Slutspillet er over os, men hvad er den mest oversete eller overvurdere enhed i slutspillet?

Hver uge diskuterer undertegnede et nyt emne med Dennis Cordsen. I denne uge kigger vi på slutspilsholdene og mere specifikt på, hvilken enhed er overvurderet eller undervurderet?

Dennis Cordsens oversete enhed: Seattle Seahawks’ Angreb  
Jeg ved ikke, hvordan de gør det, men Seattle har på trods af skader til Marshawn Lynch, Jimmy Graham og Thomas Rawls formået at gå ind til slutspillet med, hvad der vel er NFLs bedste angreb. Den offensive linje gør det fint i løbeblokeringerne, men især kastespillet har fungeret fremragende på det seneste. Forsvaret i Seattle er stærkt, men kan Russell Wilson og angrebet holde niveau, er de i min bog storfavoritter til at vinde Super Bowl 50.  

Teis Jorangers oversete enhed: Cincinnati Bengals’ forsvar: 
Andy Dalton fik med rette store roser i starten af året, men det her Bengals forsvar går under radaren efter min mening. Det kan godt være, at nogle hold har bedre stats på forsvaret, men den her enhed er til at stole på. Stabiliteten er uhørt højt, og det er bare uhyggeligt svært at score point på dem. 

De har i snit tilladt næstfærrest point, og har i år kun 2 gange tilladt mere end 25 point. Den ene gang mod Cardinals, hvor de stadig kun tabte med 3. Den anden gang mod Steelers i den kamp, hvor Dalton blev skadet og AJ McCarron kastede to interceptions dybt på egen banehalvdel. Det her forsvar giver holdet en rigtig god chance for at vinde hver eneste uge, og det er den her enhed, der skal bære holdet videre i hvert fald i denne her uge.

Dennis Cordsens overvurderede enhed: Carolina Panthers’ angreb:
Jeg har selv stemt på Cam Newton som MVP i vores interne afstemning, men det til trods synes jeg ikke, at angrebet har spillet så godt, som mange ellers skriver. Derfor prøvede jeg for sjov at tage et smut forbi FootballOutsiders.com, som jeg ellers ikke er fast bruger af. Ifølge dem er Carolina det hold ud af ligaens 32 hold, der har mødt de dårligste forsvar i den regulære sæson. Efter et kig på deres kampprogram er det egentlig ikke så overraskende, for det er som følger:
Jaguars, Texans, Saints x2, Buccaneers x2, Colts, Packers, Cowboys, Falcons x2, Giants, Titans og så de tre bedste forsvar de har mødt: Eagles, Redskins og Seahawks. 

Hvis et hold formår at lukke Greg Olsen ned og ikke giver Ted Ginn Jr muligheden for at tabe et eller to dybe touchdowns, så er Cam næsten nødt til at løbe for sejren alene. 

Teis Jorangers’ overvurderede enhed: Pittsburgh Steelers angreb
Førnævnte Bengals forsvar står i denne uge overfor Pittsburgh Steelers. Det her angreb kan nå et niveau, som ingen andre angreb kan. Problemet er, at de alt for sjældent rammer topniveauet. Dette har specielt været tilfældet på udebane, og nu er der kun udebanekampe tilbage. Ben Roethlisberger har generelt været fremragende i år, men hver uge virker det til, at han taber sutten på et par spil. Det har ført til alt for mange interceptions, og han har ikke spillet en udekamp i år uden en interception. 

Derudover har skader handicappet løbeangreb, og nu er DeAngelo Williams også ude mod Bengals. Så presset ligger på skuldrene af receiverne og Big Ben. Blandt receiverne er det blevet mere og mere en enmandshær. Antonio Brown er fænomenal, men han kan ikke gøre det hele selv, så der er brug for, at en spiller som Martavis Bryant, der har været elendig de sidste par uger, stepper gevaldigt op. 

Det kan godt være, at Steelers går ud og scorer 35 point resten af slutspillet, men stabiliteten og udebaneniveauet tyder mere på mere middelmådighed fra, hvad der burde være ligaens bedste angreb.