Sidste uge taler vi ikke om. For sikke et freakshow af kampe og resultater. Det var forhåbentlig den eneste gang i denne sæson, jeg rammer på under halvdelen af kampene. Og her er så mine weekly winners for uge 9.

Indianapolis Colts 34 – 20 New York Jets

Mike White havde en vanvittig debut som starter for Jets i sidste uge, men det kan ikke vare ved. Kun dumme fejl kostede Colts sejren i sidste uge, og de bør altså slå Jets relativt sikkert.

New Orleans Saints 20 – 17 Atlanta Falcons

Under normale omstændigheder ville jeg sætte mine penge på Saints uden at tøve. Her er jeg lidt mere tilbageholdende. Men Sean Payton kan udrette mirakler med quarterbacks, og Trevor Siemian har tidligere vist, at han kan spille godt i NFL. Og det giver selvfølgelig lidt ekstra tro på tingene, at han faktisk formåede at føre Saints til sejr over Buccaneers i sidste uge.

Dallas Cowboys 27 – 20 Denver Broncos

Dak Prescott er tilbage og det er dårlige nyheder for et Broncos-forsvar, der starter en ny æra i denne uge, efter handlen af Von Miller. Den tidligere Super Bowl MVP var således den sidste tilbageværende brik på forsvaret fra sejren i Super Bowl 50. Nu er kun kicker Brandon McManus tilbage fra det hold – og han skal have en stor kamp søndag, hvis Broncos skal have en chance.

Carolina Panthers 19 – 27 New England Patriots ?

Patriots er ved at finde deres groove og efter sejren over Chargers i sidste uge må man nu egentlig tro, at de kan slå de fleste – hvis ikke alle. Ikke mindst Panthers, der er kommet ned på jorden efter den gode start på sæsonen.

Baltimore Ravens 38 – 30 Minnesota Vikings

Ravens har siddet over og nu kommer Vikings på besøg på bagkant af et nederlag til Cowboys og Cooper Rush. Hvis jeg var Vikings-fan ville jeg ikke have meget tiltro til mit hold, men derfor kan det jo godt blive en spændende kamp. I sidste ende er jeg ret overbevist om, at Ravens vinder forholdsvist sikkert.

Cincinnati Bengals 31 – 27 Cleveland Browns

Begge disse mandskaber i AFC North tabte i sidste uge – mest skuffende for Bengals, der tabte til Jets. Men her kommer hjemmeholdet tilbage på sporet og udnytter, at der kan scores point mod Browns-forsvaret.

Jacksonville Jaguars 13 – 27 Buffalo Bills

Bills har tabt to tætte kampe i denne sæson, men når de vinder, så gør de det overbevisende. Sejren i sidste uge var den mindste for Bills i denne sæson, og den var på 15 point. Så mon ikke også de kan vinde med to touchdowns over Jaguars, der ikke ser ud til at spille for deres head coach.

Miami Dolphins 23 – 16 Houston Texans

Begge hold her er 1-7, så det er jo ikke nogen pragtkamp, vi har i vente. Men et af holdene skal jo vinde, og på papiret er Dolphins altså bedre. Taber Dolphins her, så kunne det godt begynde at ligne enden på Brian Flores’ karriere i Miami.

New York Giants 24 – 23 Las Vegas Raiders

Hvor meget betyder det for Raiders, at de kommer tilbage efter bye week, og det første der sker er, at en af holdets bedste unge stjerner er involveret i og formentlig skyld i en tragisk ulykke med dødeligt udfald? Henry Ruggs III er fortid hos Raiders og med ham ude mangler Raiders en mand, der kan strække banen dybt, så de skal blive spændende at se, hvordan deres angreb skifter karakter.

Philadelphia Eagles 23 – 27 Los Angeles Chargers

Lidt skuffende nederlag for Chargers i sidste uge, der også kostede mig det første missede lock of the week i denne sæson. Her kommer de tilbage på sporet, men det bliver ikke nemt mod Eagles, der nærmest havde en bye week mod Lions i sidste uge. Giv mig Chargers.

Kansas City Chiefs 31 – 17 Green Bay Packers

Sådan som de to hold spiller var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle vælge Packers her – altså lige indtil det kom frem, at Aaron Rodgers misser kampen på grund af covid-19. Det er det størst mulige slag for Packers, der nu får en mulighed for at se, hvad de har i Jordan Love. Chiefs-forsvaret er ikke den værste modstander at starte mod.

San Francisco 49ers 24 – 30 Arizona Cardinals

Jimmy Garoppolo viste sig frem i sidste uge og var med til at sikre 49ers en vigtig sejr. Nu venter et endnu vigtigere opgør i NFC West, der skal vindes, hvis 49ers skal tilbage i kampen om divisionen. Men jeg forventer, at Cardinals er for stærke og tager deres ottende sejr ud af ni mulige.

Los Angeles Rams 31 – 23 Tennessee Titans

Det er nærmest perfekt timing for Rams. Titans har mistet Derrick Henry – jeg tror ikke Adrian Peterson kan fylde hullet efter Henry – så nu er der masser af pres på Ryan Tannehill. Og Rams har netop handlet sig til Von Miller, så når Aaron Donald presser op gennem midten og tvinger Tannehill ud af lommen står Miller klar.

Pittsburgh Steelers 17 – 13 Chicago Bears

Min umiddelbare tanke var egentlig, at Justin Fields har vist mig nok til, at jeg tror de kan vinde her. Men Mike Tomlin er en fremragende træner, og han skal nok få lukket ned for rookie-quarterbacken. Så jeg tror Steelers vinder her og holder sig inde i slutspillet.

Bye week: Lions, Seahawks, Buccaneers, Washington

Sidste uge: 7-8
I alt: 79-43 (64,8 %)
Lock of the week: 7/8