I en ny artikel beskylder det anerkendte medie New York Times NFL for bevidst at have manipuleret med tal om hjernerystelser for at få det til at se ud som om, det ikke er et problem i ligaen.

NFL har i deres officielle undersøgelser om hjernerystelser med vilje udeladt over 100 tilfælde for at få det til at se ud som om, problemet med hoved- og hjerneskader i ligaen ikke var så alvorligt, som det i virkeligheden var.

Sådan lyder beskyldningen fra den anerkendte avis New York Times i en ny artikel. Avisen mistænker også NFL for at bruge samme strategi som de store tobaksfirmaer, der i 90’erne bevidst dækkede over risikoen ved at ryge.

NFL har i et omfattende modsvar til artiklen afvist alle beskyldninger, New York Times kommer med.

Bevidst udeladt 100 tilfælde
I 1994 nedsatte NFL en komité, der skulle undersøge risikoen for at få hjernerystelser ved at spille i ligaen, og konsekvenser af det. Komitéens dannelse kom i kølvandet på en lang række prominente spilleres pensionering fra ligaen, her i blandt Joe Montana, der netop stoppede på grund af en hjernerystelse.

Komitéens undersøgelser resulterede i udgivelsen af 13 artikler i det medicinske tidsskrift Neurosurgery, der alle sammen viste, at det at spille i NFL ikke hang sammen med en forhøjet risiko for hoved- og hjerneskader. New York Times har efter en omfattende undersøgelse fundet ud af, at omkring 100 dokumenterede hjernerystelser ikke indgik i de tal, NFL brugte til at konkludere, at hjernerystelser ikke var et problem i ligaen.

NFL var hurtigt klar med et modsvar til den alvorlige beskyldning.

’’[New York] Times har misforstået og misbrugt de undersøgelser og måden, de blev lavet på. Komitéen indsamlede data om hjernerystelser ved både at tjekke de officielle systemer igennem og ved at bede holdene om at indsende formularer for hver dokumenteret hjernerystelse. Vi har samtidig skrevet, at vi af den grund ikke kan være sikre på, at alle tilfælde er kommet med, og at undersøgelserne derfor ikke kan bruges som definitive beviser, men blot som indledende research, der lægger op til yderligere uddybning,’’ siger Joe Lockhart, NFL’s kommunikationschef.

Kopierede tobaksfirmaernes strategi
Det er ikke kun undersøgelsernes konklusioner og den måde, de blev lavet på, New York Times skriver om. Det er også NFL’s tankegang bag, der bliver udsat for kritik.

I 90’erne blev flere tobaksfirmaer afsløret i bevidst at manipulere med tal, der viste, at rygning førte til en forhøjet risiko for at få alvorlige sygdomme. Det viser sig nu, at der var forbindelser mellem NFL og tobaksindustrien, hvilket har fået New York Times til at spekulere i, om de to organisationer har delt strategi.

I 1997 hyrede NFL advokaten Dorothy Mitchell til at hjælpe med den juridiske del af hjernerystelse-komitéens arbejde. Hun havde tidligere arbejdet for The Tobacco Institute, tobaksfirmaernes brancheforening. Den tidligere og nu afdøde medejer af New York Giants, Preston R. Tisch, var også medejer af cigaretfirmaet Lorillard og var desuden bestyrelsesmedlem i The Tobacco Institute og Council for Tobacco Research, to organisationer, der spillede en stor rolle i at dække over risikoen ved cigaretrygning.

New York Times understreger, at de ikke har kunne finde et bevis for, at NFL direkte kopierede tobaksindustriens strategi med at manipulere tallene, men at de mange forbindelser mellem de to vækker mistanke.

Også til denne del af artiklen er NFL klar med svar på tiltale.

’’NFL vidste ikke, at Dorothy Mitchell havde haft noget at gøre med tobaksindustrien, og hun blev derfor ikke ansat på grund af det. Hun snakkede aldrig om sit arbejde med tobaksindustrien og prøvede ikke at styre komitéens arbejde i en bestemt retning eller på nogen måde skjule data, og hun prøvede heller ikke at få komitéens medlemmer – mange af dem førende eksperter inden for området – til at kopiere tobaksindustriens ’playbook’,’’ siger Joe Lockhart.

Endnu en irriterende sag for NFL
New York Times’ artikel er endnu en irriterende sag for NFL omkring deres håndtering af hjernerystelser og deres konsekvenser for spillerne. De sidste par år har vi set et stigende antal spillere gå på tidlig pension, og efter de seneste års afsløringer af, hvor farligt det egentlig er at spille i ligaen, er presset på NFL for at sikre spillernes helbred kun blevet større. Senest har filmen Concussion, som Gul Klud i øvrigt har anmeldt, været med til at udbrede debatten til et større publikum.

Man kan håbe på, at den stigende fokus på emnet, og forrige uges indrømmelse fra NFL om at football og hjerneskaden CTE hænger sammen, kan munde ud i nogle konkrete forbedringer, så spillerne i fremtiden ikke skal bekymre sig om livet efter NFL.

Læs hele New York Times’ artikel her og NFL’s modsvar her.