Taylor Heinicke leverede en mindeværdig præstation mod Tampa Bay Buccaneers og han håber, at det kan blive startskuddet til en fast karriere i NFL.

Washington Football Team tabte i første runde af slutspillet til forhåndsfavoritterne fra Tampa Bay Buccaneers. Men hovedstadsklubben formåede at holde opgøret tættere, end mange havde forventet og det var især på grund af den normale quarterback-reserve Taylor Heinicke, som vikarerede for en skadet Alex Smith.

Heinicke ramte på 26 af 44 kast for 306 yards, mens han løb for yderligere 46 yards og en touchdown, som I kan se i klippet nedenfor:

Upåagtede Taylor Heinicke blev hentet ind for blot en måned siden på grund af Dwayne Haskins’ udfordringer på og uden for banen. Nu håber Heinicke, at gårsdagens præstation giver ham en mulighed for at fortsætte i NFL:

– Jeg har gjort mig fortjent til at spille i NFL. Jeg har bevist mit værd. Det var frygteligt at stå på den anden side – og uden for ligaen, udtalte Taylor Heinicke til ESPN efter slutspilsopgøret.

Washington Football Teams top-receiver Terry McLaurin bakkede efterfølgende sin nuværende holdkammerat op:

– Jeg håber, at vi er holdkammerater på den anden side af foråret. Han (Heinicke, red.) er frygtløs – og han giver os en chance for at vinde mod de bedste. Han kan forlænge spil med sin mobilitet, han kan tage et skrald. Du kan ikke bede om mere, udtalte McClaurin til selvsamme ESPN.

I skrivende stund står Taylor Heinicke uden kontrakt i NFL til marts, men det forventes, at han får en chance til at bevise sit værd – om ikke andet som quarterback-reserve.