Ryan Fitzpatrick bliver tirsdag opereret i hoften og er færdig for sæsonen. Det skriver nfl.com og flere andre amerikanske medier.

Washington Football Team har efter en skidt sæsonstart fået gang i maskinen og har lige nu kurs mod en Wild Card-plads i NFC. Det sker vel og mærke uden den planlagte quarterback bag center.

Veteranen Ryan Fitzpatrick pådrog sig en større hofteskade i sæsonpremieren mod Los Angeles Chargers og har været ude lige siden. I november lød meldingen, at FitzMagic sandsynligvis var færdig for sæsonen, og det ser nu ud til at være uundgåeligt.

Den 39-årige quarterback skal tirsdag opereres for hofteskaden. Det betyder, at han har spillet sin sidste kamp i denne sæson.

Ryan Fitzpatrick skrev før sæsonen under på en etårig kontrakt med Washington Football Team. Dermed har han muligvis også været i aktion for klubben for sidste gang.

I Ryan Fitzpatricks fravær har Taylor Heinicke grebet chancen som styrmanden på Washingtons angreb. Heinicke har med solidt og opportunistisk spil været med til at føre Football Team til fire sejre i træk, så klubben nu har en record på 6-6.