Washington Commanders gik ind til sæsonen med en ny quarterback for tredje år i træk, men succesen har manglet indtil videre.

Carson Wentz var udset til at være redningsmand for Washington Commanders, som før sæsonen hentede ham til klubben som holdets nye leder og startende quarterback. Det har dog ikke været en dans på roser for hovedsstadsklubben, der har tabt tre ud af fire mulige kampe i år.

Quarterbacken selv ser dog ikke helt så tungt på den skuffende start. I et interview i midtugen udtaler han, at holdet fortsat har troen på det:

“Der er ingen grund til panik. Der er ingen følelse af kaos her. Vi er på vej til femte spillerunde. Vi ved hvordan vi har spillet, og det lever ikke op til vores standard, men på den anden side, så ved jeg alle i omklædningsrummet har massiv selvtillid.”

Wentz fortsætter og beskriver, at Commanders i perioder har vist, hvor højt et niveau de kan spille på, nu handler det blot om at finde måder at holde topniveauet og vinde kampe, for tålmodigheden varer ikke for evigt.

Washington sendte et andetrundevalg og to tredjerundevalg (det ene trejderundevalg kan blive til et andetrundevalg, såfremt Wentz spiller nok i år) til Colts for at sikre sig Wentz samt to draftvalg. Den 29-årige quarterback har haft et par hektiske år, hvor både Eagles og Colts har vraget ham. Sæsonstarten i Washington er derfor langt fra det, han drømte om, da han skiftede.

Wentz har ganske vist kastet otte touchdowns, men det er også blevet til fem interceptions og tre fumbles, men værst af alt, så er de tre nederlag i fire opgør ikke godt nok for et hold, der forsøger at vinde i år.