Når uge 9 er overstået ville alle hold have spillet mindst halvdelen af deres opgør i denne sæson, så vi begynder for alvor at kunne få et billede af, hvordan sæsonen kommer til at ende.

Ugen starter med et torsdagsopgør, der på papiret er rigtig interessant. Men i realiteten? Not so much. Her er mine weekly winners for uge 9.

San Francisco 49ers 7 – 24 Green Bay Packers

49ers var egentlig lige på vej ovenpå, men så blev de igen ramt af skader til både quarterback Jimmy Garoppolo og tight end George Kittle m.fl. For at gøre ondt værre har 49ers været nødt til at sætte flere spillere på covid-19-listen, så der er stort set ikke noget angreb tilbage. Derfor er det den perfekte kamp for Packers til at komme ovenpå igen efter det lidt skuffende nederlag til Vikings i sidste uge.

Washington Football Team 23 – 20 New York Giants

Washington ligner pludselig et af de bedste hold i NFC East og jeg ser dem som bedre end Giants i denne sæson. Når det så er sagt, så er vi ude i et divisionsopgør i den tætteste (dårligste) division i NFL, alle hold kan slå alle, og enhver kamp tæller enormt. Giv mig Washington her.

Tennessee Titans 22 – 21 Chicago Bears

Titans tabte lidt overraskende til Bengals i sidste uge, og nu venter en svær kamp mod Bears. Det er vigtigt for Titans at få gang i Derrick Henry, så Bears-forsvaret kan brydes ned, men samtidig skal forsvaret også spille bedre end de gjorde i sidste uge. Bears håber og tror på, at de kan snuppe endnu en sejr og holde presset på Packers i NFC North.

Minnesota Vikings 30 – 17 Detroit Lions

Vikings kom ovenpå med sejren over Packers i sidste uge jeg forventer, vi kommer til at se masser af Dalvin Cook i denne uge, når man ser på, hvad han præsterede mod Green Bay. Lions har været OK i denne sæson, men med quarterback Matthew Stafford på covid-19-listen ser det svært ud. Der er stadig en chance for, at han kan spille søndag, men han kan ikke træne disse sidste dage op til kampen.

Kansas City Chiefs 34 – 21 Carolina Panthers

Chiefs ruller derudaf, og selvom Panthers kommer til at give større modstand end i sidste uge mod Jets, så kan jeg ikke se Chiefs tabe her. Patrick Mahomes er Patrick Mahomes og angrebet spiller næsten som forventet. Det er svært at se en vej til sejr for Panthers her.

Jacksonville Jaguars 13 – 27 Houston Texans

Jaguars er uden startende quarterback Gardner Minshew, så i stedet får vi nu for første gang Jake Luton at se. Luton blev valgt i sjette runden af draften i år, og det der allerede var en svær kamp for Jaguars er dermed ikke ligefrem nemmere nu. Jeg forventer en pæn Texans-sejr her.

Indianapolis Colts 23 – 28 Baltimore Ravens

To hold, der begge er 5-2 og kampen kan gå begge veje. Især hvis ikke Lamar Jackson kommer lidt tilbage på sporet. Jeg ser stadig Ravens som et af de bedste hold i ligaen, men det blev til et nederlag til Steelers i sidste uge, og der er brug for en sejr her mod en direkte slutspilskonkurrent. Colts kan tage et stort skridt mod slutspillet med en sejr her.

Buffalo Bills 20 – 29 Seattle Seahawks

Bills startede sæsonen så godt, og de fik også en vigtig sejr over Patriots i sidste uge, men deres spil i oktober levede ikke op til spillet i september. Nu er vi nået til november, og de skal finde deres bedste spil frem, hvis de skal have en chance mod Seahawks. Jeg tror Seattle vinder, og det er ikke engang sikkert, at det bliver tæt.

Atlanta Falcons 20 – 24 Denver Broncos

Jeg har 24-20 til Broncos, men det kan lige så godt ende omvendt. Broncos skal vise, at de kan være mere stabile på angrebet, og Falcons har spillet væsentligt bedre siden Dan Quinn blev fyret som head coach. Jeg tror og håber, Broncos fik så meget momentum af den sene sejr i sidste uge, at det kan hjælpe med at løfte dem lidt her, men som sagt er det en kamp, der kan gå begge veje.

Los Angeles Chargers 31 – 34 Las Vegas Raiders

Man må have ondt af Justin Herbert, der på trods af sit fremragende spil er endt på et hold, der bare taber tætte kampe. Raiders-kampen bliver tæt, og Raiders spiller godt i år, så jeg tror de får sejren her – især efter en bye week. Chargers fik også et ordentligt slag i maven i sidste sekund mod Broncos i sidste uge, og det kan få betydning.

Dallas Cowboys 3 – 23 Pittsburgh Steelers

Ben DiNucci starter på quarterback for Cowboys, og mod Steelers er det bare ikke den rigtige ingrediens til opskriften på sejr i denne uge. Steelers er fortsat ubesejret som det eneste hold i NFL, og jeg har absolut ingen tro på, at det ændrer sig her.

Arizona Cardinals 23 – 20 Miami Dolphins

Kyler Murray mod Tua Tagovailoa. Det kan blive ret spændende og underholdende at se på. Dolphins-forsvaret vandt kampen for Miami i sidste uge, og i denne uge er der nok brug for, at Tua spiller bedre. Men igen må man sige, at det bliver kun hans anden kamp fra start i NFL, så det er okay, hvis Dolphins taber her.

Tampa Bay Buccaneers 28 – 26 New Orleans Saints

Buccaneers og Saints. Vigtigt opgør i NFC South. Tampa Bay har Antonio Brown klar til kampen, mens Saints ikke har spillet vildt imponerende i denne sæson, selvom de er 5-2. Derfor tror jeg også, Bucs vinder denne kamp, men det er muligt, at det kommer til at afhænge at det sidste spil i kampen.

New York Jets 16 – 19 New England Patriots

Patriots bør vinde her. Jets er ligaens prügelknabe, men på et eller andet tidspunkt må de vinde en kamp, og det kunne godt være her mod Patriots, der er i frit fald. Jeg tror stadig Patriots vinder, men jeg er også ret overbevist om, at det bliver en tæt kamp, og jeg vil ikke være overrasket, hvis jeg vågner tirsdag morgen og Jets har vundet.

Byes: Eagles, Rams, Browns, Bengals

Sidste uge: 9-5
I alt: 77-41-1