Her i slutspillet forkorter vi antallet af matchups fra de normale fem til fire, men med hele sæsonen på spil i knald-eller-fald-kampene, giver det bare endnu federe machups.

Wild Card-runden fløj forbi os med tre udebanesejre og vildt kicker-drama i Chicago, men der er stadig masser af football tilbage, og derfor skal du ikke snydes for Versus.

Gul Kluds Alexander Paaske giver dig ikke fem fede matchups som i grundspillet, men ”blot” fire her i slutspillet og nu altså Divisional Round. Men det er til gengæld også nogle enormt fede matchups, som gør knockout-kampene endnu mere interessante af følge med i.

1. Colts’ offensive linje vs. Chiefs’ front fem
Det er helt fantastisk at se den transformation, som Colts-angrebet har gennemgået i denne sæson med Andrew Luck tilbage i topform og det offensive geni Frank Reich som cheftræner. Det tydeligste eksempel på den eventyrlig udvikling ses på den offensive linje, der er gået fra en af ligaens værste i 2017 med flest opgivne sacks til en NFL’s bedste offensive linjer, der tillod færrest sacks  (18) i grundspillet og 0 (!) i de seks kampe, hvor linjen har været i stærkeste opstilling. Mod Texans blev Luck eksempelvis ikke sacket en eneste gang, selvom Houston har J.J. Watt og Jadeveon Clowney. Linjen er også brølstærk i løbespillet, der med 200 yards grundlagde sejren i Wild Card-runden. Den dominerende enhed er bedst symboliseret ved den sublimt spillende All-Pro-guard Quenton Nelson, som Colts draftede i første runde af årets draft.

Nelson og co. på den offensive linje er nøglen til, at Colts-angrebet kan følge med MVP-favoritten Patrick Mahomes’ vanvittigt eksplosive offensiv på pointtavlen. Indianapolis skal højst sandsynligt sætte i omegnen af 30 point på tavlen for at vinde, men det bliver ikke let mod en Kansas City-defensiv, der langsomt har fundet et solidt niveau – specielt nær line of scrimmage. Chris Jones har taget et kæmpe spring mod NFL-toppen i denne sæson, da han har domineret den ene guard efter den anden, mens Dee Ford og Justin Houston er en særdeles giftig edge rush-duo. Mod Texans skulle Colts primært have øje på Watt i forhold til pass rush, men Chiefs kan lægge pres på Luck med mindst tre forskellige mand, der har 37,5 sacks til sammen og udgår altså en markant større udfordring på det område. Til gengæld er KC-forsvaret et af de dårligste imod løbet. Hele fem yards tillader enheden per løb, og hvis Indy kan lykkes med at få løbespillet i gang med Marlon Mack over 100 yards, øger det markant chancerne for en overraskelse af flere årsager. Hjemmeholdets farlige pass rush vil blive neutraliseret, og Chiefs-angrebet får mindre tid på banen til at score.

2. Rams’ angreb vs. Cowboys’ forsvar
Sidste sæson var Los Angeles Rams også rigtig godt kørende i grundspillet, men måtte allerede lade livet i Wild Card-runden efter et hjemmebanenederlag til Atlanta Falcons. I denne sæson træder Sean McVays mandskab først ind i slutspillet i Divisional Round. Med lidt slutspilserfaring i benene og hovederne må Rams være de nerver kvit, som tydeligvis hæmmede klubben for et år siden. Og der er ikke råd til en langsom start, for det er et selvtillidsfuldt Dallas Cowboys, som venter lørdag nat. Her tænker jeg især på forsvaret, der er en af denne sæson største positive overraskelser anført af en formidabel trio bestående af førsteårs-linebacker Leighton Vander Esch, linebacker Jaylon Smith og edge rusher DeMarcus Lawrence.

De tre spiller alle på et rigtig højt niveau med en alsidighed, som alle hold drømmer om. Vander Esch og Smith tackler begge fremragende, de dækker tight ends og runningbacks i kastespillet og undviger blokeringer med deres reaktionsevne og fart. Lawrence er en pass rusher fra højeste hylde og er samtidig stærk til at agere stopklods i løbespillet. Derfor bliver det fascinerende, om de kan smide grus i Rams’ offensive maskine, der med virkelig smarte rute-koncepter og en passe play-action udfordrer forsvarets evne til at kommunikere og spille disciplineret. Det åbner store huller til All-Pro-runningback Todd Gurley i løbespillet og sætter wide receiver Robert Woods, Brandin Cooks og Josh Reynolds i fordelagtige positioner i kastespillet. Bears-forsvaret havde held med at dominere og fuldstændig ødelægge Jared Goffs timing for en måned siden, og selvom det var i råkolde Chicago, viser det, at angrebet ikke er ustoppeligt. Dallas-defensiven skal levere en fantastisk præstation, hvis America’s Team skal booke billet til NFC-finalen, men det har de også kvaliteterne til.

3. Tom Brady vs. Philip Rivers
78 år er de tilsammen. Tom Brady og Philip Rivers. Brady har fem Super Bowls, mens Rivers har otte børn. Men selvom Brady er den quarterback med flest ringe nogensinde, har han i denne sæson (endelig og helt naturligt) vist tegn på, at alderen er begyndt at kunne mærkes. Derfor kan vi ikke komme udenom, at 37-årige Rivers er den bedste quarterback på banen, når Patriots og Chargers brager sammen søndag aften. Det gør kampen meget mere åben, end det normalt vil være tilfældet, når der spilles slutspilsfootball på Gillette Stadium i Foxborough. Her er Brady nemlig 19-3 i knald-eller-fald-kampe, og Patriots er samtidig ubesejret på hjemmebane i sæsonen, hvilket lover godt for de forsvarende AFC-mestre. Sjovt nok er Chargers NFL’s bedste udehold med imponerende sejre i Dallas, Seattle, Kansas City og Baltimore i denne sæson, så måske er hjemmebanefordelen ikke så stor alligevel?

Hvis vi vinder tilbage til de to quarterbacks, så kan jeg ikke vente med at se, hvordan de kommer til at spille. Patriots er gået væk fra at kaste bolden størstedelen af tiden og har forsøgt at skabe en mere løbebaseret identitet på angrebet. En strategi, New England har haft stor succes med i mange kampe, og som man højst sandsynligt vil forsøge sig med igen for at undgå alt for mange situationer, hvor Melvin Ingram og Joey Bosa har muligheden for at nedlægge Brady. Modsat har Patriots-forsvaret formået at kreere pass rush ved at blitze en masse mod dårligere quarterbacks, men den taktik kan vise sig at være naiv mod Rivers, der skiller sig hurtigere af med bolden end selv Brady. Derfor skal Rivers nok indstille sig på, at Patriots har flere spillere i opdækning i håbet om, at den dygtige secondary kan presse Chargers-quarterbacken til fejl, når han skal kaste i små vinduer. Det bliver simpelthen så godt at se Brady vs. Rivers i slutspillet! Og måske får Rivers for første gang has på Brady?

4. Sean Payton vs. Doug Pederson
Rigtig mange har New Orleans Saints som Super Bowl-favorit, hvilket er forståeligt, da holdet har været det bedste set over hele grundspillet. Men mod slutningen af sæsonen er angrebet faldet i kadence. Markant faktisk. Drew Brees og co. har ikke præsteret flere end 370 yards i de seneste seks kampe, hvor forsvaret har båret holdet. Og mod et Eagles-forsvar, der har fundet formen på det helt rigtige tidspunkt, er der derfor gevaldigt brug for, at Sean Payton får angrebet til at spille på alle tangenter som i 48-7-ydmygelsen af Eagles i uge 11. For hvem med, om Payton får en større chance for at vinde sin anden Super Bowl med Saints end i denne sæson med hjemmebanefordel i hele slutspillet. Brees har spillet magisk det meste af sæsonen, men han fylder trods alt 40 i næste uge.

Problemet for Sean Payton er bare, at der en mand med ’grande cojones’ på den anden sidelinje. En mand, der endnu ikke har tabt en slutspilskamp og har en speciel aura om sig, når alt er på spil. Det er selvfølgelig Doug Pederson, jeg mener. I sidste års Super Bowl mod Patriots viste Eagles-træneren, at han ikke er bange af sig, da han holdt sit angreb på banen på to kritiske fjerde downs, der begge blev konverteret af Eagles og var meget afgørende i forhold til kampens udfald. Jeg er sikker på, at han har samme aggressive mentalitet i søndagens kamp, og at han vil coache røven ud af Philadelphia-spillerne, der igen vil være ekstra motiverede som underdogs. Saints har det bedste hold spiller for spiller, men kampen på sidelinjen kan tippe kampen i en overraskende retning.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her