Darron Lee er fortid i New York Jets. De har tradet linebackeren til Kansas City Chiefs i bytte for et sjetterundevalg i NFL-draften i 2020.

New York Jets’ cheftræner, Adam Gase, overtog onsdag tjansen som general manager på en midlertidig basis, efter at general manager Mike Maccagnan blev fyret, og det har ikke taget Gase længe at lave sin første handel.

*** Jets fyrer general manager Mike Maccagnan

Gase har nemlig sendt linebacker Darron Lee til Kansas City Chiefs i en byttehandel, der sender et sjetterundevalg i NFL-draften i 2020 den anden vej.

Det meddeler Terez A. Paylor fra Yahoo! Sports.

Darron Lee blev i 2016 valgt af Jets som nummer 20 i første runde af NFL-draften, men han har ikke levet op til forventninger, hvorfor han altså nu bliver afskibet.

Allerede i starten årets free agency i marts var der rygter om, at Lee ville være fortid i Jets inden længe, da Jets hentede linebacker C.J. Mosley. Sidste år investerede Jets også i linebacker Avery Williamson i free agency, hvorfor Lee altså kunne se frem til en reserverolle bag Williamson og Mosley.

Lee, 24 år, står noteret for 40 kampe, 241 tacklinger samt tre interceptions i New York Jets’ trøje.