This is it. Super Bowl nærmer sig med hastige skridt, og det er altid lidt vemodigt, når jeg skal skrive sæsonens sidste Weekly Winners. I år har vi dog to hold i Super Bowl, som nok de færreste havde regnet med skulle møde hinanden, så på den måde har NFL igen leveret varen – vi ved aldrig, hvad der kan ske. Det gælder også i denne Super Bowl. Her er sæsonens sidste weekly winners.

Cincinnati Bengals 17 – 24 Los Angeles Rams ?

Bengals er officielt hjemmehold, men i virkeligheden er det Rams, der er på hjemmebane i denne Super Bowl. Netop i denne kamp tror jeg dog ikke hjemmebanefordelen er specielt udtalt – mange pladser bliver alligevel uddelt til sponsorer og købes også af fans fra andre hold.

Når jeg alligevel tror på, at Rams vinder, så handler det om det, der altid er så vigtigt i football: Slaget i skyttegravene. De to holds offensive og defensive linjer overfor hinanden. Og her må man bare sige, at Rams har en kæmpe fordel, når deres defensive linje med Aaron Donald, Leonard Floyd og Von Miller står over for Bengals’ offensive linje. Von Miller er Pro Football Focus’ bedst rangerede forsvarsspiller i hele slutspillet og er i øvrigt tidligere Super Bowl MVP. Og han er ikke en gang den bedste af de tre.

Jeg forudser, at Joe Burrow kommer til at løbe for livet, og så er det op til andre facetter af Bengals’ angreb at klare ærterne.

Bengals’ bedste receiver Ja’Marr Chase bliver efter alt at dømme matchet op med superstjernen Jalen Ramsey hos Rams, og den kamp kommer nok til at gå lidt begge veje – hvis altså Burrow kan få sendt bolden afsted til Chase. Ellers kommer rigtig meget til at afhænge af runningback Joe Mixon, der nok skal have en stor kamp, hvis Bengals skal vinde.

På den anden side af bolden skal Matthew Stafford forsøge at spille godt nok til at vinde sin første Super Bowl, men Bengals’ forsvar præsenterer en pæn udfordring. For det første skal Stafford slippe fra pass rusher Trey Hendrickson. Når det lykkes skal han så forsøge at finde sin stjernereceiver Cooper Kupp ned ad banen. Kupp bør have en fordel mod Bengals’ cornerbacks, men Stafford skal alligevel passe på safety Jessie Bates, der til enhver tid kan lave et stort spil og vende kampen på hovedet.

Stafford havde problemer i den sidste del af grundspillet med at lave for mange turnovers, men i slutspillet har han været ganske suveræn. Bengals skal forsøge at presse quarterbacken til nogle af de samme fejl, han lavede sidst i grundspillet, og så har de gode chancer for at snupper pokalen med hjem til Ohio.

Sidste uge: 1-1
I alt: 180-103-1 (63,4 %)
Lock of the week: 15/21