11-5 i uge 12 har givet mig en god start på sæsonen, og nu kan man forhåbentlig begynde at se lidt tendenser. Bliver det min bedste sæson nogensinde? Her er i hvert fald mine bud på vinderen af alle kampe i ugens NFL.

Houston Texans 13 – 20 Carolina Panthers

Det bliver rookie Davis Mills, der starter kampen for Houston Texans, og det er et problem for hjemmeholdet. Panthers-forsvaret kan være giftigt, og jeg tror de vil gøre det svært for rookien i hans første NFL-start. Panthers starter 3-0 med Sam Darnold ved roret, og Jets-fans græder indvendigt.

Tennessee Titans 31 – 20 Indianapolis Colts

I skrivende stund er det stadig usikkert, om Carson Wentz spiller for Colts. Mit gæt er, at han ikke bliver klar, men selv hvis han bliver sendt på banen vil han være stærkt begrænset med TO forstuvede ankler. Kan Wentz ikke spille bliver det formentlig Jacob Eason, der starter, og det gør mig ikke super optimistisk på Colts’ vegne.

New York Giants 27 – 24 Atlanta Falcons

Daniel Jones spillede faktisk en god kamp i sidste uge mod Washington, og Giants har haft lidt ekstra tid til at forberede sig på mødet med Falcons. Falcons, der egentlig spillede en okay kamp mod Buccaneers, inden det hele faldt sammen i sidste uge. Jeg tror, at Giants får sæsonens første sejr, men det bliver nok tæt i sidste ende.

Kansas City Chiefs 34 – 30 Los Angeles Chargers

Chiefs tabte i sidste uge – for første gang i september med Patrick Mahomes som quarterback. Og nu venter der så et svært divisionsopgør mod Chargers, der godt nok også tabte i sidste uge, men som har en quarterback i Justin Herbert, der kan gøre det her til et brag af en kamp.

Pittsburgh Steelers 27 – 20 Cincinnati Bengals

Spiller Ben Roethlisberger? Betyder det noget? Ikke, hvis Joe Burrow kaster tre interceptions som i sidste uge. Divisionsopgør er næsten altid tætte, og her tror jeg mest på hjemmeholdet, der trods alt viste mod Bills i uge 1, at de kan spille rigtig godt. I sidste uge mod Raiders så det ikke lige så godt ud, men jeg tror, de kommer tilbage på sporet.

Cleveland Browns 28 – 17 Chicago Bears

Browns lavede fejl i sidste uge, men endte alligevel med en sejr over Texans. Det hjalp dem nok undervejs, at Tyrod Taylor blev skiftet ud med Davis Mills, og nu får de så glæden af endnu en rookie quarterback. Andy Dalton er skadet, så Bears starter Justin Fields, der nu får chancen for at tage jobbet fra veteranen. I første omgang skal han dog vise, at han kan gøre det bedre end i sidste uge, hvor han ikke var super imponerende.

Detroit Lions 17 – 34 Baltimore Ravens

Lions har heller ikke været imponerende i år, og det er svært at se, hvordan de skal kunne hamle op med Ravens, der fik en stor sejr mod Chiefs i sidste uge. Ham Lamar er da egentlig rimelig god. Nu skal han bare passe på, han ikke bliver skadet, når han laver saltomortaler ind i endzone.

New England Patriots 23 – 17 New Orleans Saints

Mac Jones eller James Winston? Havde du spurgt mig efter uge 1 havde jeg uden tvivl valgt Winston. Efter Saints’ dårlige kamp i sidste uge er jeg dog ikke så sikker. Patriots har et godt forsvar, og det kan blive enddog meget svært for Saints at flytte bolden. Derfor giver jeg også sejren til Mac Jones og Patriots, der dermed går 2-1.

Jacksonville Jaguars 26 – 31 Arizona Cardinals

Jaguars har tabt 17 kampe i træk, og der er ikke meget, der tyder på, at den første sejr er lige på trapperne. Det er simpelthen ikke et særlig godt hold, og Trevor Lawrence bliver ikke hjulpet af spilkald og scheme. Mod Cardinals tror jeg dog, han kan få lidt mere succes med at score point. Desværre for Jaguars scorer Cardinals også rigtig mange point, og jeg tror ikke på, at Lawrence og co. kan følge med.

Buffalo Bills 20 – 19 Washington Football Team

Bills fik vasket den grimme smag fra nederlaget i uge 1 væk med en storsejr over Dolphins i sidste uge. Nu venter der endnu en svær kamp mod Washington med et af ligaens mest frygtindgydende forsvar. Jeg tror på, at hjemmeholdet vinder, men jeg kommer ikke til at sætte penge på det.

? Denver Broncos 31 – 10 New York Jets

Penge tør jeg til gengæld godt smide efter Broncos, der er mit lock of the week. Jets spillede forfærdeligt i sidste uge, og Zach Wilson får det ikke meget nemmere, når han og Jets skal til Denver i det, der bliver Broncos’ første kamp på hjemmebane i denne sæson. Stemningen kommer til at være helt i top på baggrund af Broncos’ 2-0 start, og jeg kan slet ikke se et scenarie, hvor Jets vinder. Elming foreslog at spille under 44,5 point i NFL Showet, og det synes jeg er en god idé. De fleste point kommer til at komme fra Broncos, hvis forsvar har tilladt i gennemsnit 10 point pr. kamp de første to uger.

Las Vegas Raiders 27 – 21 Miami Dolphins

Raiders er 2-0 efter flotte sejre over Ravens og Steelers og er nu lidt heldige med, at Dolphins har fået en skade til quarterback Tua Tagovailoa. Jeg havde nok spillet på Raiders-sejr uanset, men uden Tua er jeg ret overbevist om, at hjemmeholdet vinder og starter sæsonen 3-0.

Minnesota Vikings 24 – 28 Seattle Seahawks

Kan Vikings-fans klare endnu et hjerteskærende nederlag? Efter to af den slags i sæsonens første to uger venter en svær kamp mod Seahawks, og selvom kampen kan vindes af hjemmeholdet, så har jeg mest fidus til Seahawks, der bare altid er farlige. Russell Wilson har i øvrigt aldrig tabt en kamp til Vikings (7-0 i karrieren).

Los Angeles Rams 27 – 24 Tampa Bay Buccaneers

Hvem fører ved pausen? Rams og Sean McVay er 37-0, når Rams fører ved pausen, så det kan meget vel blive altafgørende i opgøret mod de forsvarende Super Bowl-mestre. Det er den eneste kamp i denne uge mellem to ubesejrede mandskaber, så det er helt klar en kamp, der er værd at holde øje med. Jeg tror det bliver tæt, men at Rams i sidste ende får has på Tom Brady og Bucs, der ellers er startet sæsonen som lyn og torden.

San Francisco 49ers 23 – 24 Green Bay Packers

Tæt kamp mellem to giganter i NFC. Lige nu tror jeg mest på Packers, der ødelagde Lions i sidste uge. Du husker måske, at 49ers var ved at gøre det samme i første spilleuge og så næsten smed det hele væk. Aaron Rodgers skulle lige i gang, men viste sig i sidste uge fra sin bedste side, og kan han gøre det igen, så vinder Packers.

Dallas Cowboys 26 – 24 Philadelphia Eagles

NFC East showdown i mandagskampen i denne uge. Disse kampe er som regel altid tætte og fyldt med drama. Derfor er min hurtige forudsigelse, at Greg Zeurlein præcis som i sidste uge vinder kampen for Cowboys på et field goal i sidste sekund. Cowboys er dermed 2-1 og har fået en næsten perfekt start på sæsonen.

Sidste uge: 11-5
I alt: 21-11
Lock of the week: 2/2