11 ud af 16 rigtige kampe i sidste uge, hvor der ikke var nogen bye weeks. I denne uge holder to hold fri, men vi har stadig 15 kampe at se frem til.. Her er Weekly Winners i uge 13.

Patriots 20 – 22 Bills

Bill Belichick skal nok have noget i ærmet til Bills, men Buffalo er et bedre hold og bør altså vinde den kamp her. Ellers begynder jeg at miste troen på dem i slutspillet.

Falcons 20 – 17 Steelers

Falcons spiller stadig med om chancen for at vinde NFC South, og de har hjemmebanefordelen på deres side. Jeg tror de tager en smal sejr her, men Steelers holder det tæt.

Ravens 19 – 10 Broncos

Broncos’ angreb bliver dårligere og dårligere, og forsvaret ser ud til, at de begynder at miste motivationen – hvem kan bebrejde dem? I Baltimore kan jeg ikke se, at Broncos har en chance for sejr. Det skulle da lige være, hvis Lamar Jackson er skadet. Jackson forlod træningen onsdag, men i skrivende stund er der intet nyt om hans status.

Bears 17 – 23 Packers

Der er også spørgsmål om, hvem der starter i opgøret mellem Bears og Packers. Således står begge hold overfor at starte reserven, og så tror jeg mest på det bedste hold – det bør være Packers.

Lions 27 – 24 Jaguars

Lions spiller tætte kampe og gjorde det rigtig godt mod Bills i sidste uge. Jaguars tog en overraskende sejr over Ravens, men jeg tror de taber på udebane her til Lions, der forsøger at holde sig inde i kampen om NFC North.

Texans 23 – 31 Browns

Deshaun Watsons karantæne er forbi, og hans første opgave med sit nye hold bliver en tur til sin gamle hjemmebane i Houston. Tilfældigt, NFL? Anyway, Watson og Browns bør køre Texans over, men hjemmeholdet har nok også noget, de vil bevise.

Vikings 26 – 21 Jets

Vikings vinder igen og er dermed kun en uafgjort fra at sikre sig divisionssejren. Hvis Lions taber vinder Vikings divisionen med en sejr her. Det bliver spændende at se, hvordan Jets spiller efter skiftet til Mike White på quarterback i sidste uge.

Giants 24 – 23 Commanders

Kæmpe kamp i NFC East. Begge hold har syv sejre og taberen her mister et stort skridt i forhold til slutspillet. Commanders har vundet fem af de seneste sejs, mens Giants’ form har været svagt faldende, men her på hjemmebane tager de en vigtig sejr over divisionsrivalerne.

Eagles 29 – 23 Titans

Eagles ruller videre med sin 11. sejr i år. Titans mister samtidig et vigtigt skridt i kampen om AFC-slutspillet, men de skal nok vinde AFC South, så det er ingen katastrofe.

Rams 13 – 23 Seahawks

Rams er et af de mest skuffende hold i NFL i denne sæson, mens Seahawks har været en stor positiv overraskelse. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fortsætte her, hvor de forsvarende Super Bowl-mestre taber for niende gang i sæsonen.

49ers 24 – 20 Dolphins

Mesteren mod lærlingen. Kyle Shanahan tager imod sin gamle offensive koordinator, der inden denne sæson har taget over som head coach for Dolphins og gjort det blændende. Men 49ers’ forsvar tillader for tiden simpelthen ingen point i anden halvleg af kampene, og det bliver afgørende her. 49ers vinder.

Bengals 27 – 34 Chiefs

Bengals kæmper i toppen af AFC North, men det er svært for ethvert hold af slå Chiefs for tiden. Således også for Bengals, der mister et skridt i topstriden i divisionen, men stadig holder sig fint inde i kampen om slutspillet. Chiefs er ved at løbe med AFC West.

Raiders 28 – 31 Chargers

De eneste, der kan forhindre Chiefs i at vinde AFC West er Chargers, og de gør deres med en sejr her over et Raiders-mandskab, der skal gøre alt, hvad de kan for at sætte Josh Jacobs i scene. Runningbacken har gjort det fortrinligt på det seneste, og han bliver en nøglespiller her.

Cowboys 30 – 20 Colts

Cowboys tager endnu et skridt mod slutspillet og håber at Eagles snubler, så NFC East kommer inden for rækkevidde. En sejr over Colts bør det dog blive til, og jeg tror den bliver relativt sikker.

Buccaneers 20 – 24 Saints

Saints vinder her. Mest fordi jeg ingen tiltro har til Buccaneers-angrebet. Ikke at Saints spiller meget bedre, men det er bare min mavefornemmelse. Vigtig kamp i NFC South.

Byes: Cardinals, Panthers

Sidste uge: 11-5
I alt: 113-66-1