Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Kun fem spillerunder og 79 kampe resterer af denne sæsons grundspil, efter Dallas Cowboys og New Orleans Saints tog hul på 13. spillerunde torsdag nat. I weekenden venter yderligere 14 kampe, før Eagles og Redskins runder uge 13 i et vigtigt divisionsopgør mandag nat.

Det vrimler med kampe med slutspilsbetydning, og vanen tro giver Gul Kluds Alexander Paaske dig her fem fede matchups, som du bare ikke må gå glip af.

1. A.J. Green vs. Chris Harris Jr. & Bradley Roby
Bengals ligner et hold i frit fald fem nederlag i de seneste seks kampe, og quarterback Andy Dalton er færdig for sæsonen. Men selvom tigrene ikke får mere at se til The Red Rifle i år, og det meste virker håbløst, kan holdet glæde sig over én ting: Stjerne-receiver A.J. Green er tilbage til søndagens hjemmekamp mod Broncos efter at have misset de seneste tre kampe. Og på trods af den rigtig dårlige stime både spillemæssigt og resultatmæssigt er Bengals stadig en del af slutspilsbilledet i AFC, så måske Green kan give holdet et tiltrængt boost.

Men wide receiveren får dog intet foræret i sin comeback-kamp, da Broncos råder over en super dygtig cornerback-duo i Chris Harris Jr. og Bradley Roby. Hvis vi ser bort fra en enkelt blunder mod Steelers i sidste weekend, hvor JuJu-Smith Schuster scorede et 97-yard touchdown, holdt de to imponerende godt styr på Schuster og Antonio Brown – den nok bedste receiver-duo i NFL. Det bliver altså ikke let for A.J. Green at føre an for et selvtillidsløst Bengals-mandskab med storspil, men han er nødt til det, hvis ikke Cincinnati endegyldigt skal sættes af i kampen om Wild Card-pladserne i AFC.

2. DeAndre Hopkins vs. Denzel Ward
Det er efterhånden en cliché, men NFL er blevet til en kasteliga. Derfor er det heller ikke overraskende, at vi aldrig har set flere eminente wide receivere, end det er tilfældet lige nu. At rangere dem er som at vælge imellem sine børn, men vi kan ikke komme uden om, at Texans’ DeAndre Hopkins hører til i den absolutte top. Hopkins er ikke den allerhurtigste receiver, men derudover har han alt det, du ønsker ud af en wide receiver. Mest af alt har han fremragende hænder og griber ALT, der er inden for hans rækkevidde.

Søndag skal Hopkins duellere med en cornerback, der har potentialet til at blive en kæmpe stjerne og allerede må betegnes som en af de bedste til at gøre livet surt for receivere. Det drejer sig naturligvis om Browns’ Denzel Ward, der blev valgt som den fjerde spiller i årets draft og har gjort en stor forskel på Browns-forsvaret fra dag ét. Det kan kun slå gnister og resultere i fede spil, når de to yderst talentfulde kamphaner støder sammen i Houston i et opgør, der har store slutspilsimplikationer for begge hold. Texans skal forsøge at fastholde pole position i AFC South, mens Browns med en sejr for alvor kan melde sig ind i Wild Card-ræset.

3. Saquon Barkley vs. Bears’ løbeforsvar
Førsteårs-runningback Saquon Barkley har været alt det, som Giants håbede på, da holdet valgte ham som den anden spiller i årets draft. 1.410 yards og 12 touchdowns i alt deraf 829 løbeyards, hvilket er fjerdeflest i NFL. Og det er med et imponerende snit på 4,8 yards per løb bag en af ligaens dårligere offensive linjer. Barkley er på vej mod 2.050 scrimmage yards i sin første NFL-sæson, og det vil være et fuldstændig fantastisk debutår. Og statistikkerne siger ikke nok om, hvor blændende Barkley er. Han løber med en utrolig fysik, balance, eksplosivitet og har utrolige evner til at skifte retning og læse, hvad der sker foran ham.

Søndag kommer den unge stjerne på sin nok sværeste opgave indtil videre mod NFL’s bedste forsvar, Chicago Bears, med ligaens andetbedste løbeforsvar målt på yards (80,8 tilladt per kamp) og bedste målt på yards tilladt per løb (3,6 yards, delt førsteplads med Saints). Barkley får ikke meget hjælp af sin offensive linje og skaber det meste på egen hånd, og så er det svære vilkår, når man står over for en fremragende front syv bestående af Khalil Mack, Eddie Goldman, Akiem Hicks, Leonard Floyd, Danny Trevathan og Roquan Smith. Den her duel bliver bare af høj, høj klasse, og Barkley skal brillere, hvis Giants skal overraske mod Bears.

4. Rob Gronkowski vs. Vikings’ forsvar
Rob Gronkowski har været forfulgt af uheld i sin fantastiske karriere, der højst sandsynligt sender ham direkte i Hall of Fame ved første mulighed. Gronk har været ramt af adskillige alvorlig skader, og i denne sæson har han hele vejen døjet med skader – både en ankelskade og rygproblemer. Nu virker han dog til at være tilbage i fuldt vedgør, og det er god timing for Patriots, der i weekenden står over for et af ligaens bedste forsvar i Minnesota Vikings. Og jeg er ekstra spændt på at se, hvordan Vikings vil forsøge at lukke ned for Gronkowski.

All-Pro-cornerback Xavier Rhodes er efter al sandsynlighed ude med en baglårsskade, og selvom han nok skulle have dækket Josh Gordon, er det ikke utænkeligt, at han også havde set lidt til Gronk. Den oplagte mulighed er safey Harrison Smith, der en helt igennem fantastisk dygtig og alsidig spiller, der kan det hele. Men vil Vikings ”ofre” ham og hans indvirkning på andre facetter af spillet ved at lade ham mandsopdække Gronkowski? Vikings har også muligheden for at sætte en anden safety, Anthony Harris på Gronk, eller linebacker Eric Kendricks. Det er også en mulighed at køre konstant dobbeltopdækning på den sublime tight end, men det kan koste i både løbeforsvaret og i de bagerste geledder. Det bliver fascinerende, hvordan det her skakspil udfolder sig.

5. Ben Roethlisberger vs. Philip Rivers
Søndagen rundes af med et fantastisk brag i Pittsburgh, når Heinz Field danner rammen om Steelers-Chargers. Og her er der først og fremmest et matchup, som jeg ikke kan overdrive, hvor meget jeg ser frem til. Ben Roethlisberger vs. Philip Rivers. Den gamle garde, der begge blev valgt i første runde af 2014-draften som henholdsvis nummer 11 og 4. Begge quarterback har igen i denne sæson bevist, at de stadig har et fantastisk højt niveau. Mens Big Ben har leveret et par helt ustyrligt gode kampe som mod Panthers for tre uger siden, har Rivers været stabilt, strålende hele sæsonen. Han har ramt på 69,5 procent af sine kast mod Bens 66,1. Han snitter imponerende 9,1 yards per kast (Ben snitter 7,8) og har 26-6 i TD-INT-ratio mod Steelers-quarterbackens 24-12. Og ja, så tangerede han i seneste spillerunde rekorden for flest ramte kast i træk med 25 (!) – og det var endda hans første 25 i kampen mod Cardinals.

Det tyder på, at Rivers har overhånden over for Roethlisberger, men så gentager jeg, at kampen spilles på Heinz Field. Og i bedste sendetid. Det er så godt som garanti for, at Big Ben spiller på sit højeste niveau, og så kan selv Chargers og Rivers få svært ved at følge med på pointtavlen. Selvom begge forsvar har et giftigt pass rush, forventer jeg en højtscorende affære. Big Ben har nogle fantastiske våben i Antonio Brown og JuJu Smith-Schuster og beskyttes af en super god offensive linje, mens Rivers er eminent til at skille sig hurtigt af med bolden og finde playmakere som Keenan Allen, Mike Williams og Austin Ekeler. Det her kan blive en af sæsonens bedste kampe, og den bedste af Roethlisberger og Rivers hiver sejren hjem for sit hold i mine øjne.