Først blev Rex Ryans bror, Rob Ryan, tilknyttet Buffalo Bills og nu følger Ed Reed trop som den seneste forstærkning til Rex’ trænerteam 

Buffalo Bills annoncerede onsdag, at det tidligere Ravens-ikon vil tilslutte sig Bills-organisationen som assistenttræner med fokus på træningen af defensive backs. Ed Reed og Rex Ryan har en fælles historik, som går tilbage til 2005-2008 sæsonerne, hvor Ryan var tilknyttet Baltimore Ravens som defensiv koordinator. Endvidere blev de to forenet i 2013, da Ed Reed i sin karrieres efterår var et smut forbi New York Jets.

Rex Ryan var selvsagt yderst tilfreds med ansættelsen af den legendariske safety: ”Ed Reed bliver en fantastisk erhvervelse for vores spillere. Han har tidligere spillet under mit system, hvor hans præstationer gjorde ham til en sand MVP-type i forsvaret.”

Men det er ikke kun Ed Reeds erfaring, som Ryan mener, vil komme Bills til gode: ”Han er ligeledes en flittig ’nørd’ af spillet, så jeg har ingen tvivl om, at han også bliver en fantastisk træner.”

Ed Reeds resumé taler for sig selv, hvor han står noteret for to fornemme NFL-rekorder; flest interception return yards (1590) samt flest interceptions i slutspilsregi (9). Ligeledes er han én af tre safeties, der har vundet titlen som årets bedste defensive spiller i NFL gennem de seneste 30 år. Afslutningsvis kan det ligeledes fremhæves, at Ed Reed hele ni gange har været udnævnt til Pro Bowl, mens han vandt én Super Bowl-titel med Baltimore Ravens i 2012 – hans sidste sæson hos hjerteklubben.