Hvem vinder årets sidste kamp? Bliver det Chiefs og Patrick Mahomes endnu en gang eller kan San Francisco 49ers med Brock Purdy vippe Chiefs af tronen? Her er mit bud på vinderen af Super Bowl LVIII.

Så er vi her igen. Sæsonens sidste uge med NFL. Men snart står den heldigvis på NFL Combine, free agency og draft, inden vi kan se frem mod 2024-sæsonen og Super Bowl LIX. Men først skal vi naturligvis se frem mod årets største kamp, og det gør jeg traditionen tro også her i sæsonens sidste udgave af Weekly Winners. I konferencefinalerne tog jeg fejl i begge kampe, så nu står vi altså med en kamp mellem Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers.

Chiefs skal forsøge at vinde for tredje gang på fem år, og quarterback Patrick Mahomes står allerede i sin fjerde Super Bowl i sin bare sjette sæson som starter. For 49ers og head coach Kyle Shanahan er det endnu et forsøg på at komme det sidste stykke af vejen og ende med Lombardi-trofæet, men sidst de havde muligheden gik det galt – mod netop Chiefs.

Det er umiddelbart dårlige nyheder for 49ers, at det netop er Chiefs, der er modstanderen. For gennem de senere år er det tabende hold i en tidligere Super Bowl også 0-3 i revanche-kampen. Omvendt er det meget svært at vinde en Super Bowl to år i træk, men det hjælper for Chiefs, at de bliver ved med at spille sig så langt som til at få en plads ved bordet. Så er chancen alt andet lige større.

Men anyway, havde du spurgt mig inden sæsonen, så havde jeg nok anset det her for at være et ganske logisk Super Bowl-matchup. Chiefs er forsvarende mestre, og 49ers stod i NFC-finalen sidste år. Havde du spurgt mig midt i sæsonen havde jeg nok stadig kunnet forudse, at 49ers ville stå her. Jeg var ikke gået med Chiefs.

For det har været en ukarakteristisk svag sæson af de forsvarende mestre, der har haft svært ved at finde melodien på angrebet. Så meget desto mere skræmmende er det for Chiefs’ AFC-rivaler, at de alligevel har spillet sig i Super Bowl.

Defense wins championships

I sidste ende skyldes en stor del af succesen, at Chiefs igen i år har et absolut fabelagtigt forsvar dirigeret af Steve Spagnuolo, der som defensiv koordinator gør et fantastisk stykke arbejde. Kun fem gange i sæsonen tillod Chiefs mere end 20 point (inkl. slutspillet) og aldrig mere end 27 point (2 gange inkl. slutspillet). Det understreger meget godt, at en stor del af Chiefs’ succes kan tilskrives forsvaret. Og selvom det er klichéfyldt at sige, så er der altså noget om det: Defense wins championships.

På den anden side af bolden har Patrick Mahomes og angrebet haft en middelmådig sæson, men selv middelmådig er godt, når man har Mahomes. Mahomes kastede i løbet af sæsonen for 4.183 yards, 27 touchdowns og 14 interceptions. Der kan argumenteres for, at den statistik er den dårligste i hans karriere. Men det har altså været nok til at hive Chiefs i endnu en Super Bowl, og Mahomes kan med en sejr søndag vinde sin 15. slutspilskamp. Det vil bringe ham alene på tredjepladsen over quarterbacks med flest sejre i NFL-slutspillet – nogensinde. Kun overgået af Joe Montana (16) og naturligvis Tom Brady (35). Faktisk er Mahomes på alle måder på vej mod at blive den suverænt bedste nogensinde, hvis han kan opretholde sit spil i mange år fremover.

Stjerner overalt på banen

I San Francisco har man ikke en Patrick Mahomes som quarterback. I stedet sætter man sin lid til Mr. Irrelevant turned relevant, Brock Purdy, der efter at være blevet valgt sidst i draften sidste år nu står i en Super Bowl efter sin første fulde sæson som starter. Og selvom spillet her i slutspillet ikke har været prangende, så kan man se på det den anden vej rundt: To gange har Purdy skullet hjælpe holdet til comebacks, og selvom han ikke har gjort hele arbejdet selv, så er det lykkes for 49ers at komme tilbage i både divisionsrunden og NFC-finalen og sikre en plads i Super Bowl.

Purdy er naturligvis rigtig godt hjulpet på vej af dynamiske våben på angrebet og et solidt forsvar.

Runningback Christian McCaffrey var en overgang på tale som årets MVP – en kategori, som Brock Purdy er nomineret til ved det store awardshow NFL Honors i weekenden. Og så er der receivere som Deebo Samuel og Brandon Aiyuk, mens tight end George Kittle er et sikkerhedsnet hen over midten.

Og så er der forsvaret med store stjerner som Nick Bosa, Fred Warner, Javon Hargrave og Chase Young – for bare at nævne et par stykker.

Det handler om coaching

I sidste ende er det to fremragende mandskaber, der står i denne Super Bowl. To hold, der på selv en halvdårlig dag kan slå alle og to hold, der har bevist igennem flere sæsoner, at de hører til her. Så for mig at se bliver det altafgørende, hvilken træner, der har den bedste game plan.

Og her tror jeg simpelthen vi ender i en situation, hvor den ene har så meget mere erfaring end den anden, at det bliver udslagsgivende. Andy Reid har stået i denne situation nærmest utallige gange. Han har vist, at han ved, hvordan han kan coache sit hold ud af svære perioder, og kan der blive brug for her.

Kyle Shanahan skal nok vinde en Super Bowl en dag. Og måske bliver det her. Men jeg må som Broncos-fan erkende, at jeg frygter, det bliver endnu en sejr til Chiefs.

Alle i AFC kan jo håbe på, at Andy Reid og Travis Kelce måske trækker sig tilbage, hvis Chiefs vinder her.

Chiefs 24 – 21 49ers

Allegiant Stadium, Las Vegas, søndag kl. 00.30. Kampen vises på TV2.

Friuge: 30 andre hold…

Sidste uge: 0-2
I alt: 183-101