På denne tid af sæsonen vil holdene gerne i stærkeste opstilling, men dét bliver muligvis svært for Patriots på søndag. Hele 20 spillere er på skadeslisten.
Alle hold har skader, og alle hold har spillere på IR-listen (Injured reserve), hvilket betyder at spillerne ikke kan komme i kamp igen i indeværende sæson. Men alligevel må det siges, at den nyeste skadesopdatering fra New England Patriots vækker opsigt.
The #Patriots’ Wednesday injury report: #NEvsDEN pic.twitter.com/qN35o4GoiZ
— Denver Broncos (@Broncos) 20. januar 2016
Her er således hele 20 spillere skrevet på, nogle skader dog mere seriøse end andre. For at Patriots-fansene ikke skal gå helt ud af deres gode skind, skal det siges, at kun special teams kaptajnen Matthew Slater missede gårsdagens træning.
Men adskillige spillere deltog kun i træningen i begrænset omfang, og der skal derfor holdes øje med, om disse bliver klar til weekenden. Disse spillere er: receivers Danny Amendola og Julian Edelman, tight ends Scott Chandler og Rob Gronkowski, samt LaAdrian Waddle, Sebastian Vollmer, Bryan Stork og Tre’ Jackson der alle gør sig på den offensive linje. Dette er alle spillere på angrebet, og blandt dem er altså næsten alle Brady plejer at kaste til.
På forsvarssiden sad der også folk over: Defensive ends Chandler Jones og Rob Ninkovich, linebackers Jamie Collins, Darius Fleming, Jonathan Freeney og Dont’a Hightower, samt safety Nate Ebner. Her ser det især sort ud på linebacker-pladserne, da alle 3 startere Hightower, Collins og Freeney virker småskadet. Ydermere skal det siges, at Patriots onsdag satte reserven Jerod Mayo på IR-listen, så dybden på linebacker-pladserne må være meget tynd.
Der var dog også spillere på skadeslisten, som formåede at gennemføre hele træningen. Disse var guard Josh Kline, receiver Brandon LaFell, safety Devin McCourty samt quarterback Tom Brady.
Med til historien hører det sig dog, at Patriots over årene har opbygget et ry, som et hold der har det med at “pynte” på skadesrapporten, så mon ikke de fleste af de ovennævnte spillere er med mod Denver Broncos på søndag.





