De sidste to sæsoner har Super Bowl-vinderne hentet et stort quarterback-navn ind i off season, og den strategi tiltaler Commanders.

Washington Commanders er på jagt efter en ny quarterback, og det kan meget vel blive en højtprofileret spiller, hvis det står til holdets cheftræner Ron Rivera, der ser en smule ligheder med de to seneste års vindere af Super Bowl.

“De (Buccaneers og Rams) havde det meste på plads og gik ud og fandt deres quarterback. Jeg mener, vi har meget af det, der skal til for at have et godt football-hold. Man skal have de rigtige byggesten for at kunne sige det, og det mener jeg, vi har.”

Noget tyder på, at Ron Rivera er villig til at gå målrettet efter den rigtige quarterback.

“Hvis du vil have den rigtige brik, og du kan få den ved at tilbyde draft-kapital eller ved at trade spillere, så hvorfor ikke gøre det?”

I sidste sæson startede holdet med Ryan Fitzpatrick, der blev skadet og Taylor Heinicke tog over. Det lyder ikke på cheftræneren som om det bliver løsningen i 2022, og han mener, at Washington er en attraktiv destination for en top-quarterback. Det skriver Nick Shook fra NFL.com.

“Vi mener selv, at vi er en realistisk mulighed for mange quarterbacks.” Det sagde Ron Rivera til The Athletic tirsdag. “Vi ved, hvad der skal til for at tiltrække den type spillere, og vi mener, at vi har en masse at tilbyde.”

Hvis man ser på holdet, så er der måske noget om snakken. Commanders har et par rigtigt spændende receivere i Terry McLaurin og Curtis Samuel samt Antonio Gibson og J.D. McKissic som runningbacks. Desuden har holdet en top-10 offensiv linje og et ungt talentfuldt forsvar.