Panthers måtte undvære defensive end Jared Allen til NFC Mesterskabskampen grundet en skade, men veteranen forventes at være klar til Super Bowl.

Panthers lignede ikke et hold, der havde brug for mere hjælp på forsvaret, men mon ikke de alligevel er glade for at Jared Allen med al sandsynlighed når at blive klar til Super Bowl mod Denver Broncos.

Jared Allen pådrog sig en fodskade i sejren over Seattle Seahawks ugen forinden, og selvom forsvarsspillere kunne have spillet mod Cardinals, valgte cheftræner Ron Rivera at holde quarterbackjægeren ude af NFC finalen, da man ikke ville risikere at forværre skaden.

Nu får Allen altså to uger mere til at blive helt klar til sin første super bowl, og det gør bestemt ikke forsvaret hos Panthers dårligere, selvom Allen statistisk ikke er på samme niveau som for nogle få år siden.

Den 33-årige forsvarsspiller startede sæsonen hos Chicago Bears, men efter nederlag i sæsonens første fire kampe valgte Bears at sende Allen til Panthers for et sjetterundevalg i dette års draft. Siden da har Allen lavet 27 tacklinger og bidraget med to sacks.

Allen var selv et fjerderunde valg i 2004, og spillede sine første fire sæsoner hos Chiefs, hvorefter han skiftede til Minnesota Vikings, hvor han i flere år dominerede ligaen. pragtpræstationen kom i 2011, hvor det blev til hele 22 sacks for Allen.

Panthers lader dermed til at være næsten helt raske til Super Bowl, det største spørgsmålstegn er i øjeblikket den fremragende linebacker Thomas Davis, der brækkede armen mod Cardinals, men selv sværger, at han når at blive klar.

Jared Allen says the next two weeks will be the longest in his life, but he expects to play in the Super Bowl.

— Joe Person (@josephperson) January 25, 2016