabelt.

Titans 13 – 20 Bengals

Kan Titans overhovedet score point? Kan Bengals? Det har ikke set godt ud for hverken Tennessee eller Cincinnati i sæsonstarten, men begge hold er på tavlen, og på papiret er Bengals et bedre hold, så det er også den vej, jeg går her.

Chargers 31 – 17 Raiders

Chargers mødte endelig et hold, der kunne dumme sig mere end dem selv, og så vandt de sæsonens første kamp. Raiders er på vej ned i et hul, og jeg tror de får mere end svært ved at komme op af det igen, så naturligvis vinder Los Angeles her.

Cowboys 24 – 20 Patriots

Spændende at se, hvordan Cowboys reagerer efter nederlaget til Cardinals i sidste uge. De led stort under tabet af cornerback Trevon Diggs, og jeg er sikker på, at Bill Belichick har set det og nok skal finde en måde at udnytte hans fravær på. Men er det nok? Jeg holder på hjemmeholdet.

49ers 30 – 21 Cardinals

Flot sejr af Cardinals i sidste uge, og de har holdt sig godt til i de første uger af sæsonen, selvom de skulle vente til uge 3 med at vinde. Nu venter dog 49ers, der scorer 30 point i hver kamp – så det skyder vi bare på igen. Og så skal Hjalte Froholdt og co. altså virkelig stå tidligt op, hvis de skal følge med.

Jets 9 – 27 Chiefs

Chiefs har fundet melodien, mens Jets nu formentlig sætter deres lid til Trevor Siemian på quarterback. Jeg tror bare, at livsmodet er blevet suget ud af det her Jets-mandskab efter skaden til Aaron Rodgers, og så hjælper det altså ikke at møde Chiefs i bedste sendetid.

Giants 17 – 21 Seahawks

Måske var Giants alligevel ikke så gode, som mange gik og troede. Måske fik Brian Daboll bare det optimale ud af dem i sidste uge. Men de skal bevise noget over for mig, før jeg kan tage dem til at vinde en kamp som den her.

Byes: Ingen

Sidste uge: 12-4
I alt: 30-18