Washington Redskins har hentet det tidligere førsterundevalg i New York Giants, offensive tackle Ereck Flowers, på en etårig kontrakt til fire millioner dollar.

Tidligere i free agency havde Washington Redskins den helt store pengepung fremme, da klubben hentede den nu forhenværende New York Giants-profil, safety Landon Collins. Og nu har Redskins været på rov hos divisionsrivalerne igen.

Denne gang er der dog tale om et noget mindre prominent navn i den offensive tackle, Ereck Flowers, der kommer til Redskins på en etårig kontrakt til fire millioner dollar ifølge NFL Networks Ian Rapoport. Redskins har bekræftet handlen.

Ereck Flowers blev valgt af Giants i første runde af 2015-draften og har været en stor skuffelse hos the ‘Big Blue’. Flowers var fast starter på ydersiden i sine første tre sæsoner i New York, selvom han spillede langt under forventningerne. Han blev fritstillet undervejs i 2018-sæsonen og spillede den sidste halvdel af sæsonen i Jacksonville Jaguars.

I Washington skal Flowers angiveligt spille guard.