Til trods for at Carolina Panthers blev udspillet med 24-0 i anden halvleg, så holdte de fast og sikrede sig billetten til NFC-finalen.
Forinden aftenens slutspilsbrag i Carolina var det specielt den indbyrdes rivalisering mellem Cam Newton og Russell Wilson, der trak overskrifter. I den regulære sæson har begge quarterbacks præsteret på et MVP-kaliber niveau, hvorfor der var lagt i kakkelovnen til et møde mellem to af såvel nutidens som af fremtidens bedste quarterbacks.
I mellemtiden var det dog den tilbagevendte Jonathan Stewart, som stjal rampelyset på kampens indledende angrebsserie. Først fandt den bundsolide running back et gigantisk hul i det ellers potente Seahawks-forsvar, hvilket Stewart udnyttede for et 59-yard løb. Kort efter gjorde Stewart selv arbejdet færdigt, da han buldrede bolden indover mållinjen for kampens første scoring.
Jonathan Stewart scores 1st rushing #touchdown against Seahawks since 2014. CAR 7-0 in 1Q #SEAvsCAR #NFLPlayoffs
— Seattle Seahawks (@Seahawks) January 17, 2016
Ondt blev til værre for gæsterne, da deres offensive linje blev fuldstændig maltrakteret på Seahawks’ efterfølgende angrebsserie. Som følge heraf blev presset på Russell Wilson for voldsomt, hvorpå han traf en forhastet beslutning og kastede en interception. Det var ikke overraskende Panthers’ forsvarsjuvel – Luke Kuechly – som greb Wilsons kast, hvorefter Kuechly tog bolden til huset; 14-0 til Carolina Panthers, og værterne var kun lige ved at blive varme.
Den hurtige føring blev således omsat til total dominans af et Panthers-hold, der for alvor levede op til deres foreløbige 15-1 sæson. For efter en komplet indsats i alle af spillets tre faser blev denne føring udbygget til den ensidige pausestilling ved 31-0, hvor specielt Greg Olson stod for en flot scoring.
Cam Newton kastede således en kanonkugle mod gæsternes målzone, hvor hans velkendte ’partner in crime’ Greg Olsen dukkede op mellem to magtesløse Seahawks-spillere og sikkert hev bolden ind for et spektakulært 19-yard touchdown.
Panthers’ dominans var så tydelig, at det bragte minderne fra Super Bowl 48 frem, hvor det i stedet var Seahawks, der udspillede Denver Broncos fuldstændig – dog med den signifikante forskel, at det nu var Seahawks, som blev udspillet. Herpå skulle der en nærmest rekordbrydende indsats til, hvis gæsterne skulle avancere til NFC-finalen.
Largest deficit overcome to win a playoff game– 32 points … Bills vs Oilers (trailed 35-3, won 41-38) … Jan 3, 1993
— ESPN Stats & Info (@ESPNStatsInfo) January 17, 2016
Men som traditionen tro, så nægtede det standhaftige mandskab fra Seattle at give op. Således kom de ud som lyn og torden efter pausen og fik hurtigt reduceret Carolinas føring, da Wilson fandt Jermaine Kearse i værternes målzone – og med ét syntes momentum at svinge i Seahawks’ retning.
For blot et par minutter senere var den atter gal i værternes forsvar. Wilson fandt sin eksplosive rookie-receiver, Tyler Lockett, på en dyb rute ved sidelinjen for et spektakulært 33-yard kast, hvorpå Panthers’ føring nu var barberet ned til 31-14. Det lykkedes sågar ikke Panthers at sætte et eneste point på tavlen i kampens andens halvleg, hvor værterne ikke var til at genkende efter deres dominerende indsats i første halvleg.
Seahawks fortsatte deres bombardement mod værternes målzone i fjerde quarter, men efter et par skiftende boldbesiddelser fik man først reduceret yderligere med 6 minutter tilbage på klokken, da Jermaine Kearse kunne lade sig notere for sin anden scoring. Så i takt med Panthers’ nedsmeltning var det reelt set tiden, som nu var Seattles værste fjende.
Og da man blot fik sat yderligere et field goal på tavlen, så løb klokken fra gæsterne, der simpelthen toppede for sent. Imens kunne Cam Newton glæde sig over at have vundet sæsonens to kampe mod Russell Wilson og Seattle Seahawks, hvorfor Panthers nu avancerer til NFC finalen. Her brager man sammen med Arizona Cardinals, som i går sendte Green Bay Packers ud i slutspilsmørket efter et sandt drama.
#Panthers–#AZCardinals for the right to play in Super Bowl 50? I will likely be watching that.
— Ian Rapoport (@RapSheet) January 17, 2016





