Jeg kom tilbage på sporet i sidste uge og ramte 9 af 14 kampe. I picks faldt jeg dog både på 100 og 75 point. Ouch. Her er mine weekly winners for uge 10.

Miami Dolphins 13 – 27 Baltimore Ravens

Dolphins fik en sejr over Texans i sidste uge, men det overraskede mig ikke og får mig ikke til at tro mere på den end tidligere. De er ikke gode i denne sæson, og nu venter Ravens, der er en af forcerne i konferencen. Dette kunne have været en spændende torsdagskamp, men jeg er overbevist om, at Ravens vinder.

New York Jets 10 – 23 Buffalo Bills

Måske skulle jeg ikke være så skråsikker på Bills efter deres skuffelse mod Jaguars i sidste uge. Omvendt så lugter det af en kamp, hvor Josh Allen og co. kan få oprejsning. Jeg sætter mine penge på Bills her.

Washington Football Team 16 – 31 Tampa Bay Buccaneers

Taylor Heinicke mod Tom Brady. Behøver jeg at sige mere? Der er klasseforskel på de to mandskaber, og hvis Washington skal have en chance her bliver de nødt til at få pres på Brady med deres – formodede – formidable defensive linje.

Dallas Cowboys 24 – 17 Atlanta Falcons

Cowboys skuffede stort mod Broncos i sidste uge, men det var også noget at det mest inspirerende Broncos-spil, vi har set i denne sæson. Her kommer Dak Prescott og co. tilbage på sporet og fastholder jerngrebet i NFC East.

Tennessee Titans 27 – 20 New Orleans Saints

Titans viste i sidste uge, at de kunne slå gode hold selv uden Derrick Henry. Nu venter en mere overkommelig opgave mod Saints, der jo som bekendt er uden Jameis Winston på quarterback. Derfor tror jeg også, at Titans tager endnu en sejr og sætter en streg under, at de er et tophold i AFC.

Indianapolis Colts 34 – 24 Jacksonville Jaguars

Jaguars fik en kæmpe skalp med sejren over Bills i sidste uge, mens Colts har haft ekstra tid til forberedelse efter sejren over Jets i Thursday Night Football. Her snupper Colts endnu en sejr og forsøger at holde pres på Titans i AFC South, mens de samtidig cementerer deres status som slutspilsaspirant.

Pittsburgh Steelers 24 – 13 Detroit Lions

Lions leder stadig efter sæsonens første sejr, og lige nu ser den længere væk end tidligere på sæsonen. Lions’ held her er, at de har haft bye week, mens Steelers spillede mandagskamp i sidste uge, og den ekstra restitution og forberedelse kan måske give dem det sidste skub.

New England Patriots 28 – 27 Cleveland Browns

Browns fik en vigtig sejr over Bengals i sidste uge, men der er forskel på Zac Taylor og Bill Belichick. Patriots-træneren har altid noget oppe i ærmet, og Patriots spiller som et hold, der hører til i slutspillet med rookie Mac Jones som quarterback. Kampen her bliver tæt, men i sidste ende tror jeg, at Patriots trækker sig sejrrigt ud af kampen.

Los Angeles Chargers 30 – 27 Minnesota Vikings

Chargers virker ikke så dominerende som i starten af sæsonen. Men de ser ud til, at de i år vinder kampe, som de tidligere sæsoner fandt mærkværdige måder at tabe. Det er meget værd, og sender dem formentlig i slutspillet i sidste ende. Kampen her er et vigtigt skridt på vejen, men Vikings vil også kæmpe med næb og kløer, da deres sæson hænger i en tynd tråd.

Arizona Cardinals 35 – 23 Carolina Panthers

Kamp mellem backup quarterbacks. Meget tyder på, at Kyler Murray ikke når at blive klar, og hos Panthers er Sam Darnold ude med skade. Det bekymrer mig mest på Panthers’ vegne, da Cardinals i sidste uge viste, at det ikke var noget problem, at det var Colt McCoy, der skulle styre løjerne.

Denver Broncos 24 – 20 Philadelphia Eagles

De fleste Broncos-fans var nok klar til at lukke ned for sæsonen, inden kampen mod Cowboys. Men den overraskende sejr har pustet nyt liv i holdet og fanbasen, og der bliver knald på i Denver, når Eagles kommer på besøg. Jeg tror den fornyede tro på tingene og opbakningen bliver afgørende og giver Broncos endnu en sejr.

Green Bay Packers 27 – 23 Seattle Seahawks

Heldigvis ser det ud til, at vi får både Aaron Rodgers og Russell Wilson at se i dette opgør. Packers er lidt heldige med, at Aaron Rodgers er spilleklar, da de risikerede en karantæne efter covid-19-bøvl. Men nu bliver det altså den fulde pakke, der træder på banen på Lambeau Field, og det skal vi bare være glade for.

Las Vegas Raiders 31 – 34 Kansas City Chiefs

Raiders tabte skuffende i sidste uge til Giants, og selvom der var meget ballade omkring holdet, så var det bekymrende. Chiefs var ekstremt heldige med at Packers manglede Aaron Rodgers – ellers havde de formentlig tabt stort, så det er to hold, der ikke spiller 100 %, der mødes her. Jeg tror dog mest på Chiefs.

San Francisco 49ers 20 – 26 Los Angeles Rams ?

49ers kunne ikke slå Colt McCoy og Cardinals. Tror jeg så på, at de kan slå Rams og Matthew Stafford og et formidabelt forsvar? Ikke rigtig. Taber 49ers her er de 3-6, og så er sæsonen reelt ovre.

Bye week: Bears, Bengals, Texans, Giants

Sidste uge: 9-5
I alt: 88-48 (64,7 %)
Lock of the week: 8/9