Hver uge udvælger vi fire interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Niende spillerunde bød på lidt af hvert. Tre af ligaens største MVP-kandidater hev sejren i hus til deres hold. Russell Wilson leverede en fremragende indsats i sejren over Buccaneers, Deshaun Watson spillede fint, da Texans besejrede Jaguars i London, mens Lamar Jackson brillierede, da Ravens gav Patriots sæsonens første nederlag. Andetsteds havde vi et opgør mellem Jets og Dolphins, der bød på flere fine spil og morsomme situationer. 

Miami endte med sæsonens første sejr, til stor glæde for Cincinnati, der nu er det eneste hold uden en vundet kamp i sæsonen. Dermed er de i førersædet i forhold til at få draftens førstevalg, når sæsonen slutter.

Nu til rundens matchups:

1.Richard Sherman (og K’wuan Williams) vs. Tyler Lockett

Kampen natten til tirsdag mellem Seahawks og 49ers er muligvis rundens største opgør. 49ers er 8-0 mens Seahawks er 7-2, og rivaliseringen mellem de to mandskaber er tydelig. Der er ikke helt samme tænding på, som da duellen stod mellem Jim Harbaugh og Pete Carroll, men med Richard Shermans tredje kamp mod sit gamle hold, burde der være garanti for underholdning. Det mener Seattles linebacker Bobby Wagner i hvert fald.

Netop Sherman har for alvor genfundet sit niveau efter i fjor at have arbejdet sig tilbage fra en knæskade, og er en del af et af ligaens to bedste forsvar. Han skal møde sin tidligere holdkammeret Tyler Lockett, der stille og roligt har gang i endnu en fremragende sæson. Den lille receiver er ikke så kendt som Odell Beckham Jr., Julio Jones og DeAndre Hopkins, men har gang i bedre sæson end alle tre.

Lockett har grebet 59 bolde for 767 yards og scoret seks touchdowns i et angreb, der de fleste kampe har et konservativt, løbebaseret udtryk. Det har dog ikke stoppet den 27-årige receiver fra at levere store spil uge efter uge. Locketts utrolige evne til at løbe frit dybt når Russell Wilson på magisk vis undslipper defensive ends, linebackere og andet godtfolk har vist sig guld værd. Wilson og Lockett er to dele af samme footballhjerne, og med DK Metcalf og nu Josh Gordon på holdet, kan modstanderne ikke tillade sig kun at fokusere på Lockett.

Det bliver dog en vanskelig kamp mod Richard Sherman, som har været fremragende i år. Ifølge Pro Football Focus, har cornerbacken spillet 230 spil i opdækning, blevet kastet mod 33 gange og kun tilladt 17 grebne bolde for 146 yards. Derudover har han tilladt et enkelt touchdown og lavet tre interceptions. Quarterbacks har en quarterback-rating på 35,7, når de kaster i Shermans retning. Det er fantastiske statistikker. Da Lockett spiller to-tredjedele af sine snaps som slotreceiver kommer de direkte matchups nok til at være få, men det gør det ikke lettere for Seattle-spilleren. 49ers’ slot cornerback K’wuan Williams er nemlig blandt ligaens ypperste på den position i år.

På papiret bør 49ers være storfavoritter til denne kamp. De har været langt bedre som hold i år, men i divisionsopgør og mod et hold, der har Russell Wilson som quarterback er alt muligt. Mon ikke Seattle-fans håber, at Lockett tørrer Richard Sherman, som i spillet herunder i Pro Bowl.

2.Aaron Jones vs. Christian McCaffrey

To af ligaens bedste runningbacks spiller i samme kamp, og mon ikke det kan blive en spektakulær en af slagsen. Christian McCaffrey har gang i en historisk god sæson. Carolinas offensive krumtap har været majestætisk og for alvor overtaget rollen som angrebets sjæl med Cam Newton ude med skade. Runningbacken har løbet for næstflest yards i NFL, 881 på 165 forsøg, altså 5,3 yards per løb, og scoret ti løbetouchdowns. Derudover har den blot 23-årige angrebsspiller grebet 42 bolde for 363 yards og scoret tre touchdowns. Det, sammen med en flot defensiv indsats, har holdt Carolina i live i slutspilsjagten i en tæt NFC-division.

Det har også gjort ham til en gud i Fantasy Football-sammenhænge. Kun en enkelt gang i år, den første kamp mod Tampa Bay Buccaneers, er McCaffrey blevet holdt uden for den store indflydelse. Mod et Packers-forsvar, der har været skidt spillende de seneste uger, lader det til, at runningbacken kan få endnu en strålende dag med utallige højdepunkter.

På den anden side har Aaron Jones dog også haft en god sæson. Den 24-årige runningback er endelig blevet udnyttet mere i Packers’ angreb. Efter at have vist store tegn på sit talent i meget sparsom spilletid i sine første to professionelle sæsoner med Mike McCarthy som cheftræner, har holdets nye head coach, Matt LaFleur, sluppet Jones løs.

Packers-backen har ikke været så ustoppelig som sit modstykke fra Carolina, men det er alligevel blevet til næsten 500 løbeyards og otte touchdowns på jorden. Jones har dog været lige så udslagsgivende i kastespillet som McCaffrey. Det er blevet til 35 grebne bolde for 354 yards og tre touchdowns for Jones, der specielt i sejren over Kansas City Chiefs imponerede i den fase af spillet. Packers-runningbacken får tilsyneladende også masser af muligheder for succes. Panthers er ifølge velrenommerede Football Outsiders ligaens mindst effektive løbeforsvar.

3.Bruce Arians vs. Kliff Kingsbury

To af ligaens mere underholdende offensive strateger mødes i en kamp i Florida, hvor der måske ikke er så meget på spil i forhold til slutspillet, men derfor kan det sagtens blive underholdende alligevel. Bruce Arians spiller mod Arizona i trænerkapacitet for første gang siden han gik på pension efter 2017-sæsonen. Som træner for Tampa Bay Buccaneers har han genindført den aggresive angrebsmæssige spillestil, der bragte ham megen succes i Arizonas ørken.

Buccaneers’ to receivere, Mike Evans og Chris Godwin, er begge blandt ligaens fem mest produktive på positionen og Tampa Bay scorer i gennemsnit godt 29 point per kamp, fjerdebedst i hele NFL. Et spildesign fokuseret på eksplosive spil, med en gambler med raketarm på quarterback-positionen mod et af ligaens dårligste kasteforsvar, det lyder underholdende.

På den anden side har vi førsteårstræneren i NFL, Kliff Kingsbury, der er ved at finde sin angrebsmæssige identitet. I sidste uge scorede Cardinals 25 point og leverede en flot indsats i det tætte nederlag til 49ers, der har et af ligaens bedste forsvar. Det skete på baggrund af en velspillende Kyler Murray og nytilkomne Kenyan Drake, der fik en drømmedebut med mere end 160 samlede yards og et touchdown.

Kingsburys kreative brug af netop runningbacks, men også holdet receivere i løbespillet og som afledningsmanøvrer har ført til seværdigt football og mange point i fire af de seneste fem kampe. Kingsburys version af det såkaldte air raid offense, der har ført til succes hos mange hold i college, virker i NFL, det beviste han i sidste uge med en klar plan mod 49ers. Han ved bare, hvordan han skal bringe sine spillere i en optimal situation, og hvordan han kan udfordre forsvar. Buccaneers har præcis som Cardinals en usikker defensiv, specielt mod kastet, så det tegner til en pointrig og seværdig kamp.

4.Ezekiel Elliott vs. Dalvin Cook

En anden af flere skarpe runningback-dueller i denne uge skal findes i opgøret mellem Cowboys og Vikings. Her skal vi se Ezekiel Elliott og Dalvin Cook, ligaens nummer to og tre på positionen ifølge Football Outsiders’ avancerede statistik, DVOA, der fortæller, hvor effektive spillere er sammenlignet med den gennemsnitlige runningback i NFL.

Cook har gang i sin tredje professionelle sæson, og er for første gang fuldstændigt rask og kan endelig slå sig løs. Det har han i den grad gjort. Den 24-årige runningback fører NFL i løbeyards, har grebet bolde for mere end 330 yards og scoret ni touchdowns. Han har været en central del af Vikings’ offensive strategi, selv efter de har givet mere ansvar til Kirk Cousins.

Kevin Stefanski har i større grad fået lov til at implementere sin strategi, der fokuserer på zoneløb og spil baseret play-action. Her har Cook været fremragende, selv med en stor arbejdsbyrde (flest løbeforsøg i NFL) er effektiviteten ikke faldet. Det er imponerende. Selv ser runningbacken frem til den indirekte matchup mod Elliott, der har været produktiv siden han kom ind i NFL i 2016.

Skal kampen afgøres i skyttegravene, altså duellen mellem den offensive og defensive linje, får vi en meget tæt kamp, både Dallas og Minnesota har to gode linjer i løbespillet, mens deres defensive linjer er bedre til at levere pass rush end at stoppe løbet. Derfor kan spillet fra Elliott og Cook være en del af den afgørende faktor.

24-årige Ezekiel Elliott spiller igen i år en solid omgang football og er en del af et godt, effektivt Cowboys-angreb. Runningbacken har løbet for syvendeflest yards i NFL i denne sæson (741 yards), men har været en mindre del af kastespillet end i fjor. Kellen Moore tvinger ikke bolden til Elliott på samme måde som Scott Linnehan har haft tendens til, og det har frigjort quarterback Dak Prescott, der spiller den bedste sæson i sin karriere. For første gang i karrieren, når han spiller alle 16 kampe i en sæson, tegner det ikke til, at Elliott bliver den runningback med flest løbeforsøg i NFL. I øjeblikket løber syv spillere oftere end Elliott. Det har ikke ført til en øget eksplosivitet i Elliotts løb, men blot kontinuerligt solidt løb, der har været med til at skabe gode arbejdsforhold for Prescott. Dallas og Minnesota er begge med i kampen om slutspilsplads i NFC, derfor bør der virkelig været skruet op for intensiteten.