For anden uge i træk ramte jeg 11 ud af 16 kampe, men her i uge 4 er hvor det virkelig spidser til. Jeg tror vi har udsigt til masser af spændende og tætte kampe, og her får du mine bud på vinderen af alle kampe.

Cincinnati Bengals 27 – 20 Jacksonville Jaguars

Vi får ikke ligefrem et festfyrværkeri til at starte uge 4, men sådan som Joe Burrow og Ja’marr Chase spiller for tiden skal det nok blive underholdende at se på. Og det er altid interessant at se en rookie i sin første primetime-kamp, som det er tilfældet med Trevor Lawrence her. Tror jeg Jaguars kan vinde? Ikke rigtig.

New York Jets 13 – 28 Tennessee Titans

Mens Trevor Lawrence stadig leder efter sin første sejr i NFL tror jeg det samme kommer til at være tilfældet for Zach Wilson et stykke tid endnu. Det er i hvert fald svært at se, hvordan Jets skal kunne hamle op med Titans, der vel bare kan give bolden til Derrick Henry og lade ham tromle afsted.

Philadelphia Eagles 20 – 31 Kansas City Chiefs

Chiefs er startet 1-2 og ligger meget overraskende sidst i AFC West, men mod Eagles har de en perfekt mulighed for at komme tilbage på sporet, og det ville chokere mig, hvis Eagles vinder her. Deres håb er, at Chiefs fortsætter med give bolden væk med dumme turnovers, men selv da bør Chiefs være for gode.

Dallas Cowboys 24 – 17 Carolina Panthers

Cowboys ligner et af de allerbedste hold i NFC, og selvom Panthers er 3-0, så bekymrer det mig, at de nu – igen – mangler Christian McCaffrey, der bare ikke kan holde sig skadesfri. Derfor skal udeholdet sætte sin lid til forsvaret, der får hænderne fulde med at holde styr på Dak Prescott.

New Orleans Saints 26 – 20 New York Giants

Saints har ikke været prangende efter den flotte start mod Packers i uge 1, men de er alligevel 2-1 og mod Giants bør det blive til 3-1. Giants er vel blandt de dårligste fem hold i ligaen, og før de viser mig andet kan jeg ikke tro på, at de vinder – selvom de nok skal hive et par sejre eller fire hjem i denne sæson.

Minnesota Vikings 27 – 34 Cleveland Browns

Flot sejr til Vikings over Seahawks i sidste uge. Nu venter dog en helt anden udfordring i Browns, der lige nu er et af de to bedste hold i AFC. Vikings’ quarterback Kirk Cousins skal fortsætte sit gode spil, og så har hjemmeholdet en stor chance for at vinde, men jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt de kan holde Browns’ dynamiske angreb i skak.

Chicago Bears 13 – 14 Detroit Lions

Vi aner på nuværende tidspunkt stadig ikke, om det bliver Andy Dalton, Nick Foles eller Justin Fields, der starter mod Lions i weekenden. Jeg håber for Bears og Matt Nagy, at han allerede ved det, men bare ikke vil ud med det. Uanset hvad, tror jeg Lions får en sejr her. De har spillet en tæt kamp mod Ravens, som de burde have vundet og var også i gang med et vildt comeback mod 49ers i uge 1, så de skal ikke helt afskrives i denne sæson.

? Buffalo Bills 38 – 23 Houston Texans

Bills får mine 100 point i picks i denne uge efter et par ekstremt stærke præstationer i de seneste par uger. Texans er 1-2 med deres eneste sejr over Jaguars, og med Davis Mills som quarterback har jeg ikke meget tiltro til dem. Mon ikke vi ser endnu en stor kamp af Josh Allen?

Miami Dolphins 24 – 23 Indianapolis Colts

Dolphins var ved at lave et vildt comeback i sidste uge mod Raiders, men kunne ikke hive sejren hjem i overtime. Kampen mod Colts bliver også svær, men Dolphins skal starte hurtigt mod Colts, som man gjorde mod Raiders – og så gælder det ellers om at holde fast. Colts jagter stadig sæsonens første sejr, og det kan sagtens være, den kommer her, men jeg tror faktisk, at de må vente lidt endnu.

Atlanta Falcons 19 – 20 Washington Football Team

Washingtons forsvar har skuffet mig fælt, men jeg har heller ikke været synderligt imponeret over Falcons’ præstationer i det hele taget. Jeg tror, der venter os en tæt kamp, der bliver afgjort på et field goal til allersidst. Begge hold kan hive den hjem, men mine penge er på udeholdet.

San Francisco 49ers 27 – 23 Seattle Seahawks

49ers er 2-1 og er i virkeligheden ret uheldige med ikke at være 3-0. Men 37 sekunder var altså for meget at give Aaron Rodgers i sidste uge. Nu venter så et divisionsopgør mod Seahawks, der stadig er et stykke fra topformen. Derfor tror jeg også, at 49ers tager sejren her i en kamp mellem to hold, der ofte spiller tætte opgør.

Los Angeles Rams 34 – 28 Arizona Cardinals

En kamp mellem to af de tilbageværende ubesejrede hold i NFL – og så endda fra samme division. Kyler Murray nævnes i MVP-sammenhænge, men lige nu har jeg mere tiltro til Matthew Stafford, der har været fantastisk i nye omgivelser i Los Angeles. Læg dertil, at Rams spiller på hjemmebane og har masser af momentum efter en sejr over de forsvarende mestre i sidste uge.

Green Bay Packers 31 – 17 Pittsburgh Steelers

Bortset fra Packers’ dårlige kamp i uge 1 har de været flyvende, og jeg har meget svært ved at se, hvordan Steelers kan true dem her. Pittsburgh er ramt rimelig hårdt af skader, og det gør bestemt ikke opgaven nemmere, at de skal til Lambeau Field. Sejr til Green Bay.

Denver Broncos 24 – 23 Baltimore Ravens

Nogen vil måske kalde mig en homer her, men Broncos startede faktisk som svage favoritter mod Ravens, og Baltimore har udover den flotte sejr over Chiefs ikke imponeret mig. De burde have tabt til Lions i sidste uge, og så havde vi nok set anderledes på opgøret her. Broncos har slået tre dårlige hold, men har gjort det overbevisende, og jeg tror forsvaret kan gøre nok til at give dem sejren her i Denver.

New England Patriots 16 – 24 Tampa Bay Buccaneers

Ugens kamp. Ikke fordi jeg tror det nødvendigvis bliver tæt eller spændende, men fordi det er Tom Bradys retur til New England. Hans første opgør mod Bill Belichick. Pudsigt nok falder det så også sammen med, at Brady er snublende tæt på at blive den quarterback i historien med flest kasteyards. Faktisk er han så tæt på, at han formentlig når milepælen i første halvleg – måske allerede i første quarter. Buccaneers kommer fra deres første nederlag siden november sidste år, og de vil være sultne, så jeg tror, de vinder sikkert. Men det er stadig ugens kamp.

Los Angeles Chargers 34 – 30 Las Vegas Raiders

Raiders får deres første nederlag her mod Chargers, der tager imod hjemme i Los Angeles. Las Vegas har spillet flot, men er også heldige med at være 3-0, og Chargers bobler af momentum efter sejren over Chiefs i sidste uge. Jeg tror, vi får masser af point i denne mandagskamp, og det er jo aldrig et skidt ting.

Sidste uge: 11-5
I alt: 32-16
Lock of the week: 3/3