I uge 1 ramte jeg på 10 ud af 16 kampe, hvilket er bedre end normalt. Desuden ramte jeg årets først lock of the week. Lad os håbe, at successen gentages i denne uge, hvor vi får endnu bedre indblik i holdenes reelle styrke.

Washington Football Team 20 – 19 New York Giants

Uge 2 starter med et på papiret småkedeligt opgør, men så alligevel. De to divisionsrivaler er bestemt ikke gode venner, og det kan give masser af intensitet og hårdt spil. Washington er skiftet til Taylor Heinicke på quarterback efter skaden til Ryan Fitzpatrick, og selvom det er et slag, tror jeg alligevel, at de snupper en smal sejr.

New York Jets 16 – 27 New England Patriots

Patriots får også sæsonens første sejr, når de skal på besøg hos New York Jets. Bill Belichick elsker at møde rookie quarterbacks, og Patriots-forsvaret er langt stærkere end i sidste sæson, hvor mange var ude på grund af covid-19. Derfor tror jeg også på en forholdsvis sikker sejr til udeholdet her.

Jacksonville Jaguars 10 – 27 Denver Broncos

I Jacksonville bliver det også udeholdet, der sejrede. Broncos var længder bedre end Giants i sidste uge, og det var kun marginaler, der gjorde, at sejren ikke blev endnu større. Jaguars havde meget store problemer mod Texans, som jeg ikke har meget fidus til, og nu skal de også tage stilling til rygter om, at deres træner er på vej tilbage til college.

Miami Dolphins 20 – 23 Buffalo Bills

Dolphins fører AFC East efter sejren i sidste uge over Patriots, mens Bills kollapsede mod Steelers. Jeg tror, at Josh Allen og co. vil rejse sig her, og modstanden er formentlig lidt nemmere end i sidste uge – omend kampen her er på udebane.

Philadelphia Eagles 24 – 28 San Francisco 49ers

Eagles så overraskende gode ud i sidste uge, men måske er Falcons bare virkelig dårlige? I hvert fald tror jeg, at 49ers vinder her, men de får det ikke så nemt som i sidste uge, hvor de alligevel var ved at smide det hele mod Lions. Her kræves fuld fokus hele vejen igennem.

Indianapolis Colts 23 – 27 Los Angeles Rams

Colts har en svær start på sæsonen med kampe mod først Seahawks og nu Rams. Men så er halvdelen af NFC West da ude af billedet og overstået. Ligesom i sidste uge tror jeg, det bliver et nederlag, mens Rams går 2-0 på endnu en stærk præstation af Matthew Stafford, der er lykkelig for at være sluppet ud af Detroit.

Pittsburgh Steelers 31 – 28 Las Vegas Raiders

Steelers skulle lige bruge lidt tid på at komme igang i sidste uge, men så tog de også en stor skalp med sejren over Bills. Raiders er en anden udfordring, men de kommer med kortere forberedelsestid efter en mandagskamp, der endda gik i overtime, så giv mig hjemmeholdet her.

Chicago Bears 26 – 28 Cincinnati Bengals

Er dette allerede kampen, hvor Justin Fields slår Andy Dalton af pinden? Det kunne i hvert fald give et spændende opgør. Jeg tror, Fields får spilletid ligesom i sidste uge, men det bliver ikke nok til at slå Bengals, der går 2-0 og sender Bengals-fans i ekstase over Joe Burrow og hans samarbejde med Ja’Marr Chase.

Cleveland Browns 34 – 17 Houston Texans

Så tæt på for Browns i sidste uge, men så smed de det hele væk i anden halvleg. Nu venter en langt mere overkommelig opgave end Chiefs, og det bør altså være en sikker sejr. Ellers begynder jeg at sætte spørgsmålstegn ved Browns og deres målsætninger.

Carolina Panthers 17 – 24 New Orleans Saints

Hvor mange touchdowns kaster Jameis Winston i denne uge? Nok ikke fem, men det kan da godt blive til tre, tror jeg. Spørgsmålet er så, om han fortsat kan holde sig fra interceptions. For Panthers er det i hvert fald vigtigt at holde sig fra at give bolden væk, hvis de skal have en chance mod Saints, og du kan nok godt forvente, at Christian McCaffrey får bolden i hænderne mindst 25 gange.

Arizona Cardinals 30 – 21 Minnesota Vikings

Vikings skulle aldrig have haft kampen i overtime mod Bengals i sidste uge, og jeg var meget imponeret af det, jeg så fra Cardinals. Derfor ser jeg også Cardinals som rimelig stor favorit på hjemmebanen i Arizona, men alt kan selvfølgelig ske. Vigtigst for Vikings er vel at holde styr på Chandler Jones i Cardinals-forsvaret.

Tampa Bay Buccaners 42 – 21 Atlanta Falcons

Brady kører stadig derudaf, og her bliver det til endnu en sejr og yderligere 3-4 touchdowns til statistikken. Falcons var horrible mod Eagles i første spilleuge, og selvom det nok var lidt en enlig svale, at de var så dårlige, så forventer jeg mig ikke det store her. Sikker sejr til Bucs.

Seattle Seahawks 24 – 20 Tennessee Titans

Sådan som Cardinals og Kyler Murray kørte Titans over i sidste uge, ville jeg være alvorligt bekymret, hvis jeg var Titans-fan. Seahawks er ikke ligefrem dårlige til at kaste bolden dybt, og ligesom Kyler Murray kan Russell Wilson holde spil i gang med sine fødder. Hjemmesejr.

Los Angeles Chargers 34 – 38 Dallas Cowboys

Et brag af et opgør venter her, hvor Chargers får sæsonens første nederlag, og Cowboys sæsonens første sejr. Chargers hev en smal sejr hjem over Washington i sidste uge, mens det også var lige ved og næsten for Cowboys. De har dog også haft lidt ekstra forberedelsestid, og Dak Prescott ser ud til at være helt tilbage. Jeg sætter altså mine penge på Cowboys her.

Baltimore Ravens 30 – 31 Kansas City Chiefs

Ravens burde aldrig have tabt til Raiders i spilleuge 1, og selvom Chiefs vandt over Browns, så blev det tydeligt, at de ikke er usårlige. Derfor tror jeg også, at der venter en vild kamp her. I sidste ende er Patrick Mahomes dog Patrick Mahomes, så Chiefs vinder sikkert på et field goal til sidst efter et eller andet vildt spil af Mahomes.

? Green Bay Packers 41 – 17 Detroit Lions

Ja, Packers var elendige i sidste uge, ja Aaron Rodgers var elendig. Men er der reelt nogen, der tror på, at de kommer til at spille så dårligt igen? Nogle siger, at Aaron Rodgers ikke gider være der, men jeg tror endnu mindre, hans gider at tabe. Jeg tror Packers møder op med et mål om at sende et signal i denne uge, og så er det jo ikke det værste at møde det måske værste hold i divisionen. Packers over Lions er mit lock of the week.

Sidste uge: 10-6
I alt: 10-6
Lock of the week: 1/1