Efter et par gode uger var uge 10 en absolut katastrofe, hvor jeg kun ramte 6 ud af 14 kampe. Så gør det ikke så meget, at jeg glemte at sætte mine picks – ups. Her er Weekly Winners i uge 11.

Packers 24 – 20 Titans

Packers fik fat i noget mod Cowboys i sidste uge, og nu skal det blive spændende at se, om det var Christian Watson gennembrudskamp for Green Bay. Titans skal have bedre gang i Derrick Henry, end det lykkedes for dem i sidste uge mod Broncos. Her var de bare heldige at møde et hjælpeløst angreb.

Falcons 23 – 30 Bears

Falcons er lidt op og ned, mens Bears er begyndt at score masser af point – selvom de stadig taber. Jeg tror, de overvinder den dårlige periode her og får det hele til at gå op i en højere enhed.

Ravens 27 – 14 Panthers

Ravens ligner et af de bedste hold i AFC, hvor Panthers er et af de dårligste hold i NFL. Ravens kommer desuden direkte fra en bye week, så de bør altså have en fordel her.

Bills 34 – 24 Browns

Bills skal håbe på, at Josh Allen snart bliver sig selv igen, for stjernequarterbacken har lavet nogle ukarakteriske fejl på det seneste. Men de møder Browns inden Deshaun Watson kommer tilbage, og det er en kæmpe bonus. Så de kommer tilbage på sporet her med en sejr.

Texans 13 – 21 Commanders

Det eneste hold dårligere end Panthers er muligvis Texans, og Washington Commanders har lidt i stilhed vundet fire ud af de sidste fem kampe. De tager endnu en sejr her og spiller sig tættere på slutspillet.

Colts 20 – 30 Eagles

Eagles er så godt som sikre på slutspillet, og kan nu spille uden presset for at forsøge at gå ubesejret gennem sæsonen. Colts fik sidst boost med en ny træner i sidste uge, men det går formentlig hurtigt over, så jeg tror Eagles kommer tilbage på sporet her.

Patriots 19 – 21 Jets

Både Patriots og Jets har haft friuge, og egentlig får det mig lidt til at tænke, at Bill Belichick har udtænkt en eller anden genial plan. Omvendt er Mac Jones ikke sig selv i år, og Jets har en masse momentum, så jeg giver sejren til udeholdet her.

Saints 20 – 17 Rams

Kan man stole på Saints? Kan man stole på Rams? Ikke rigtigt. Rams mangler Cooper Kupp og har ikke noget løbespil, så derfor tror jeg mest på, at Saints scorer de fornødne point til at vinde her.

Giants 26 – 21 Lions

Giants er tilbage fra friuge og fortsætter det gode spil mod et Lions-mandskab, der på en god dag kan slå mange, men alligevel taber.

Broncos 17 – 20 Raiders

Det kan blive sidste kamp for begge trænere i bunden af AFC West. Broncos scorede deres højeste pointantal i år mod netop Raiders i holdenes første opgør, men det var også her, Broncos tillod flest point i denne sæson. Og Denver kan aldrig holde styr på Josh Jacobs, der ligner Barry Sanders, når han spiller mod Broncos. Så min mavefornemmelse af, at Raiders vinder her.

Vikings 31 – 30 Cowboys

Kæmpe succes for Vikings i sidste uge, der med sejren over Bills melder sig for alvor ind i kampen om NFC-kronen – og som Super Bowl-favorit. De tager endnu en vigtig skalp her i et tæt opgør mod Cowboys.

Steelers 24 – 27 Bengals

Bengals mangler stadig Ja’marr Chase, men de har stadig gode receivere og en fremragende runningback i Joe Mixon. Og så kommer de lige fra en friuge, så de er friske og bør kunne vinde her.

Chargers 27 – 30 Chiefs

Altid spændende opgør mellem Chargers og Chiefs. Lige nu føler jeg, at Chiefs er så gode, at ingen i AFC kan slå dem, og det gælder også Chargers, der dog vil kæmpe bravt for at holde sig inde i kampen om AFC-slutspillet.

Cardinals 13 – 24 49ers

Det er i skrivende stund usikkert, om Cardinals må stille med tredjevalget på quarterback i opgøret her, og 49ers er for alvor ved at spille sig varme, så jeg er egentlig slet ikke i tvivl om udfaldet her.

Byes: Jaguars, Dolphins, Seahawks, Buccaneers

Sidste uge: 6-8
I alt: 94-55-1