Vi er nået til tredje spilleuge, og der begynder at komme lidt mere klarhed over holdenes reelle styrker. Og så er der nogle hold, hvor vi stadig ikke aner, hvem de er. Her er mine bud på alle vindere i uge 3.

Browns 21 – 24 Steelers

Browns er fortsat ikke et særlig godt hold, og selvom Steelers også er faldet lidt af på den uden Ben Roethslisberger, så virker de stadig som et bedre bud her. Det er et problem, at T.J. Watt er ude, men det må de overkomme.

Panthers 13 – 27 Saints

Jameis Winston havde en nedsmeltning i slutningen af kampen mod Buccaneers i sidste uge, men det sker formentlig ikke igen. Og hvis det gør, tror jeg, at Saints vil være et godt stykke foran i kampen inden da. Giv mig udeholdet her.

Bears 17 – 10 Texans

Texans har overrasket i de første uger, selvom de stadig ikke er noget fantastisk hold. Bears kom ned på jorden i sidste uge, men de er på hjemmebane her, og jeg føler godt, at de kan gøre noget skade på Texans, så jeg sætter min lid til Justin Fields.

Colts 23 – 34 Chiefs

Det var en regulær katastrofe for Colts at starte sæsonen med uafgjort og nederlag til hhv. Texans og Jaguars. For nu venter Chiefs, som jeg slet ikke er i tvivl om, bliver for stor en mundfuld for Matt Ryan og co.

Dolphins 20 – 31 Bills

Interessant kamp her efter Dolphins’ comeback i sidste uge. Jeg tror dog, de vil opdage, at Bills er en helt anden størrelse, og uanset hvor gode Dolphins kan være i glimt, så er det op ad bakke mod Josh Allen og damptromlen fra Buffalo.

Vikings 28 – 27 Lions

Jeg er meget i tvivl her. Min fornuft siger, at Vikings bør vinde, og de er tilmed på hjemmebane. Omvendt har Lions set skarpe ud, og Vikings så ikke gode ud mod Eagles i sidste uge. Eagles, som Lions i øvrigt spillede lige op med i uge 1.

Patriots 17 – 27 Ravens

Patriots kan komme langt på deres trænerstab, og Mac Jones er også en udmærket quarterback. Men som holdet er i år bør de ikke kunne hamle op med Ravens, der skal tage fra Gilette Stadium med en sejr.

Se alle kampe direkte eller forskudt med NFL Gamepass – Prøv det gratis!

Jets 20 – 24 Bengals

Bengals får sin første sejr, men det kommer til at holde hårdt. Jets fik en masse selvtillid med sejren over Browns i sidste uge, og Joe Flacco ligner pludselig en habil quarterback igen. Når det så er sagt er Bengals et bedre hold og bør vinde her.

Titans 23 – 20 Raiders

Av for en start på sæsonen for både Titans og Raiders. Begge hold er 0-2, og vi er nu ude i, at en sejr her er nærmest bydende nødvendig, hvis ikke sæsonen bare skal skrives i glemmebogen med det samme. Jeg sætter mine penge på hjemmeholdet her, da Raiders’ offensiv ikke har været så god som forventet – og så har Titans altså stadig Derrick Henry.

Commanders 17 – 30 Eagles

Eagles er det bedste hold i NFC East og dermed også det bedre hold i dette opgør. Carson Wentz får sit gamle hold på besøg, og det kan selvfølgelig skabe lidt drama, men i sidste ende tror jeg, at sejren til Eagles bliver ganske udramatisk.

Chargers 31 – 20 Jaguars

Det ser ud til, at Justin Herbert er okay efter han pådrog sig en mindre skade i nederlaget til Chiefs for en uge siden. Det er gode nyheder for Chargers, der dermed også bør være komfortable favoritter til opgøret her mod Jaguars.

Cardinals 27 – 30 Rams

Arizona tankede masser af selvtillid med deres comeback i sidste uge mod Raiders, men Rams er lidt for stor en mundfuld for ørkenholdet. De kan godt godt holde det tæt, og jeg er slet ikke selvsikker i min forudsigelse her.

Seahawks 21 – 20 Falcons

Hvis Seahawks går 2-1 vil Pete Caroll ligne et geni efter handlen af Russell Wilson, og det har en god chance for at ske. Geno Smith ser nemlig slet ikke så ringe ud, men han kommer ikke til at bære Seattle til en Super Bowl.

Buccaneers 20 – 23 Packers

Buccaneers-angrebet kører ikke helt, og Tom Brady er frustreret. Nu mangler han desuden sine bedste våben på grund af skader og karantæne, så det her bliver en svær kamp for Brady og co. Packers fik lidt tur i den i sidste uge, og jeg tror, at de kan tage endnu en sejr her i et meget vigtigt opgør i NFC.

Broncos 27 – 24 49ers

Mit hjerte bløder blåt og orange, så Broncos får en sidste chance. Der har været problemer med clock management, men Broncos har også været usandsynligt uheldige i RedZone i de første to kampe og kunne let have scoret mange flere point. De havde dog nok håbet, at 49ers kom til Denver med Trey Lance og ikke Jimmy Garoppolo som quarterback. Sidstnævnte ser ud til – i hvert fald lige nu – at være en klar opgradering.

Giants 26 – 22 Cowboys

All aboard the Daboll Hype Train. Giants er 2-0 og selvom Cowboys vandt i sidste uge, så mangler de stadig Dak Prescott. Giants’ nye træner Brian Daboll har sparket noget liv i New York-mandskabet, og jeg tror de gør noget, som ingen havde set komme og starter sæsonen 3-0.

Sidste uge: 10-6
I alt: 21-10-1