Vi er nået til divisionsrunden i slutspillet og dermed også til den bedste football-weekend på året, hvis du spørger mig.

Det er ligaens bedste otte hold, der er tilbage, og som du vil se på mine picks, så tror jeg også, at vi kan forvente masser af point hele weekenden, så der er virkelig noget at se frem til. Hele 255 point har jeg sat på tavlen i mine forudsigelser, og vi kan da håbe, at det kommer til at holde stik. Her er mine weekly winners for divisional-runden.

Green Bay Packers 24 – 20 Los Angeles Rams

Det er forsvaret, der skal vinde kampen for Rams, og det tror jeg bliver svært i weekendens første kamp. Green Bay træder ind i slutspillet friske og veludhvilede efter en friuge, og de er hjemme på legendariske Lambeau Field, hvor det nemt kan blive iskoldt.

Det ville jeg normalt sige var en fordel for et stærkt forsvar, men for Rams kan det blive en ulempe. De var ude i en hårdt spillet kamp mod Seahawks i sidste uge, og holdets største stjerne Aaron Donald er ikke helt på toppen, omend det dog forventes, at han spiller. Så hjælper det altså bare ikke, hvis man bliver kold, for så gør alle de hårde hits og blokeringer lige lidt ekstra ondt.

Jeg glæder mig til at se Packers’ angreb anført af Aaron Rodgers, som i mine øjne bør blive kåret til MVP i denne sæson, og jeg forventer og tror på, at hjemmeholdet snupper en sejr her.

Buffalo Bills 41 – 38 Baltimore Ravens

Jeg er meget i tvivl her, og jeg tror egentlig lige så godt, at sejren kan gå til Ravens. Men jeg har forelsket mig lidt i Bills i år, og jeg tror, at de med lidt held kan gå hele vejen.

I opgøret her forventer jeg masser af point. Det sagde jeg også om begge holds kampe i sidste uge, men der udeblev de helt store offensive eksplosioner. Man kan jo håbe, at der ligger lidt og ulmer under overfladen, i en kamp, hvor det ikke vil undre mig, hvis de to holds quarterbacks slutter som de to bedste løbere på holdet også.

Både Josh Allen og Lamar Jackson fik deres første slutspilssejr i sidste uge, og det skal blive spændende at se, hvem der kan følge op og vinde en tur til Kansas City om en uge – og så har jeg allerede løftet lidt af sløret for mit næste valg.

Kansas City Chiefs 38 – 30 Cleveland Browns

Da Patrick Mahomes og Baker Mayfield tilbage i oktober 2016 mødte hinanden i college sluttede kampen 66-59 i Mayfields favør. De to quarterbacks kastede tilsammen for 1.279 yards og 12 touchdowns på 124 kast – de 88(!) af dem fra Patrick Mahomes. Sådan en kamp tager vi da gerne igen.

Det er nok urealistisk, men der er håb for, at dette bliver en kamp med masser af point og store spil, og mit største håb er bare, at Browns har fået så meget momentum af deres sejr over Steelers i sidste uge, at de kan følge med Chiefs og presse de forsvarende Super Bowl-mestre på deres eget græs.

I sidste ende forventer jeg, at Chiefs er for stærke for Mayfield og co., men vi har en god kamp i vente.

New Orleans Saints 34 – 30 Tampa Bay Buccaneers

De to quarterbacks i kampen her er tilsammen 85 år gamle, og det er vist ikke sket før. Men det er også to kommende Hall of Fame quarterbacks, der spiller for deres måske sidste chance for at vinde en Super Bowl, og det tror jeg løfter niveauet hos dem begge.

Ikke at niveauet kan blive så meget højere, men det tegner jo bare godt for, at weekendens fjerde og sidste kamp bliver et lige så stort brag som de foregående tre i denne runde.

Det er altid svært at gå imod Tom Brady i slutspillet, men jeg kunne godt forestille mig, at forskellen i kvalitet på de to holds forsvar bliver udstillet her, og så bliver det altså bare lige lidt nemmere for Drew Brees og Saints at score point. Det hjælper heller ikke på min optimisme for Tampa Bay, at Saints har trukket sig sejrrigt ud af begge de to holds opgør i grundspillet. Og det endda ret overlegent.

Sidste uge: 4-2
I alt: 169-92-1