Saquon Barkley viste fordums styrke, da New York Giants kom godt fra land.

Hele sommeren har reportere, spillere og andre personer tæt på New York Giants råbt op om, at Saquon Barkley viste glimt af fordums styrke i træningslejren. Søndag kom det til offentligt skue, da Barkley løb hen over Tennessee Titans og sikrede Brian Daboll en drømmestart som cheftræner for New York Giants.

I sidste ende løb og greb Saquon Barkley bolden 24 gange for 194 yards og med en scoring som følge, ligesom han konverterede et sent to-points-forsøg, der bragte Giants foran.

Det var også en rørt Saquon Barkley, som mødte pressen efter opgøret:

– Jeg har kæmpet med mig selv og min krop i de sidste par år. Jeg har været skadet og har brugt en del tid på at komme mig. Nu er jeg tilbage, og jeg nyder det. De seneste par uger har været fantastiske – og nu skal vi fortsætte det hårde arbejde, udtalte Barkley via NBC Sports.

I næste spillerunde står New York Giants over for Carolina Panthers og Baker Mayfield, der tabte snævert til Cleveland Browns i første spillerunde. Undervejs tillod Panthers hele 217 løbede yards til Browns, hvortil Saquon Barkley bør have glimrende arbejdsbetingelser til at fortsætte sin tilbagekomst til fordums styrke.