Video: Aaron Rodgers overgår Brett Favre

0

I tredje spillerunde kastede Aaron Rodgers sit 509. touchdown i karrieren, hvorpå han overgik Brett Favre i historiebøgerne.

Aaron Rodgers og Brett Favre vil altid være forbundet. Favre var Packers’ startende quarterback, da ostehovederne valgte Rodgers i første runde af 2005-draften, og Rodgers afløste siden hen Favre i Green Bay.

De har begge legendestatus på Lambeau Field, hvor de har nydt stor personlig og kollektiv succes. De er også fælles om at have hjemført et mesterskab til Green Bay.

I tredje spillerunde af 2025-sæsonen krydsede deres veje så igen. Aaron Rodgers, der nu tørner ud for Pittsburgh Steelers, kastede sit 509. touchdown i karrieren, da han ramte DK Metcalf i New England Patriots’ endzone.

Med scoringen overgår Aaron Rodgers sin tidligere mentor på alletiders liste, og han er nu den quarterback, der har kastet fjerdeflest touchdowns i NFL-historien.

Det er kun Peyton Manning (539), Drew Brees (571) og Tom Brady (649), der har kastet flere touchdowns end Aaron Rodgers.